Irakisk tolk: Fantastisk at gå frit omkring

Efter at have levet i skjul i månedsvis i Irak bange for at blive myrdet af sine landsmænd er tolken MT nu sammen med sin kone og tre børn og ivrig efter at begynde et nyt liv i Danmark.

Hikmat Hussein, der er kulturkoordinator i Fredensborg Kommune, flygtede fra Saddam Husseins styre på grund af politisk aktivitet. Foto: Søren Bidstrup<br> <img src='http://images.bm4.metropol.dk//278/278678/278678_original.jpg ' border='0' align='right'></a> <br clear="all" /> Fold sammen
Læs mere

»Jeg er fri, og jeg går rundt i byen sammen med nogle folk fra Røde Kors lige nu er jeg tæt på en dansk bank,« jubler tolken MT over mobiltelefon fra en by i nærheden af København.

Hans lettelse er åbenlys, for nu kan han både være sammen med sin kone og deres tre børn og endda gå på gaden, hvor folk kan se deres ansigter.

En luksus som han har længtes efter, siden hans gode ven og kollega Mohammed Ismael i december i fjor blev bortført, tortureret og dræbt. Fra den dag vidste MT, at det var livsfarligt at have arbejdet for de danske styrker i Irak, og fra den dag trak han sig stadig længere væk fra sit liv som familiefar og medborger af skræk for at lide samme skæbne som Mohammed Ismael.

Hans håb var, at Danmark ville hjælpe ham og hans familie væk fra Irak, men samtidig frygtede han, at de bare ville blive glemt, når de danske tropper trak sig ud.

»Very difficult,« sagde de danske soldater altid, når han spurgte dem om chancerne for at blive reddet ud af landet. Derimod var det ulige nemmere at få udbetalt en sum penge, så han selv kunne søge lykken et andet sted.

»Jeg begyndte at tage fra sted til sted for at gemme mig, og i de seneste måneder turde jeg ikke være i samme hus som min familie. Det var en underlig tilværelse,« siger MT, der ikke ønsker sit fulde navn i avisen af hensyn til sin søster, sin bror og sine forældre, som han måtte efterlade i Irak.

Sidste fredag fik han så pludselig besked om, at han og en række nuværende og tidligere kolleger samt deres nærmeste familiemedlemmer ville blive fløjet til Danmark tre dage senere. Mandag sad de i et fly, og tirsdag satte de deres fødder på dansk grund.

Barsk ventetid
Nu forestår sagsbehandlingen hos Udlændingeservice, og i ventetiden vil MT og de øvrige evakuerede i alt 200 personer blive fordelt på to asylcentre. Første hold blev allerede flyttet til Viborg i går, erfarer Berlingske Tidende.

»Ventetiden var som at være i Helvede, men til sidst gik det jo rigtig stærkt. Nu føler vi os faktisk meget trygge også børnene og vi er taknemmelige over for den danske regering og hele befolkningen, fordi de vil modtage os,« siger MT.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at han og hans familie uden problemer kan »mixes« med danskerne.

»Jeg har jo levet sammen med danskerne igennem tre år. Jeg har spist med dem, sovet sammen med dem, gjort masser af ting sammen med dem, så jeg ved, at jeg kan lide deres måde at opføre sig på,« siger MT.

Han har læst engelsk sprog og litteratur på universitetet i Basra og havde egentlig tanker om at blive ansat som tolk i en lufthavn, i en bank eller måske arbejde som lærer.

Men så en dag i 2003 var der opstået voldsomme gnidninger mellem to befolkningsgrupper i hans landsby, og de danske soldater blev tilkaldt for at mægle i striden.

»De havde ganske vist to kvindelige tolke med, men de kunne slet ikke følge med, for de lokale var så vrede og talte så hurtigt og brugte en masse slang. Så tilbød jeg at hjælpe, og striden blev løst på et par dage. Efter det spurgte danskerne, om jeg ville arbejde for dem, og det ville jeg rigtig gerne,« siger MT.

»De danske soldater gjorde et fantastisk arbejde og optrådte både pænt og høfligt. Helt anderledes end amerikanerne, der hurtigt fik et meget dårligt ry. Jeg havde aldrig sagt ja til at arbejde for dem,« siger MT.

Dengang, i 2003, var det heller ikke farligt at være tolk.

»De første to år var jeg ikke spor bange. Tit var vi bare en soldat, en officer og mig af sted seks-syv timer på en dag. Det var først omkring 2005/2006, at tolkene begyndte at blive mål for oprørerne, og da Mohammed blev dræbt, var jeg sikker på, at jeg ville blive den næste.«

Det blev han heldigvis ikke, og selv om MT stadig er lidt fortumlet efter evakueringen til Danmark, er han helt klar til en ny tilværelse, der naturligvis skal starte med danskundervisning til ham selv og hans kone, mens hans ældste søn på syv skal i skole.

»Vi skal nok lære dansk. Jeg kan allerede sige »Jeg er dansk tolk«, og det er da en begyndelse,« siger han over mobiltelefonen.