Irakisk delegation på vej til Danmark

En delegation fra Irak kommer til Danmark inden for de nærmeste dage for at fastslå identiteten på de afviste irakiske asylansøgere, der i nat blev anholdt.

En delegation fra den irakiske regering er på vej til Danmark for at fastlægge identiteten på de afviste irakiske asylansøgere, der i nat blev anholdt i Brorsons Kirke i København. Delegationen ankommer inden for "ganske kort tid".

Det oplyser vicepolitichef Hans-Viggo Jensen til Ritzau.

- Vi er ved at screene de 19 personer, som er blevet frihedsberøvet i nat, for at finde ud af, om nogle af dem skal fremstilles for delegationen. Der er utvivlsomt nogle af de anholdte, som vi har fået et foreløbigt afslag på fra de irakiske myndigheder og som det er relevant for delegationen at snakke med, siger han, men afviser samtidig, at nattens anholdelse er sket, netop fordi delegationen er på vej.

Han afviser også, at beslutningen er truffet efter politiske pres.

- Det her er sket efter en politifaglig vurdering, hvor vi har besluttet, at nu skulle vi gå ind i kirken. Både måden og tidspunktet er valgt af politiet.

SPØRGSMÅL: Men har I haft et indtryk af, at det har været et politisk ønske om, at I gik ind i kirken?

- Man kan ikke undgå at få den opfattelse, når man læser aviserne. Men det er en politifaglig vurdering, der ligger til grund for, at vi er gået ind, siger Hans-Viggo Jensen.

De 19 anholdte vil blive bragt til Sandholmlejren, hvor deres sager vil blive behandlet.

/ritzau/