Irak er ikke som jeg troede

Fra HjørnekontoretSituationen hos danskerne i Sydirak er for kritisk, for farlig, for ustabil, for vigtig til at blive misbrugt på Christiansborg. Lad os lægge ideologi og taktik til side. Vi har brug for en forsoning om Irak-politikken

CAMP DANEVANG, BASRA

For nogle uger siden sendte TV 2 et stort nytårsshow. Masser af underholdning. Et dejligt program at slappe af til. Det var uforpligtende alt sammen, undtagen ét indslag. I en sofa sad - sammen med forsvarsminister Søren Gade - forældrene til den dræbte soldat, Martin Hjorth, fra Hold 8 her i Camp Danevang. De holdt hinanden i hånden. Og da de fik spørgsmålet, om sønnens død bør få os til at trække de danske soldater hjem fra Irak, svarede faderen - citeret efter hukommelsen: »Hvis vi gør det, har hans død været forgæves.« Det gjorde et stærkt indtryk. Svaret udtrykker ikke kun et usædvanligt menneskeligt overskud, det illustrerer også det danske dilemma i Irak.

Jeg troede at situationen i det sydlige Irak var stabil, sådan nogenlunde stabil i hvert fald. At her var relativt fredeligt. At sikkerheden blev bedre dag for dag. Jeg tog fejl. Jeg er blevet klogere. Situationen er ustabil, ufredelig, uforudsigelig og det er blevet værre de seneste måneder. Meget værre. Den danske bataljon har ansvaret for fire irakiske byer uden for Basra, men kan kun komme i tre af byerne. Og kun hvis de har en overvældende ildkraft med. Den fjerde, al-Qurnay, kommer danskerne ikke længere i, det er for farligt.

Paradoksalt, men sandt: Situationen rummer lyspunkter. I læ af den militære beskyttelse fortsætter de civile danskere i Camp Danevang med at udvikle det irakiske samfund. De bygger skoler, børnehaver og rådhuse. Bygningene får lov at blive stående. Det danske Hold 8 har på fem måneder afsluttet 60 projekter. Dialogen med de lokale stammer går fornuftigt. Soldaterne modtages med smil og åbne arme af de menige irakere. Det går godt med at styrke den nye irakiske hær. Den ene af de fire byer, al-Medina, er fredelig og måske klar til at blive rømmet.

Kort sagt: Det er et kritisk tidspunkt. Noget må ske. Militært kan vi gå to veje, ingen af dem er mulige: Vi kan sende flere soldater, det kunne være fristende, men forslaget har ingen politisk opbakning. Vi kan trække vores soldater hjem, det vil efterlade kaos og være et moralsk svigt af uendelig rækkevidde. Der er ingen vej uden om, vi må blive et stykke tid endnu og presse de nye irakiske magthavere til at tage et større ansvar.

Det er den situation vores politikere på Christiansborg står i nu. En skæbnetime. Irak er Helle Thorning-Schmidts største chance for at vinde næste valg, Irak er Anders Fogh Rasmussens største risiko. Kan man i fuld alvor tro på en politisk forsoning mellem de to om Irak? At Thorning-Schmidt skulle aflevere sit stærkeste våben? Det er at stille overmenneskelige krav til en leder af oppositionen. På den anden side: Dette er en sag af national betydning, kolossalt meget står på spil for os, for soldaterne, for irakerne, for Mellemøsten. Hvis Helle Thorning-Schmidt vil vise, at hun har format til at kandidere til landets højeste embede, så er dette hendes chance. Hvordan kunne et kompromis se ud? Måske sådan:

* Hold fast i visionen for Irak-krigen. Visionen er idealistisk, måske naiv, men den giver Vesten et håb om fred i Mellemøsten: Et stabilt Irak kan hjælpe med til en langsom stabilisering af Mellemøsten. I sidste ende er perspektivet at få fred mellem Israel og Palæstina. Tidshorisont: 50 år. Mindst.

* Glem håbet om at skabe et demokrati i vestlig forstand, i hvert fald foreløbig. Lad os glæde os over, at irakerne stemmer, når de holder valg, de har vist deres vilje. De må udvikle et demokrati på deres egne vilkår. Irak er et fattigt, voldeligt, etnisk splittet samfund, hvor magtfulde stammer bekriger hinanden. Stammerne kan kun neutraliseres langsomt, sådan som det allerede sker. Lad tegnebogen tale: Hvis du, kære hr. Sheik, vil have en ny skole, så har vi givet pengene til dit lokale byråd, snak med dem.

* Irakerne skal tage mere ansvar nu. Den irakiske hær og det irakiske politi skal frem i forreste linje i kampen mod volden. Det bliver en kæmpe satsning, men vi har intet valg.

* Selvfølgelig skal vi have vores soldater hjem, men det bliver ikke foreløbig. Vi skal blive i Irak, mens vi ser om irakerne kan overtage flere opgaver.

* Hold den danske Irak-politik hævet over partipolitik. Der står for meget på spil for os alle.