Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ingeniør Ida Ferlov er en sjælden type i dansk forsvar. Lille af bygning, men med stort temperament. Hun er kvindelig ingeniør og har med succes gennemført to af Forsvarets vigtigste anskaffelser af fly i de senere år. For nogle år siden havde hun ansvaret for at sikre, at Flyvevåbnets nye C130J Herkules-transportfly blev afleveret fra den amerikanske producent, Lockheed Martin, uden fejl. I flere uger sad hun på nakken af de amerikanske kolleger, mens hun sammen med specialister og piloter fra Flyvevåbnet gennemgik flyet og krævede fejlrettelser, inden hun satte sin underskrift på modtagelsen af flyene.
Da Flyvevåbnets nye rednings- og transporthelikoptere viste sig at flyve langt færre timer end forudsat, blev Ida Ferlov sat til at redde redningshelikopterne. Sammen med producenten, AgustaWestland, og med helikopterteknikerne i Karup, fik hun helikopterne til at flyve så stabilt, at de sidste sommer kunne overtage hele Flyvevåbnets redningstjeneste. De gamle redningshelikoptere blev sendt på pension.
Svær troppetransport
Men da Folketinget for ti år siden besluttede at indkøbe EH 101-helikopterne, nøjedes de ikke med at købe otte nye til afløsning for de gamle S61 Sikorsky-helikoptere. De købte seks mere, som skal indrettes til troppetransport i internationale missioner som Afghanistan. Her har troppetransport med helikopter været et stort problem i årevis og været en efterlyst kapacitet blandt NATOs medlemslande. I Helmand har danske soldater siden 2006 været afhængige af britiske troppetransporthelikoptere.
Men det tager tid at uddanne besætninger til taktisk troppetransport, som Flyvevåbnet ikke tidligere har beskæftiget sig med. Og det tager tid at anskaffe de reservedele, som skal bruges til at opbygge en robust struktur, der kan holde dem flyvende, når først de skal bruges i en mission.
»Uacceptabelt«
Derfor fik Ida Ferlov nok, da hun for nylig måtte konstatere, at krav om modkøb forhindrede, at hun og Forsvaret kunne købe reservedele til en værdi af 180 millioner kroner for kun 70 millioner kroner - altså en klækkelig rabat på over 50 procent.
Hun skrev som privatperson et rasende brev til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V):
»Jeg skriver til Dem som privatperson, i frustration over at se hvorledes det fornyede direktiv om modkøbsaftaler fra juni 2010 er ødelæggende for Forsvarets drift«, skriver hun i brevet, som Berlingske Tidende har fået indsigt i.
»Ud over at være arbejdsmæssigt involveret, føler jeg det som skatteborger uacceptabelt, at handler som ovenstående ikke kan genneføres. Direktivet om modkøbsaftaler fra Erhvervs- og Byggestyrelsen er etableret for at styrke danske virksomheder, og det gør de givetvis, desværre med store omkostninger for forsvaret, idet økonomiske rammer og råderum udhules på grund af fordyrede kontrakter og længere leveringstimer«, fastslår Ida Ferlov i brevet.