Ingen togdrift over Storebælt

Et utæt vand- eller brandrør fik tirsdag middag DSB til at stoppe al togdrift over Storebælt.

Busser i massevis er rekvireret til henholdsvis Nyborg og Korsør for at køre togpassagererne over Storebælt.

DSB måtte nemlig tirsdag klokken 12.25 stoppe togdriften i begge retninger på grund af et utæt vand- eller brandrør i tunnellen. Det oplyser DSBs pressevagt Martin Sun Larsen.

- Der er sendt 10 busser til henholdsvis Nyborg og Korsør for at hjælpe passagererne over broen, fortæller han.

Det utætte rør skaber store forsinkelser, men DSB håber at kunne genoptage togdriften i løbet af eftermiddagen.

/ritzau/