Ingen Tamiflu på apoteket? Hvad så?

Opdateret: Selv hvis der ikke skulle være mere influenzamedicin tilbage på dit lokale apotek, kan du tage du roligt. Der er mere på lager, og der ligger et ton i en fryser i København.

Foto: Hoang Dinh

Store dele af verden frygter svinesmitten, og derfor vil mange have fingrene i medicinen Tamiflu, der kan behandle og forebygge influenza.

Flere steder i udlandet er hylderne blevet tømt, fordi bekymrede borgere har hamstret medicinen, og spammere er begyndt at drukne folks postkasser med falske tilbud på medicinen, skriver Version 2.

Men her til lands har apotekerne stadig Tamiflu på hylderne. TV2 News har ganske vist rapporteret fra et apotek, som måtte melde udsolgt, men det er ikke det generelle billede, lover farmaceut Helle Jacobsgaard fra Apotekerforeningen:

- Der kan være enkelte apoteker, som ikke har lægemidlet her til morgen, men så får de det i løbet af kort tid, siger hun.

Tamiflu er i øvrigt receptpligtig, så du skal ikke være bange for, at raske bekymrede personer har tømt apoteket inden du kommer til.

Et ton i en fryser
Det er ikke kun apotekerne, som har medicin nok til at slukke en hel del feber, oplyser overlæge Steffen Glismann fra Epidemiologisk afdeling ved Statens Serum Institut.

På et centralt lager i København ligger 300.000 kapsler klar, så 30.000 danskere, som myndighederne fyrgter kan være smittet, kan få behandling med det samme. Og ikke nok med det.

I en fryser ligger der derudover et helt ton pulver klar, som kan omdannes medicin til en million danskere. Pulveret er nedfrosset for at kunne holde sig, men det kan laves om til medicin, hældes på flasker og leveres til danskerne på en uge, oplyser Steffen Glismann til Berlingske.dk.

På grund af den aktuelle svineinfluenza er man klar til at tø pulveret op. Men man begynder ikke før, at der virkeligt er brug for den. For der er ingen grund til at sætte en snarlig sidste brugsdato på influenzalivslinjen, hvis der ikke er ret mange, der bliver syge, påpeger Steffen Glismann.

Hvis der bliver behov for medicinen, er det Sundhedsstyrelsen, som bestemmer hvordan den skal fordeles.

Web-tv: Ingen grund til bekymring - endnu