Ingen på Facebook skriver: »Nu har jeg aborteret igen«

Facebook-stifteren Mark Zuckerberg og Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, har én ting til fælles. De har begge brudt tavsheden om de mange spontane aborter, der kan gå forud for en graviditet.

»Når man åbner op over for veninderne, finder man ud af, at mange har en spontan abort bag sig. Vi skal være mere åbne om, at det med at få børn er ikke noget, alle lige kan få. Især i disse tider hvor flere og flere har brug for hjælp til at blive gravide. At det rent ­faktisk kan være hårdt arbejde,« siger Benedikte Kiær, der selv har oplevet flere aborter. Fold sammen
Læs mere

De fleste med børn kender den. Tavsheden, der er præcis 12 uger lang. Tavsheden, der er konstrueret til at skjule alt det grimme, en graviditet også kan være. I de første tre måneder af graviditeten er risikoen for en spontan abort størst. Derfor tier både mænd og kvinder i den første søde, men nervepirrende tid. For hvem vil dele en dårlig nyhed om et barn, der aldrig kom til verden?

I den forgangne uge har stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg, brudt med den stilhed, der normalt omhylder de spontane aborter. Han har skrevet en privat statusopdatering om sin kones graviditet. I den deler han også tankerne om de tre spontane aborter, parret har været igennem. Tanker, som har skabt stor opmærksomhed på internettet og fået folk til at dele deres egne historier­ om tab.

»Du begynder at lave planer, og så er børnene væk. Det er en ensom oplevelse. Mange mennesker diskuterer ikke aborter, fordi du er bange for, at dine problemer vil distancere dig eller reflektere tilbage på dig. Som om du er defekt eller har gjort noget for at forårsage det,« lød det i statusopdateringen.

Ordene kan Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), nikke genkendende til. Den 45-årige kvinde annoncerede sin runde mave i denne uge. En graviditet, der også har en smertefuld og lang historie bag sig. Faktisk har hun været igennem så mange spontane aborter, at hun i dag ikke har tal på dem.

»Vi har ikke en offentlig snak om, at rigtig mange kvinder har spontane aborter. Men når man åbner op over for veninderne, finder man ud af, at mange har en spontan abort bag sig. Vi skal være mere åbne om, at det med at få børn er ikke noget, alle lige kan få. Især i disse tider hvor flere og flere har brug for hjælp til at blive gravide. At det rent ­faktisk kan være hårdt arbejde,« siger hun.

Det største kontroltab

Mange har troet, at Benedikte Kiær ikke ville have børn. At karrieren var hendes førstevalg. Da hun blev socialminister i 2010, oplevede hun, at folk brugte det imod hende. Hun kunne ikke udtale sig om børns vilkår, når hun ikke selv havde børn, lød kritikken. Derfor valgte hun sammen med sin mand offentligt at fortælle, at parret brændende ønskede sig et barn. De har prøvet både med og uden hjælp. Den første spontane abort oplevede hun i 2008. I de efterfølgende år har hun bølget frem og tilbage mellem sort og hvidt, når noget igen rørte sig i kroppen og vagtlægen skulle ringes op.

»Vi lever i et samfund, hvor vi kan tage kontrollen over rigtig mange ting selv. Når kroppen først begynder at udskille et foster, er der intet, du kan gøre. Det er det største kontroltab, du kan opleve som kvinde. Det er naturen, der styrer det. Rent psykisk kommer der en kæmpe sorg bagefter. Man går stille med dørene efter sådan en omgang. Når kvinder ikke fortæller om de spontane aborter, er det for at passe på sig selv.«

Historiebøgerne fortæller om kvinder på landet, der gennemlevede et utal af spontane aborter. I dag fortæller statistikken, at op imod 20 procent af alle graviditeter ender i en spontan abort. Det er blandt andet naturens måde at frasortere fejludviklede fostre på. Den forklaring læner nogle kvinder sig op af, når de oplever en spontan abort. Men langt de fleste kvinder vil i en eller anden grad føle sig skuffede eller blive ulykkelige. Det er Charlotte Grummes mangeårige erfaring. Hun er jordemoder, psykoterapeut og direktør i Virksomhedsjordemoderen og har tidligere ledet sorggrupper på Hvidovre Hospital for kvinder, der har aborteret.

»Kvinder i dag vil have vished. Når et barn ligger inde i maven og dør af sig selv, vil man have en forklaring. Vi kan ikke bære tanken om, at »shit happens«. Jo mere man kan helbrede og undersøge, desto mindre bliver vores rummelighed over for, at vi ikke altid kan styre tingenes gang,« siger hun.

De 12 ugers tavshed fortæller indirekte omgivelserne, at hvis parret har oplevet en spontan abort, er det ikke noget, der skal deles med omverdenen. Men der er stadig risiko for at abortere efter uge 12. Og uanset om man mister et barn i syvende uge, eller føder det dødfødt til tiden, er der sorg.

»Mange prøver at gradbøje sorgen over for dem der har mistet. Men det kan man ikke,« siger hun.

Spontane aborter giver skyldfølelse

Maibrit Baagøe Schmidt har selv været igennem fire spontane aborter. Hun er formand for Foreningen Ufrivillige Gentagne Aborter i Danmark. Hun mener, at de spontane aborter er et tabu, fordi det er så tæt forbundet til følelsen af skyld. Følelsen af at ikke være en rigtig kvinde.

»Mange tror, at de har gjort et eller andet forkert, der har forårsaget aborten. Den skyld har man ikke lyst til at dele. Når jeg har fortalt om mine aborter, ved mange slet ikke, hvad de skal sige. Når et menneske dør, kan man kondolere. Men hvad siger man til en kvinde eller mand, der har mistet et ufødt barn flere gange? Folk går i baglås.«

På et tidspunkt stoppede hun selv med at sige noget, fordi hun blev mødt af mange velmenende, men rigtig dumme kommentarer så som »Op på hesten igen«. For folk vil helst have solstrålehistorien om det lille barn, der vokser trygt inde i maven. Ikke den smertefulde om fosteret, der bløder ud.

»Som førstegangsgravid vil du jo helst ikke høre de dårlige historier. Du vil helst ikke forholde dig til risikoen for, at det kan ende dårligt. Og der er jo ingen, der på Facebook skriver: Nu har jeg aborteret igen,« siger Maibrit Baagøe Schmidt.