Ingen lytter til Lucas

Han siger, at mor slår, men politiet lukker efterforskningen. Han græder og kaster op på kommunekontoret, men ingen noterer, hvad han fortæller. Han er otte år og truet på sin udvikling. Hvem vil lytte?

Lucas’ værelse står tomt. Se flere billeder af Lucas' ting i billedserien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lucas er et barn. Otte år gammel. En spinkel, lyshåret dreng, der elsker at tegne. Han tegner hver dag. Biler. Huse. Dyr. Sin familie. Han går i 1. klasse, og alle er glade for ham, for han er åben og glad for dem. Til farmors fødselsdag ringede han og sang for fulde hals sin egen sang til hende: »Jeg elsker farmor.«

Men der er ting i livet, som ikke er lette for Lucas. Han blev født for tidligt med tarmen uden for maven, og få måneder gammel måtte han opereres for vand i hovedet. Han skal bære et dræn resten af livet. Han har med årene lært at leve med sit fysiske handicap næsten uden at tænke over det. Men hans forældre er bekymrede for hans trivsel. De er nervøse for, om han lever godt og sikkert, og de beskylder indbyrdes hinanden for at være skyld i sønnens problemer. Faren beskylder moren for vold, hun beskylder ham for chikane.

De har aldrig spurgt ham

Hvad Lucas selv mener, er usikkert. De sociale myndigheder har aldrig spurgt ham, og det burde de have gjort for længst, vurderer eksperter i dag. De slår fast, at Lucas som mange andre danske børn, især skilsmissebørn, ikke har haft indflydelse på sit eget liv, som den danske socialminister ellers forsikrer er en menneskeret. Lucas er tværtimod udsat for et overgreb på sine rettigheder.

Forældrene blev skilt i 2004, lige før Lucas fyldte to år. En retssag afgjorde, at moren skulle have forældremyndigheden. Men i de efterfølgende år gik farens og morens samarbejde om Lucas med deres egne ord fint. Lucas var glad, han havde samvær med sin far seks dage hver anden uge, og i 2008 aftalte forældrene at dele forældremyndigheden.

Siden er alt gået skævt. Det begyndte med en strid om hvilken skole, Lucas skulle begynde i. Faren ville have ham i en skole i Aalborg, hvilket også var børnehavens anbefaling. Moren ville derimod have ham i en skole tættere på sit hjem i Jammerbugt Kommune, og det var dér, han blev indskrevet. Det fik faren til at anlægge en ny sag for at få forældremyndigheden alene, men den er i stedet tilbage hos moren. Hun vandt den først og fremmest, fordi faren i fire måneder i sensommeren 2010 holdt Lucas væk fra både moren og skolen. En adfærd, som landsretten ifølge domsudskriftet fandt »egenmægtig« og »ikke befordrende for parternes samarbejde«.

Anklagemyndigheden opgav

Faren har ligeledes gentagne gange meldt moren til både politi og de sociale myndigheder for at slå Lucas og for ikke at passe godt nok på ham. Det skete bl.a. en sen aften i juli 2010, da faren kontaktede politiet og fortalte, at Lucas var efterladt alene hjemme med sin et år gamle halvbror. Da politiet ankom til morens lejlighed, var hun netop kommet hjem og fortalte, at en venindes datter havde været barnepige. Politiet kontaktede veninden, som først bekræftede morens forklaring. Men betjentene gik hende på klingen, og ifølge politirapporten indrømmede hun at have løjet for at beskytte Lucas’ mor. Veninden fastholdt dog siden sin første forklaring i retten.

Moren afviser i dag farens anklager, og anklagemyndighed opgav efter en videoafhøring af Lucas i oktober 2010 at rejse en straffesag. »Det var åbenlyst for politiet, at det var min tidligere mand, som fik Lucas til at komme med de anklager imod mig,« siger moren til Berlingske.

Den ansvarlige politiassessor fra Aalborg Politi skrev i en rapport om videoafhøringen: »Den afgivne forklaring bærer imidlertid klart præg af, at der forinden afhøringen er drøftet med Lucas, hvilke episoder, som han skal huske at medinddrage i afhøringen, hvilket mindsker forklaringens troværdighed i en sådan grad, at jeg ikke finder, at denne kan stå alene som bevis«.

»Ingen andre voksne tro ham«

Moren er i dag overbevist om, at voldsanklagerne er frit opfundet af faren alene for at skade hende og for at fratage hende forældremyndigheden. »Det er hårdt at skulle forsvare sig mod falske beskyldninger, men det er endnu hårdere for Lucas, der er meget påvirket af at blive misbrugt på den måde,« siger hun.

Faren erkender, at han fremsætter alvorlige anklager imod moren, og at han ikke har beviser for volden. Han erkender også, at han forinden politiets afhøring talte med Lucas om, hvad sønnen skulle sige:

»Men skulle jeg have nægtet at snakke med ham? Jeg er jo drengens far, og der er ingen andre voksne, der tror på ham. Han var rystende nervøs før afhøringen, så selvfølgelig spurgte han mig, hvad politiet ville spørge om, og hvad han skulle sige. Jeg svarede, at han bare skulle sige de samme ting, som han havde fortalt mig.«

Faren forsikrer, at anklagen mod moren for vold ikke er opdigtet, og han har dokumentation for, at anklagen kommer fra Lucas selv. Dokumentation, som han forgæves har forsøgt at få Jammerbugt Kommune til at reagere på.

Græder og kaster op

Berlingske har gennemgået farens dokumentation. Det drejer sig om en lydoptagelse fra en overdragelse af Lucas til moren i november 2010 - altså kort efter politiets videoafhøring. Overdragelsen skete på kommunekontoret foran en sagsbehandler.

»Jeg besluttede at optage mødet, fordi kommunen tidligere havde fordrejet de ting, jeg fortalte dem, og det ville jeg gerne kunne dokumentere, hvis det skete igen,« forklarer faren.

Af hensyn til Lucas har Berlingske valgt ikke at offentliggøre lydfilen eller citere fra den. Men da den er central for at forstå striden om Lucas, beskriver vi dens indhold. På lydfilen græder Lucas. Han kaster op. Og han fortæller en sagsbehandler, at moren slår ham.

Lucas har i januar i år fortalt det samme til skolelederen på sin skole. Også dengang græd han og kastede op. Episoden på skolen var ved at ryge helt ud af kontrol, da Lucas forsøgte at hoppe ind i farens bil i fart, da faren kørte fra skolen, men først efter gentagne telefoniske henvendelser fra skolelederen til kommunen, blev der grebet ind. Moren og kommunen enedes i fællesskab om en frivillig, men akut anbringelse af Lucas på et børnehjem, hvor han i dag fortsat opholder sig.

Vil end ikke nedfælde Lucas oplysninger

Faren er tilfreds med den beslutning. Det skaber ro om sønnen. Men han er fortsat nervøs for, om kommunen agter at finde frem til sandheden. Trods Lucas’ forklaringer på kommunekontoret og på skolen begrunder kommunen nemlig ikke anbringelsen med drengens udsagn om mor, der slår; kommunen skriver i stedet i breve til faren, at anbringelsen sker, fordi Lucas har behov for at komme væk fra forældrenes konflikt. Dermed fortsætter kommunen sin linje gennem de seneste år, hvor den konsekvent har undladt at tage samtaler med Lucas om den mulige vold. Kommunen har end ikke villet skrive hans udsagn ned.

Børn skal ikke bare ses; de skal høres. Det siger serviceloven og FNs børnekonvention.

»Det er en menneskeret at have indflydelse på sit eget liv. Det gælder naturligvis også børn,« skriver socialminister Benedikte Kiær på ministeriets hjemmeside: »Børn skal have mulighed for at udtrykke deres meninger, og vi skal lytte til dem og respektere dem. FNs børnekonvention siger det meget klart i artikel 12, at børn skal høres, og man skal give dem mulighed for at sige deres mening i situationer, som berører dem.«

Kommunerne skal reagere hurtigere

Men det krav lever myndighederne langt fra altid op til. En opgørelse fra Ankestyrelsen forrige år viste, at kommunerne gang på gang undlod at spørge børnene og lavede andre grove fejl i over 80 procent af de såkaldte paragraf 50-undersøgelser af barnets tarv. Ifølge børneorganisationerne er der ingen tegn på, at det siden har ændret sig, selv om regeringen flere gange har indskærpet reglerne over for kommunerne; senest med Barnets Reform, der trådte i kraft fra nytår. I den forgangne uge blev et forældrepar fra Brønderslev tiltalt for grov vold og vanrøgt af deres ni børn. I den sag har der været kraftig kritik af den række af kommuner, som familien har boet i, men som aldrig nåede at gribe ind i tide, og Ankestyrelsen har nu indskærpet over for landets kommuner, at de skal reagere hurtigere, når børns trivsel er truet.

Alt i alt er der international bekymring for danske børns retssikkerhed. Til trods for en stribe handlingsplaner fra regeringens side, har Danmark for nylig fået kritik af FN for ikke at sikre børns rettigheder. FNs Børnekomité er især bekymret for, at Danmark i modsætning til nabolandene ikke har en særlig børneombudsmand.

Situationen er reelt den, at hundredvis af danske børn er retsløse, advarer Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet: Børnene er fanget i et tomrum, hvor ingen lytter til dem, og hvor de ikke har en let genkendelig instans, som de kan klage til, eller som af egen kraft kan gå ind i deres sager. Problemet er særlig grelt for skilsmissebørn. Alt for ofte undlader kommunerne at undersøge oplysninger om vold, misbrug eller misrøgt, fordi oplysningerne blot bliver set som led i en konflikt mellem de skilte forældre. Præcis som det er sket for Lucas.

»Ikke et øjeblik i tvivl om, at han er dybt ulykkelig«

Berlingske har bedt næstformand i Børns Vilkår, Bente Boserup, gennemgå lydoptagelsen, hvor Lucas fortæller en sagsbehandler på Jammerbugt Kommune, at moren slår. Bente Boserup har mange års erfaring med børnesamtaler, og hun er stærkt bekymret over, hvad hun hører på lydfilen.

»Efter min bedste overbevisning er Lucas oprigtig. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er dybt ulykkelig og forsøger at trænge igennem med noget, han gerne vil sige, men sagsbehandleren tror helt klart ikke på ham, ellers ville han jo have gjort noget,« siger hun.

Især én sekvens overbeviser hende om, at Lucas ikke kan være blevet manipuleret af sin far: Under mødet forlader sagsbehandleren et kort øjeblik kontoret, men selv da Lucas er alene med sin far, fortsætter han med at fortælle, at mor slår, og at han ikke vil med hende hjem.

»Lucas forsøger at appellere til sin far, som må tale ham til ro. Det kan ikke være instruktion. Et barn på otte år kan ikke huske alle detaljer og finde ud af at blive i rollen, også når sagsbehandleren er væk,« vurderer Bente Boserup.

Kommunen: Ikke vores opgave

Hun understreger, at sagsbehandleren havde pligt til at undersøge Lucas’ anklage nærmere, men det skete ikke. Sagsbehandleren siger tværtimod flere gange på optagelsen, at det ikke er hans og kommunens opgave.

Efterfølgende undlader kommunen i et notat om mødet at referere, hvad Lucas fortalte. I notatet fra 21. december 2010 skriver kommunen i stedet: »Lucas var synligt påvirket af situationen i forbindelse med, at han skulle møde sin mor efter flere måneder, hvor han ikke havde haft kontakt.«

Men adskillelsen blev slet ikke nævnt på mødet, afslører lydoptagelsen og burde derfor ikke have været en del af referatet, fastslår Bente Boserup: »Notatet er ren prosa. Kommunen fortolker Lucas’ udsagn i stedet for at referere ham. Men de kan ikke vide, hvad der foregår inde i hovedet på drengen, for de har jo aldrig talt med ham.«

Lytter igen ikke

Ifølge psykolog og programkoordinator i Red Barnet Kuno Sørensen har kommunen overtrådt reglerne for god forvaltningsskik: »Kommunen skal respektere barnet som et selvstændigt individ, og kommunen skal derfor referere, hvad barnet faktisk udtaler. Kun en nærmere undersøgelse kan afklare, om barnet var ked af det på grund af adskillelsen eller usikkerheden om sin fremtid, eller om han talte sandt. Det er uprofessionelt, at kommunen roder referat sammen med fortolkning.«

Jammerbugt Kommune har også efter episoden på skolen undladt at referere, hvad Lucas har sagt. I et brev til faren skriver kommunen: »Vi har set, at Lucas har reageret bl.a. ved at kaste op, som er et synligt tegn på, at han er presset og i klemme. Lucas holder af både sin mor og sin far, men bliver gang på gang sat i situationer, som han ikke kan magte, og som er skadelige for hans udvikling.«

Igen henviser kommunen altså til en konflikt mellem forældrene; ikke til barnets egen forklaring.

Morens advokat, Søren Vestergaard Hansen, kritiserer Bente Boserups vurdering af lydoptagelsen: »Hverken Bente Boserup eller andre kan af gode grunde se de personer, der medvirker i optagelsen. Det er derfor ikke visuelt muligt at konstatere de medvirkende personers kropssprog, fagter og mimik. Alt sammen elementer, som er nødvendige for at kunne fastslå troværdigheden af det, der bliver sagt i optagelsen,« siger han: »Jeg finder det af hensyn til Lucas stærkt uheldigt, at Berlingske overhovedet refererer fra lydoptagelsen. Forestil den situation, at han, i årene der kommer, konfronteres med de optagne udtalelser, hvis det senere åbenbares - som min klient hævder - er en iscenesættelse.«

Landsretten måtte give op

Efter mere end to års blæst om Lucas står følgende klart: Domstolene har været inddraget i Lucas’ liv og fremtid fire gange. Vestre Landsret har én gang forsøgt at få ham til med sine egne ord at fortælle, hvordan han havde det. Det var i november 2010. Men domstolen måtte give op, fordi Lucas var for påvirket af situationen i retslokalet.

Derudover er der foretaget to børnesagkyndige undersøgelser og kommunen har foretaget en paragraf 50-undersøgelse af hans trivsel, når han er sammen med henholdsvis sin mor og med sin far. Alle viser, at han trives i selskab med dem begge, men er fanget i en »loyalitetskonflikt« og bruger »meget energi på ikke at forældrene kede af det«, som det konkluderes i paragraf 50-undersøgelsen fra slutningen af 2009.

Men det er en fortolkning, for ikke en eneste gang har kommunen talt alene med drengen, når mor og far ikke var til stede. Ifølge serviceloven og børnekonventionen skulle Lucas have været hørt, og Jammerbugt Kommune har derfor begået et »lovbrud«, fastslår Kuno Sørensen. Formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er enig: »Kommuner skal høre børn i det omfang, deres modenhed tillader det, og en dreng i den alder skal høres.«

Afviser kritik

Jammerbugt Kommune afviser kritikken. Helle Drue Laursen, leder af Børne- og familierådgivningen, oplyser, at en børnesamtale blev vurderet til at skade Lucas mere, end den ville gavne. Hun forklarer, at Lucas »tager farve efter sine omgivelser«: »I episoden på skolen sad Lucas stille og roligt i klassen, indtil hans far ankom. Så blev Lucas urolig og sagde, at moren slår, og at han ikke ville hjem til hende. Men på et tidspunkt får vores faglige leder talt alene med ham, og så slapper han af og vil gerne med moren.«

Ja, situationen er svær, men netop derfor er det vel ekstra vigtigt, at I får talt med Lucas?

»Jo, hvis vi kunne. Vi afviser ikke at tale med Lucas, men vi tror ikke, det kan afdække hans behov,« siger Helle Drue Laursen.

Hun kan ikke svare på, hvorfor kommunen har undladt at referere Lucas’ udsagn om, at moren slår, men vil nu undersøge sagen.

Kommunen anbefalede i 2010, at Lucas skulle have sandkasseterapi, der ifølge nogle psykologer kan afklare, om et barn er udsat for overgreb - f.eks. vold. Men faren modsatte sig terapien; han mente, at kommunen først måtte tage en børnesamtale med drengen. Efter moren fik forældremyndigheden alene i november 2010 blev det aftalt, at terapien skulle sættes i gang, men det blev aflyst, da man anbragte ham på børnehjemmet.

Stoler ikke længere på voksne

Faren erkender i dag, at han har lavet fejl undervejs. Det kostede ham forældremyndigheden, at han holdt Lucas hjemme fra moren og skolen i fire måneder, men han gjorde det i »desperation og i frygt for, at drengens mor skulle slå ham,« forklarer han.

Faren håber, at den frivillige anbringelse vil hjælpe Lucas, og at nogen langt om længe vil høre på, hvad sønnen siger: »Men jeg tror desværre ikke, at Lucas vil betro sig til dem. Han stoler ikke længere på voksne.«

Moren er tilfreds med kommunens rolle, men kritiserer, at den ikke greb ind tidligere: »Allerede for to år siden nævnte kommunen den mulighed at anbringe Lucas i en midlertidig periode, og det skulle vi have gjort.«

Også hun håber, at børnehjemmets personale kan vinde drengens tillid: »Nu får Lucas ro til at finde sig selv, og mit håb er, at han lærer at sige fra over for sine forældre. Jeg ved godt, hvad sandheden er, men nu får Lucas måske ro til at fortælle den med sine egne ord. Jeg er dog nervøs for, om han vil åbne op.«