Ingen kongeørneunger letter fra de danske reder i år

For første gang i næsten 20 år er det ikke lykkedes de danske kongeørne at udruge æg i deres nordjyske reder.

Ingen af Danmarks fire ynglende kongeørnepar har udruget unger i år. Scanpix/Steffen Ortmann/arkiv Fold sammen
Læs mere

Æggetyve og lave temperaturer kan bære en del af skylden for, at ingen af Danmarks ynglende kongeørnepar i år har klaret at udruge deres æg.

Sådan skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.

Det er første gang i næsten 20 år, at der ikke kommer unge kongeørne på vingerne i Danmark.

Nordjylland huser de fire ynglende par, der udgør hele den danske bestand.

Og tidligere har der ikke været nogen problemer med at få unger i rederne. Det fortæller ornitologen Tscherning Clausen, der er Dansk Ornitologisk Forenings artscaretaker for kongeørnen.

»Indtil i år har de danske kongeørne været usædvanligt frugtbare, hvis man for eksempel sammenligner med deres svenske artsfæller,« siger han i en pressemeddelelse.

»De danske ørne har indtil 2017 fået unger på vingerne 18 år i træk.«

Ifølge Tscherning Clausen kan de manglende unger blandt andet skyldes koldt vejr i den periode, hvor æggene blev klækket.

»Det kan også spille ind, at alderen begynder at trykke hos i hvert fald et af parrene,« siger han.

»Og måske spiller rovdyr som mårer en rolle som æggerøvere.«

Han fortæller, at DOF har optagelser af husmårer, der kravler op og æder æggene i havørnereder. Derfor mener han også, at det samme kan ske for kongeørnene.

Den majestætlige rovfugl begyndte at lægge æg i Danmark i 1998. Kongeørne kan få op til tre unger per kuld og er lidt over en måned om at udruge æggene.

/ritzau/