»Ingen har lyst til at skuffe John le Carré«

Når de internationale Emmy-priser uddeles i Los Angeles i aften, kan Susanne Bier vinde som årets bedste instruktør for TV-serien»Natportieren«. Hendes metode er præcis nidkærhed, ekstremt fokus.

Filminstruktør Susanne Bier har fået 12 nomineringer for miniserien Natportieren. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det begyndte med en interesse for John le Carrés britiske spionromaner. Som mange andre har Susanne Bier slugt bøgerne, der bygger på forfatterens egen tid som efterretningsagent. Derfor slog hun til med det samme, da hun blev tilbudt at instruere en TV-serie baseret på Natportieren.

»Det er jo en roman, man synes, er fantastisk,« som Susanne Bier siger.

I aften kan hun ånde lettet op. Hvad der begyndte som interesse, er nemlig endt med en TV-serie, der er nomineret til 12 Emmy-statuetter – blandt andet i vigtige kategorier som bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle, bedste mandlige og kvindelige birolle samt bedste miniserie.

Det er ikke bare spændende for en instruktør, der for første gang har kastet sig ud i at lave TV. Vinder Bier en pris, bliver hun også del af en meget eksklusiv klub. Kun én anden dansker kan prale af både en Oscar og en Emmy – nemlig filmproducenten Tivi Magnussen.

I England har »Natportieren« sat seerrekord. Både danske og britiske anmeldere har rost serien, og Bier er pludselig igen på alles læber. Selv den gamle mesterforfatter har skrevet hende et personligt brev, der roser hendes version af historien.

Britiske Tom Hiddleston, der ses i den absolutte hovedrolle, har prist den danske instruktør for at have en unik evne til at »opfatte, hvad der er sandfærdig og ægte adfærd hos en skuespiller«.

Ifølge Bier er det netop en af hendes forcer.

»Det er noget, jeg har kunnet, siden jeg var helt lille,« fortæller Susanne Bier.

»Jeg har altid haft en god fornemmelse for, om folk er ærlige. Jeg har selv været verdens dårligste lystløgner, og på en måde har det været en motor for mig. Jeg kan med det samme mærke, om det, der foregår, er troværdigt.«

Susanne Bier medgiver, at hun er ekstremt styrende, når hun arbejder. Hun ved præcis, hvad hun vil have. Og hvordan hun får det.

Vækkeuret ringer fire timer, inden Bier bliver hentet af sin chauffør. Begynder dagens optagelser klokken 06.00 om morgenen, står hun op klokken 02.00 om natten. Tiden bliver brugt på at spise morgenmad og gå dagens optagelser igennem. Måske skal en udendørs scene rykkes indenfor. Måske ville de to personer aldrig føre lige præcis dén samtale i en have eller en park, men kun i en kirke eller på banegård.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg lige løb en tur for at sætte mig op til dagen, men det passer ikke. Jeg er hyperdisciplineret, og jeg arbejder bedst, hvis jeg er godt forberedt,« fortæller Susanne Bier, der også har holdninger til, hvordan dagens optagelser skal klippes.

»Jeg har en megagod hukommelse. Jeg optager ti timer om dagen med tre kameraer. Uden pause. Jeg kan huske stort set alt, jeg har med. Kun hvis jeg registrerer alt, hvad jeg laver, er jeg ovenpå. Man går ikke fra en optagelse, der ikke er perfekt,« siger hun. Og medgiver, at man faktisk ikke kan styre en film. Ligegyldigt hvor meget man prøver, har den sit eget liv.

»Når man viser det første udkast til et testpublikum, er der altid et eller andet, man ikke selv havde set. Pludselig er der en lille banal ting, som man havde overset, fordi man også stod med det store billede. Men sådan er det med film og TV. Man skal også have en lille glæde til det ubekendte.«

Susanne Bier: »Jeg er sygeligt dårlig til at networke«

Selv får hun afløb for lysten til det ukontrollerede i sit privatliv. Ifølge Bier selv har hendes mand, komponisten Jesper Winge Leisner, et indre mareridt om konen, der går rundt på et rent hotelværelse, der var pænt tre minutter tidligere. Nu er alt rodet til.

»I livet er jeg sygeligt ufokuseret. Jeg kan godt gå rundt i 40 minutter i et supermarked og være i tvivl, om jeg skal vælge kylling eller kød. Og det er uden overdrivelse.«

Susanne Bier understreger, at det også er en luksus, hun tager sig. Når man i flere måneder arbejder på en TV-serie, der kræver alt ens koncentration, kan det være rart at lade tingene flyde derhjemme. Alene »Natportieren« har været fuldtidsarbejde det seneste halvandet år. Nu slapper hun af. Læser. Overvejer, hvad det næste job skal være.

»Jeg får mange ting tilsendt. Og efter »Natportieren« får jeg også sendt ting, jeg ellers aldrig ville have fået fat i. Så lige nu er stikket bare trukket ud. Jeg slapper af og læser.«

Susanne Bier: Serien blev bedre med en kvinde

Der har i det hele taget været meget opmærksomhed omkring »Natportieren«. John le Carré er del af det britiske arvesølv, og Susanne Bier var smerteligt bevidst om, at hun trådte ud på tynd is, da hun sagde ja til at instruere en af hans romaner.

»Ingen har lyst til at skuffe John le Carré,« siger Susanne Bier, der fik meget ros i de britiske medier for at ramme den særlige tone, briterne kendte fra landets andre agentfilm.

Spionen med den varme pen

»De britiske medier har især hæftet sig ved, at det var et meget sensuelt univers. Tidligere var deres agent-film meget afseksualiserede, men i John le Carrés romaner er der en erotisk undertone. At jeg valgte at tage det med, fik det britiske publikum til at synes, at serien var meget nutidig.«

Med licens til at underholde

Susanne Bier erkender, at det der med sex på film skal doseres med let hånd. På samme måde som volden, der også er en del af i »Natportieren«. Med begge dele gælder det, at det er løftet om – eller udsigten til – en forløsning, der er mest interessant.

»Det er truslen om vold eller håbet om kærlighed, der er mest fascinerende. Derfor skal begge dele behandles meget musikalsk.«

Sådan er det med hele universet omkring »Natportieren«. Tungen skal holdes lige i munden. Hovedpersonen, den tidligere soldat Jonathan Pine, skal godt nok jagte erhvervsmanden Richard Roper, der også fungerer som våbenhandler. Men han skal i lige så høj grad være fascineret af mandens liv.

En rigtig mand

Når Susanne Bier selv skal sætte ord på, hvad der er lykkedes bedst med »Natportieren«, er det netop det, hun nævner. At hun har balanceret skildringen af skurken, så han både er fascinerende og farlig.

»Hvis TV-serien skal være troværdig, skal man kunne forstå, hvorfor hovedpersonen bliver både frastødt og fascineret af erhvervsmanden og våbenhandleren Richard Roper. Den balance er lykkedes, synes jeg, og det er ikke nogen nem opgave.«