Ingen cola til Muhammed

Coca-Cola gentager succesen med navneflasker, og denne gang er der hele 1.300 navne at vælge imellem, deriblandt flere muslimske. Navnet Muhammed vil dog ikke være at finde på flaskerne.

Nu behøver man ikke at hedde Peter eller Louise for at kunne finde en cola med sit navn på.

Coca-Colas kampagne »Share a Coke«, som sidste år løftede salget af halvlitersflasker markant, byder nu på mange flere navne end sidst. Denne gang har sodavandsproducenten valgt at trykke hele 1.300 forskellige navne på flaskerne, og det betyder, at omkring 90 procent af danskerne kan finde sig selv på hylden i kiosken.
Det gælder også, hvis man har et mellemøstligt navn, for Coca-Cola har også valgt at tage en række navne fra de muslimske lande med. Men hedder man Muhammed, skal man kigge langt efter en sodavand med sit navn på.

»Vi har taget en fælles beslutning i hele Europa om ikke at benytte det navn, og det skyldes, at vi har været i dialog med muslimsk trossamfund. Vi lytter gerne til dem, og vi har en klar fornemmelse af, at navnet betyder noget for dem. Det er ikke bare et navn, det er også en profet,« siger Coca-Cola Danmarks kommunikationschef, Michael Bonde Nielsen.

Han kan godt forstå, hvis Muhammederne føler sig overset, når de står i kiosken og leder efter deres navn.

»Men det er et hensyn, vi er nødt til tage. Det er jo en beslutning, vi har taget med resten af Europa,« siger Michael Bonde Nielsen, der fortæller, at man heller ikke udgiver flasker med navnet Jesus på de spansktalende markeder.

Islamisk Trossamfund i Danmark er blandt de grupper, som Coca-Cola har rådført sig med. Talsmand Imran Shah roser sodavandsgigantens beslutning.

»Muhammed er ikke bare et navn som sådan. Det er også navnet på den sidste profet, så for at udvise en form for agtpågivenhed har de valgt først at konsultere deres europæiske søsterselskaber og derefter spørge os om råd. Vi er enige i anbefalingerne og er naturligvis glade for, at de har udført deres research grundigt,« siger han.

Talsmanden roser også Coca-Cola for i det hele taget at spørge muslimske grupper til råds.

»De har udvist forståelse og respekt, og de har vist, at de er interesseret i at gøre det så godt som muligt for det muslimske segment. Det er en meget vis måde at gøre tingene på,« siger Imran Shah.

Religionsforsker ved Syddansk Universitet Jens André Herbener finder det ikke overraskende, at colaproducenten har valgt at undlade Muhammed på flaskerne.

»Muhammed er det store forbillede for utallige muslimer, et forbillede, som de elsker højt. Og det man elsker højt, ønsker man ikke skal udsættes for en nedværdigende behandling. Og et stort firma som Coca-Cola ønsker selvfølgelig ikke at fornærme de personer, de ønsker at tjene penge på,« siger han.

Han synes, det er interessant, at Coca-Cola også vælger at tage hensyn til katolikkerne ved ikke at bruge navnet Jesus.

»Der er altså ikke tale om et knæfald for islam. Det er et knæfald for religion generelt. Det giver god mening, for religion er en varm kartoffel, ikke bare i de muslimske lande. Faktisk har mange konservative kristne et lignende følelsesmæssigt forhold til Jesus, og derfor kan de også reagere kraftigt på noget, som de opfatter som hån og latterliggørelse af ham,« siger Jens André Herbener.

I Danmark er der i 2014 registreret 738 personer med navnet Muhammed. Det kan dog staves på flere måder. Der er for eksempel registreret 194 personer med navnet Muhamed, 3.955 med navnet Mohammad og 2.162 med navnet Mohamed.