Ingen ambulance uden politi på Nørrebro

Brandbiler og ambulancer skal have følgeskab af mindst én gruppevogn med seks betjente, hvis de skal til indre Nørrebro.

Indre Nørrebro blev natten til tirsdag gjort til såkaldt operationsområde af Københavns Politi. Det betyder, at brandbiler, ambulancer og patruljevogne kun må bevæge sig ind i området i følgeskab med mindst én gruppevogn.

Det sker efter flere uges uro omkring Folkets Park i Stengade, der er tilholdssted for bydelens unge. Her har politiets patruljevogne jævnligt været mål for stenkast, når de kørte i området, oplyser politiet.

Mandag aften blev målet fuldt for ordensmagten, da der blev stukket ild til en kran i Blågårdsgade. Da brandvæsnet ville ind for at slukke ilden, blev slukningskøretøjet bombarderet med sten.

- Vi har indtryk af, at de stod og ventede på, at brandvæsnet skulle komme, så de kunne kaste sten efter bilerne, siger politiets centrale vagtleder.

Tirsdag morgen vil man tage stilling til, om forholdsreglerne skal fortsætte.

/ritzau/