Indvandrere stormer på førtidspension

På ti år er antallet af indvandrere på førtidspension tredoblet. Det får nu Venstres Eyvind Vesselbo og integrationskonsulent Manu Sareen til at slå alarm. Det opbygger ghettoer og smadrer integrationen, frygter de.

»Det er meget alarmerende. Nu skal det simpelthen frem i lyset, hvem det er og hvorfor det sker,« siger velfærdsminister Karen Jespersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Indvandrere stormer på førtidspension. På sølle ti år er antallet af indvandrere, der bliver erklæret permanent uarbejdsdygtige, tordnet i vejret med 171 procent, viser en opgørelse, som Venstres folketingsmedlem Eyvind Vesselbo har lavet. Sammen med integrationskonsulent Manu Sareen fra København Kommune slår han nu alarm over tallene.

Hvor der i 1998 var 5.470 førtidspensionister med indvandrerbaggrund, er der i dag 14.800. Og der er nu lige så mange indvandrere på førtidspension, som der er ledige. Stigningen er endda sket, mens antallet af etniske danskere på førtidspension er faldet svagt.

»Vi er ved at gentage fejlen fra halvfemserne, hvor vi bare sendte en stor gruppe af indvandrerne på kontanthjælp. Nu er det en førtidspension, og dette er én af fødekæderne til ghettoerne,« siger Vesselbo, der mener at integrationen bliver umuliggjort, når så mange yngre i den arbejdsdygtige alder bliver efterladt med en passiv check og får lov at leve i deres egen lukkede verden.

Opgøret med ghettoerne er ellers en højprofileret sag for regeringen, der i øjeblikket bryster sig af, at der kommer flere indvandrere i arbejde. Men faldet i ledighedstallene modsvares stort set af antallet af indvandrere på førtidspension.

Vesselbo er valgt i Århus og kender flere i ghettoen Gellerupplanen, og her lever mange indvandrere som førtidspensionister i et lukket parallelsamfund. Han gør også opmærksom på, at de »har meget tid til at høre på de radikale stemmer i ghettoerne«.

Manu Sareen, der også er radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, mener der er al grund til at være bekymret.

»Det værste, der kan ske for integrationen, er den slags passive ydelser,« siger Manu Sareen.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) reagerer med en stor undersøgelse af tallene.

»Det er meget alarmerende. Nu skal det simpelthen frem i lyset, hvem det er og hvorfor det sker,« siger Karen Jespersen.