Indvandrerbørn oplever svære skilsmisser

Manglende skilsmissekultur blandt etniske minoriteter i Danmark gør det svært at være skilsmissebarn i en indvandrerfamilie, viser ny SFI-forskning. Både forsker og familieterapeut mener, at fagpersoner skal være mere opmærksomme på børnenes udfordringer.

Selvom skilsmisse i mange indvandrermiljøer er skamfuldt, oplever op mod hvert fjerde barn af indvandrere og efterkommere, at mor og far går fra hinanden.

Og en netop offentliggjort undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at det ofte er sværere at være skilsmissebarn i en indvandrerfamilie, end det er for børn i etnisk danske familier.

»Vi har fået et indtryk af, at børn går lidt alene rundt med de vanskelighederne, de har, i en hverdag præget af, at de må tage meget stort ansvar på sig, fordi deres mødre ikke altid har mange ressourcer, og fordi samværet med far nogle gange kan være problematisk, hvis det overhovedet eksisterer,« siger Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker ved SFI og leder af undersøgelsen.

Mai Heide Ottosen konkluderer i undersøgelsen, at denne gruppe af skilsmissebørn har et helt andet liv end etnisk danske børn. Hvis forældrene bliver skilt, bor børnene hyppigst hos deres mor. Hun bliver typisk eneforsørger efter skilsmissen, og derfor lever mere end halvdelen af skilsmissebørnene ifølge statistiske analyser et liv under den fattigdomsgrænse, som OECD anvender, fordi moren lever på et spinkelt livsgrundlag.

Endnu en konklusion er, at en stor del af skilsmisserne i familierne har været voldsomme.

»Fordi ægteskabet har så stor en betydning, så skal det virkelig være slemt, før man går fra hinanden - og det er det i mange tilfælde,« siger Mai Heide Ottosen.

»I en ganske stor del af de familier, vi fik kontakt med, har der været tung bagage, som gør et efterfølgende forældresamarbejde og samvær ganske vanskeligt,« siger seniorforskeren og fortæller, at eksempler på den tunge bagage kan være vold eller psykisk sygdom.

Derudover har forskerne oplevet, at forældrene ikke taler åbent med børnene om skilsmissen. Derfor har SFI i samarbejde med Børns Vilkår udarbejdet en oplysningspjece til blandt andet lærere, pædagoger og sundhedsfolk, hvori de opfordrer fagfolkene til at være særligt opmærksomme på, hvad der er på spil for de skilsmisseramte efterkommerbørn.

»Vi ønsker, at der kommer en øget synlighed omkring de her børn, og de problemstillinger de har, fordi vores indtryk er, at voksne omkring dem er ret tavse omkring problemstillingerne,« siger Mai Heide Ottosen.

Familieterapeut med speciale i udsatte familier og etniske minoriteter, Ahmet Demir, ser også tavsheden over for børnene som et stort problem. Han er enig i, at fagfolk skal rette opmærksomheden mod børnene.

»Selvom Ahmet, Mehmet og Ayses forældre bliver skilt eller er på vej til det, så er der en tavshedskultur hos fagfolk. Det kan skyldes mange ting - uvidenhed, usikkerhed, berøringsangst,« siger han og fortsætter:

»Min opfordring er klart, at fagfolk skal være oppe på dupperne og ekstra opmærksomme på, hvordan børnene reagerer i skilsmissen og prøve at få dem til at tale åbent om, hvordan de har det. Det har de i den grad brug for,« siger han.

Familieterapeuten mener dog også, det er vigtigt, at der i familien tales åbent om skilsmissen.

Resultaterne i SFIs undersøgelse bygger på interview med mere end 80 børn, forældre og fagpersoner på området og statistisk materiale til forskellige analyser.