Indvandrerbetjente under politibeskyttelse

Efter måneders trusler, overfald og senest et bombeattentat tager Østjyllands Politi nu det drastiske skridt at sætte to indvandrerbetjente under politibeskyttelse.

»Vi står med en meget alvorlig situation, og vi handler derefter,« siger chefpolitiinspektør John Jacobsen, Østjyllands Politi, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker han ikke at uddybe nøjagtigt, hvilket niveau af politibeskyttelse der er tale om.

»Vi danner værn og ring om de to unge betjente på mange forskellige måder og niveauer, og vi gør vort ypperste for at beskytte dem,« siger han.

Politibeskyttelsen er kulminationen på et halvt års pres mod de to politielever med palæstinensisk baggrund. De er vokset op i Gellerup-området, hvor de også begge bor i dag.

Problemerne begyndte for alvor i juni, da de to politielever hjalp med at anholde en gruppe unge fra Gellerup, der gik amok i Vestre Landsret efter en dom, som gik dem imod. Senere blev betjentene opsøgt i deres fritid, hvor de blev truet fysisk.


Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten