Indvandrerbander i voldsom vækst

Kriminelle unge søger lige nu fællesånd i indvandrerbander i stor stil. Banderne lokker, fordi de sociale myndigheder har svigtet, siger eksperter og kalder dem tikkende bomber.

Unge kriminelle med indvandrerbaggrund, der søger ind i gadebander, vokser i øjeblikket hastigt. Det siger flere kilder, der kender de kriminelle miljøer i Storkøbenhavn. Det skriver Jyllands-Posten.

- Grupperne vokser lige nu voldsomt. Det er unge, som de sociale myndigheder har svigtet i årevis. Og vi vil se betydeligt flere alvorlige sager de kommende år, siger integrationskonsulent Fahmy Almajid med henvisning til Nørrebro-drabet.

Fahmy Almajid mener, at myndighederne ikke har taget advarselssignalerne alvorligt, selvom de første indvandrerbander allerede så dagens lys i 1990'erne. Samtidig vurderer han, at Danmark vil opleve, at drab vil blive forsøgt hævnet både fra banden og fra den dræbtes familie, da såkaldte æresbegreber har stor betydning i miljøet.

Integrationskonsulent Mohammad Rafiq er enig:

- Der er en stor gruppe af unge, som myndighederne aldrig har fået fat i. De unge er en tikkende bombe, og vi har ikke set det sidste til dem, siger Mohammad Rafiq, der mener, at de unge vil være iskolde over for justitsminister Lene Espersens (K) forslag om øgede straffe for våbenbesiddelse.

Også den gruppe af unge, der sidder på narkohandelen på Nørrebro, vokser i øjeblikket hurtigt, siger en kilde.

Københavns chefpolitiinspektør Per Larsen kalder udviklingen stærkt bekymrende.

- Vi må se i øjnene, at hver gang vi får fængslet én kriminel, så kommer der nye til. Derfor skal vi ikke bilde os ind, at vi løser problemerne på kort sigt trods initiativer, siger han.

Kilde: Jyllands-Posten