Indsat slog betjent bevidstløs i københavnsk fængsel

En fange i Politigårdens Fængsel foregav at skulle på toilettet, men gik i stedet til angreb på betjente.

»Fængselsbetjenten rammes i hovedet af et hårdt slag, mister balancen og rammer et rækværk med hovedet,« skriver Fængselsforbundet i pressemeddelelsen.
Læs mere
Fold sammen

En fængselsbetjent er natten til fredag blevet slået bevidstløs, da en indsat gik til angreb i Politigårdens Fængsel i København.

Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete i forbindelse med, at den 39-årige fange foregav at skulle på toilettet. Men i stedet for at træde af på naturens vegne, angreb han den første af fire fængselsbetjente, der åbnede celledøren.

»Fængselsbetjenten rammes i hovedet af et hårdt slag, mister balancen og rammer et rækværk med hovedet,« skriver Fængselsforbundet i pressemeddelelsen.

Herefter angreb fangen de tre andre betjente. Efter voldsom tumult og brug af peberspray fik fængselsbetjentene pacificeret manden.

Episoden var tilsyneladende kulminationen på en nat, hvor fangen i længere tid havde råbt trusler efter personalet og smidt rundt med inventaret i cellen.

Ifølge Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er episoden et udtryk for den rå hverdag, som mange fængselsbetjente oplever.

»Der sidder meget voldsparate fanger rundt omkring, og det her er desværre endnu et tydeligt eksempel på den forråelse, der foregår i fængslerne,« siger han.

Efter overfaldet blev den bevidstløse fængselsbetjent kørt på skadestuen med blandt andet løse tænder, en flækket læbe og buler i hovedet.

Fangen blev lagt i sikringscelle og politianmeldt for vold mod tjenestemand.

/ritzau/