Mette Frederiksen meddelte på et pressemøde onsdag aften, at landets storcentre skal lukkes ned fra i morgen til og med 3. januar – og det har fået travle juleshoppere til at vælte ind for at købe de sidste julegaver i landets storcentre.

Flere storcentre har nemlig annonceret udvidede åbningstider i aften, heriblandt Rødovre Centrum.

Hos Field's begrunder man den længere åbningstid med, at det giver kunderne en ekstra mulighed for at hente pakker, de har bestilt til afhentning i centret.

»For at imødekomme behovet for at handlende kan hente deres GLS-pakker, har Magasin du Nord besluttet at holde åbent til klokken 24,« skriver Field's.

De forlængede åbningstider har skabt lange bilkøer og lange køer til butikkerne inde i centrene.

Politi er til stede ved flere indkøbscentre for at kontrollere overholdelse af coronarestriktioner. Midt- og Vestsjællands Politi husker derfor borgere på, at der skal overholdes coronaregler, når der handles ind.

Nedlukningen af storcentre er en del af en række tiltag, som sker for at forsøge at bremse den seneste tids stigende smitte i Danmark.

Også liberale erhverv som frisører, tatovører og massører og køreskoler skal lukke. Det gælder dog først fra mandag den 21. december.

Dertil vil al detailhandel med undtagelse af supermarkeder, fødevarebutikker og apoteker skulle lukke fra julenat – det vil sige natten til den 25. december.

/ritzau/