Indbrud i Aalborg Zoo

Tyve er stukket af med flere landskildpadder samt sjældne og kostbare dyreskind.

Aalborg Zoo blev i nat udsat for indbrud, oplyser P4 Nordjylland.Tyvene brød ind i Skoletjenesten midt i haven og stak af med flere landskildpadder samt bjørneskind, isbjørneskind og tigerskind.

Indbruddet skete omkring klokken halv to i nat. Det er det seneste af en lang række indbrud, hvor tyvene målrettet er gået efter levende tyvekoster.

Flere danske dyrehandler har inden for de seneste måneder fået stjålet kostbare dyr. Den 28. august var der således bud efter en stribe slanger hos dyrehandler i Nørresundby og Aalborg.


Kilde: P4 Nordjylland