Ind gennem nøglehullet

Billedet af den prostituerede Bonnie vandt prisen som årets pressefoto. Politikens fotograf Jacob Ehrbahn blev årets pressefotograf til Pressefotografforbundets årlige prisuddeling.

Årets Pressefoto er taget af Marie Hald 'Et billede, der gør fysisk ondt, og et blik, man sent vil glemme'. Sådan lyder dommernes karakteristik af Marie Halds vinderbillede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun er tæt på. Ansigtet er udtryksløst med de sminkede øjne vendt væk fra fotografen, men situationen er intim. Vi burde ikke være der. Men vi iagttager hende alligevel, og med prisoverrækkeren overborgmester Frank Jensens ord er det "som at kigge gennem nøglehullet til ens forældres soveværelse, hvor man var vidne til ting, man ikke skulle høre".

Billedet af den prostituerede Bonnie i seng med en kunde vandt prisen som årets pressefoto til Pressefotografforbundets årlige prisuddeling i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.

Det er taget af fotojournaliststuderende Marie Hald, der haft sin praktiktid på Berlingskes billedbureau Scanpix. For den samlede billedserie af Bonnie vandt hun også prisen for Årets reportage, Danmark. Prisen som årets pressefotograf gik til Politikens fotograf Jacob Ehrbahn.

Midt i en nyhedsstrøm er det ofte menneskeportrætterne, vi standser ved. Det er dem, vi bliver klogere af. Det er dem, der rykker ved følelserne. Hvor vi kan genkende os selv i det blik, der møder os på siderne af avisen. Berlingskes eget store portræt af danskerne - serien 1 af 5 millioner - vandt 2. prisen i kategorien "Årets interaktive multimedie".

Igennem videoer optaget af fotograferne Linda Kastrup, Asger Ladefoged, Niels Ahlmann Olesen, Mads Nissen og Christian Als møder vi blandet andet buschaufføren Calle, sexshopejeren Eva og dokumentaristen Helmer.

Det blev også til en 2. pris i »Årets nyhedsbillede, Udland« til Berlingskes fotograf Niels Ahlmann Olesen for et foto fra Libyen af en bils indre, efter føreren er blevet likvideret. Mennesket er væk, men sporene ser vi. Sidste pris til Berlingske blev tildelt i kategorien »Årets reportage, Danmark«, hvor Thomas Lekfeldt vandt for et stemningsfyldt reportageportræt af den institutionaliserede Malene.

I alt 190 medlemmer af forbundet deltog i årets konkurrence med samlet 2.859 billeder, 20 tv/videoindslag og 28 multimedieproduktioner. Forud for prisuddelingen havde dommerne undret sig over, at den økonomiske krise ikke havde sat sig større spor i årets fotojournalistik. På dagen glædede de sig til gengæld over varmen og det menneskelige. At fotograferne havde set gennem nøglehullet.