Imponerende syn over København i dag – Sveriges militær tager juletradition til Danmark
En svensk juletradition vil mandag eftermiddag flyve hen over hovedstaden. For første gang deltager et dansk kampfly.

En svensk juletradition vil mandag eftermiddag flyve hen over hovedstaden. For første gang deltager et dansk kampfly.

Mandag eftermiddag kan man se et særpræget syn på himlen over København.
En formation af ti svenske Gripen-kampfly og ét dansk F-16-fly vil flyve hen over hovedstaden i en særlig formation:
De 11 kampfly vil danne facon som et juletræ.
Formationen vil flyve over København cirka 13.45, efter flyene har rundet Bornholm og Kronborg.
13:03 Rønne, Bornholm
13:40 Kronborg, Helsingør
13:45 København, Indre by og Kastrup Lufthavn
Flyvevåbnet skriver på Facebook, at juletræsformationen er en juletradition i det svenske forsvar, som det danske forsvar i år har fået invitation til at deltage i.
Inden formationen flyver ind i dansk luftrum, vil de ti svenske fly og det danske flyve over Sydsverige.
Flyene kommer til at befinde sig cirka 600 meter over Danmark. På den svenske side af Øresund flyver de i cirka 300 meters højde.
Flyvevåbnet understreger, at overflyvningen er betinget af det rigtige vejr.
»Formationen og tiderne for overflyvningerne er betinget af vejr og operative forhold og kan således aflyses eller ændre sig undervejs,« skriver Flyvevåbnet på Facebook.