Imam: Ny Muhammed-tegning er mindre krænkende - men det er ikke smart

Imam anerkender Charlie Hebdos ret til at tegne og vise et billede af profeten Muhammed på forsiden. Men han så helst, at det franske blad og alle andre medier lod være med af afbillede Muhammed.

Foto: Claus Bech. Imam Naveed Baig.
Læs mere
Fold sammen

»Jeg anerkender deres ret til at tegne, som de vil.«

Så klar er meldingen fra imam Naveed Baig i forbindelse med det nye nummer af det satiriske, franske tidsskrift, hvor profeten Muhammed er afbilledet på forsiden.

»Men det er ikke smart,« tilføjer Naveed Baig, der arbejder som imam i Dansk Islamisk Center.

Kan optrappe konflikten

Men Charlie Hebdo kan afbillede profeten igen, sådan som det sker på forsiden af det nye nummer?

»Jeg vil sige det sådan, at uanset de grusomme og afskyelige terrorhandlinger i Frankrig, så vil de fleste muslimer mene, i hvert fald de danske, at Charlie Hebdo godt kan gøre det. Men jeg tror også, de fleste muslimer gerne vil være fri for det,« siger han:

»Også fordi det kan optrappe tingene, hvis der sidder en eller anden ekstrem muslim i Afghanistan eller Yemen, der vil bruge billedet til vise, hvordan Vesten hele tiden er ude efter profeten.«

Han forklarer, at forbuddet i islam mod at vise Muhammed er alvorssag for mange muslimer, omend shiaer generelt er knap så restriktive omkring det som sunnier.

Ikke så krænkende

Hvordan har du det selv med den nye tegning i Charlie Hebdo?

»Jeg har ikke et problem med den, men jeg synes som sagt ikke, det er så smart. Hverken nu eller tidligere. Det er med til at give nogle muslimer det her indtryk af, at det bare handler om at genere profeten,« siger han.

Støder forsiden på Charlie Hebdo dig?

»Måske er lige det her billede ikke så krænkende - netop fordi dets formål tilsyneladende ikke er at håne Profeten. Fordi vi har det her generelle billedforbud af profeten i islam, ja af alle profeter og Gud, så er det ikke noget, der bliver set på med særlig stor begejstring. I hvert fald ikke med troendes øjne,« siger han:

»Respekt over for hinanden er vigtigt for sammenhængskraften i et samfund og skal ikke ses som et knæfald for det ene eller andet.«

Ikke godt

Formanden for det omstridte Grimhøjsmoske i Aarhus, Oussama El-Saadi, kalder det »ikke godt«, at profeten pryder forsiden af det nye Charlie Hebdo.

»Specielt ikke i den situation, der er nu,« siger han.

»Når man tegner profeten på den måde er det en dårlig ide.«

Skal man helt forbyde sådanne tegninger?

»Jeg synes, der skal være nogle regler generelt om, at man ikke kan komme ind under ytringsfriheden og så stadig krænke religion,« siger han.