Imam: Danske muslimer mangler fælles talerør

Ineffektive og amatøragtige paraplyorganisationer skader muslimer i den offentlige debat, mener Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center. I Islamisk Trossamfund ser man ingen grund til, at ledere tager afstand fra terroranslag.

Under bønnen i fredags i moskeen hos Det Islamiske Trossamfund på Dortheavej i København blev der taget afstand fra terroren i Paris.
Læs mere
Fold sammen

Mange imamer benyttede i sidste uge fredagsbønnen til at tage afstand fra onsdagens terroraktion i Paris mod satirebladet Charlie Hebdo, ligesom flere muslimske organisationer har været ude med pressemeddelelser, der fordømmer attentatet og lægger afstand til gerningsmændene. Alligevel har der fra flere sider været efterlyst en mere overordnet afstandtagen fra det muslimske samfund i Danmark både i forhold til den aktuelle terroraktion og mere generelt til den tiltagende radikalisering af visse grupper af unge muslimer.

Men en sådan fælles udmelding er svær at opnå i praksis, siger imam Fatih Alev, leder af Dansk Islamisk Center, der er én af de ca. 20 forskellige muslimske organisationer i Danmark.

»Problemet er, at danske muslimer ikke på samme måde som f.eks. katolikker eller jøder i Danmark er repræsenteret af en fælles, enkeltstående organisation. Vi har et utal af muslimske platforme, der hver især kun repræsenterer sig selv, så det er ikke muligt at lave en »en gang for alle-udmelding«, som er dækkende for det, vi kalder muslimer i Danmark,« siger han.

»Så selv om én eller flere organisationer går ud og tager afstand fra f.eks. en terrorhandling et sted i verden, vil der altid være politikere, der mener, at det ikke er nok.«

Rent faktisk findes der to paraplyorganisationer, som tilsammen burde kunne agere talerør for størstedelen af de danske muslimer. Nemlig Muslimernes Fællesråd, som blev dannet i 2006 i forbindelse med Muhammed-krisen og i dag repræsenterer 13 forskellige organisationer, samt Dansk Muslimsk Union, etableret i 2008, der i dag har fem forskellige medlemsorganisationer.

Problemet er ifølge Fatih Alev bare, at begge organisationer har været stort set handlingslammede gennem flere år. F.eks. har ingen af dem p.t. en talsmand, hvilket betyder, at selv om begge organisationer har offentliggjort udtalelser, hvor de tager afstand fra Charlie Hebdo-attentatet, har det ikke været muligt at komme i kontakt med dem for yderligere kommentarer.

»Det er utroligt ineffektivt og meget amatøragtigt,« siger Fatih Alev. »Så indtil videre må vi bare prøve at forklare Folketinget og offentligheden, at danske muslimer står i en meget fragmenteret situation, hvor vi ikke kan tale med én samlet stemme, der har en form for tyngde i den offentlige debat. Men det betyder jo ikke, at det store flertal af danske muslimer støtter terror – tværtimod.«

Afstandtagen har aldrig beroliget

Spørger man Imran Shah, talsmand for Det Islamiske Trossamfund, én af de større muslimske foreninger, ser han imidlertid ikke noget behov for en yderligere afstandtagen til hændelser som onsdagens attentat i Paris.

Berlingske har været i e-mail-kontakt med Imran Shah og har fået svar på en række spørgsmål. Bl.a. om, hvorvidt det ikke er vigtigt, at netop det muslimske trossamfunds ledere, imamerne, officielt tager afstand fra den tolkning af islam, der synes at ligge bag attentatet mod Charlie Hebdo.

Hertil svarer Imran Shah bl.a.:

»Hvilket formål vil det tjene? Hvis argumentationen er, at det vil berolige den jævne ikke-muslim, så må man med stor beklagelse kontatere en fejlslutning af dimensioner, da muslimske organisationer historisk set – selv i lille Danmark – gang på gang har taget afstand, men uden at det på nogen måde har beroliget nogen, for de aftvinges denne afstandtagen lige så snart en ny episode dukker op. Tværtimod har det fastholdt offentligheden i den fejlagtige misforståelse, at de muslimske organisationer er nogle latente terrorister, der lige så snart de får chancen til det, vil udøve terror. Man vil uvægerligt ved en afstandtagen associere sig til det, som der tages afstand fra.«

Imran Shah mener ikke, man kan laste de muslimske organisationer for, at de ikke har været mere synlige i medierne.

»De muslimske organisationer har været synlige i det omfang, der er rettet henvendelse,« siger han. »Men det er klart, at når man anser de muslimske organisationer som nogle, man skal fremtvinge en afstandtagen, frem for reelle og ærlige samarbejdspartnere, man går sammen med for at analysere og løse nogle problemer, så mister medierne interessen. Lige så snart man ikke udfylder den rolle, der er påtænkt én, så svinder interessen for at have én med i det stykke, der er ved at udspille sig for det sultne publikum.«