Ikke et ord om Tøndersagen

Det er ni år siden, at et forældrepar i Tønder blev pågrebet for at misbruge og udleje deres døtre til fremmede mænd. For menigmand er den meget omtalte sag blevet synonym for grimme børnesager.

Laust Feddersens ponyer. Laust bor ved siden af huset, hvor Tønder-pigerne for ni år siden blev misbrugt. Efter betænkningstid taler han med Berlingske, men ønsker ikke at blive fotograferet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Egentlig vil han ikke være med. Han, Laust Feddersen, der bor i huset ved siden af Tønder-pigernes, har ellers været i pressen adskillige gange tidligere på grund af netop den sag. Hans ord falder med tøven og er fulde af forbehold. For han er træt af den sag. Tøndersagen. Og han er træt af journalister, fotografer og kamerafolk, der i tiden, efter at sagen kom frem, var overalt og nærmest hang i træerne i den lille by, Solderup uden for Tønder, hvor overgrebene mod pigerne fandt sted. Og derfor ikke interesseret i en interviewaftale med Berlingske.

»Vi plejer jo gerne at ville begrave den slags i den sorte muld herude. Eller i mosen,« sukker han ned i telefonrøret.

En mere klar afvisning giver byens Venstre-borgmester, Laurids Rudebeck, da Berlingske beder om en snak om, hvad Tøndersagen har betydet for borgernes selvforståelse i kommunen, og hvordan man forholder sig til, at sagen til stadighed nævnes i medierne, hver gang en ny sag dukker op.

Næ, den sag har ingen betydning i dag, fastholder han. Kun medierne holder den i live. At tale med avisen vil kun gøre ondt værre. Så selv om ærindet med artiklen er at illustrere lige præcis den frustration, han udtrykker, er svaret et klokkeklart nej. Han vil ikke medvirke.

Tøndersagen smerter tilsyneladende stadig på sin egen måde i kommunen i dag ni år, efter at den begyndte at rulle. Kommunen fik kritik af socialminister Eva Kjer Hansen (V), og børne- og ungeforvaltningens daværende chef blev fyret. For hver gang en ny sag om børnemisbrug dukker op, er der en høj risiko for, at Tøndersagen også bliver nævnt til sammenligning. Eller også optræder sagen i en faktaboks med en oversigt over »de fem værste misbrugssager«.

Selv om Tønder kan byde på Vadehavet, der for få år siden kom på UNESCOs Verdensarvs-liste, forbinder mange fortsat Tønder med misbrugssagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Krisepsykolog Rikke Høgsted forklarer, hvordan vi ofte sammenkæder bestemte byer med særlige begreber og begivenheder. Et eksempel er udtrykket »at møde sit Waterloo«, som oprindeligt henviser til Napoleons endelige nederlag, men som i dag bruges bredt om at lide nederlag. På samme måde er det sket med Tønder, mener hun.

»Vi begynder at bruge bynavnet som en metafor. Men på den måde fastholder vi i dette tilfælde ufrivilligt medborgere i en lidelseshistorie,« siger hun.

I Tønder har følelsen af skyld og skam fyldt en del blandt borgerne i årene efter overgrebene. Også selv om de intet selv har haft med sagen at gøre. Flere tøndringer fortæller, hvordan de har skullet forsvare deres by, når folk hørte, hvorfra de kom. Reaktionen er helt naturlig, fortæller Rikke Høgsted:

»For vi hægter en del af vores identitet op på, hvor vi kommer fra.«

Skylden og skammen var også det, der gennemsyrede kommunens børne- og ungeforvaltning, da Viggo Christensen den 1. januar 2007 overtog posten som forvaltningens chef. Her arvede han en flok medarbejdere med en flosset faglig stolthed.

»Rigtig mange kunne se professionelt på det og sige, at dette her også kunne have fundet sted andre steder i Danmark. Men rigtig mange var enige i kritikken af, at vi burde have gjort det anderledes. Der var en skyldfølelse. Der var opstået et fælles kodeks om, at det var lige meget, hvad de gjorde, for det var alligevel ikke godt nok. Det var i hvert fald sådan, andre så på det, og hver gang, de fortalte, at de var ansat i Tønder Kommune, reagerede folk ved at sige, at det jo var der, hvor man ikke kunne finde ud af at håndtere børnesager.«

Tønder 10 år efter "Tønder-sagen". Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Viggo Christensen fortæller, mens vi sidder højt oppe i Vandtårnet i Tønder – et af byens vartegn. Tårnet rummer et museum med stole designet af bysbarnet og møbelarkitekten Wegner, der netop i år ville være fyldt 100 år. En af de attraktioner, som byen hellere vil være kendt for. Herfra fornemmer man tydeligt områdets særegne, flade landskab.

Ved hans tiltrædelse var retssagerne mod de involverede mænd stort set overstået. Men at omverdens øjne hvilede tungt på hans hold, mærkede han tydeligt. Der var brug for forandring. For handleplaner, så det ikke kunne ske igen. For at tage ansvar.

Viggo Christensen fortæller, at han blev den, der tog skylden på kommunens kappe. Både den daværende borgmester og hans egen forgænger havde først afvist, at kommunen havde svigtet. Familien – og dermed sagen – kom fra Løgumkloster Kommune, som Tønder først blev lagt sammen med ved kommunalreformen i 2007, havde deres forsvar lydt.

»Men det er vigtigt at sige, at der blev begået fejl. Det gælder i begge kommuner. Det er et vilkår, vi må leve med,« siger Viggo Christensen.

For at slippe af med den dårlige sag, burde kommunen straks have erkendt fejlene og udarbejdet en forbilledlig model for, hvordan sager om udsatte børn og unge skal håndteres, som endda kunne deles med andre kommuner. Det mener Rikke Høgsted, der også har vejledt virksomheder og organisationer i forbindelse med krisekommunikation.

»Så kunne man have brugt ordet »Tøndermodellen« og fået brugt bynavnet positivt i stedet,« siger hun.

Tønder 10 år efter "Tønder-sagen". Fold sammen
Læs mere

Viggo Christensen kan godt følge tankegangen. Indadtil i sin organisation mener han også, at det præcis var det, han gjorde.

»Vi skabte en model, som sikrede, at vi i organisationen havde styr på det. At den enkelte nu ved, hvad det er, vi skal se efter, og hvordan vi reagerer på det, vi ser. Men vi ville næppe være blevet taget alvorligt, hvis vi kom og sagde: »Nu skal I se her, hvordan vi håndterer børnesager«,« siger han.

Mere end med bebrejdelse føler han, at omverden i dag møder tøndringerne med en slags medfølelse. At andre har ondt af dem, fordi sagen endnu i dag forfølger dem så meget. For to et halvt år siden viste en imagerapport, finansieret af Tønder Kommune, at jo længere væk, man bevæger sig fra Tønder, i jo højere grad er det Tøndersagen, folk tænker på, i stedet for på alle de herligheder, byen gerne vil sælge sig selv på med Tønderfestivalen som det helt store trækplaster. En indsats, der skulle brande byen stærkere, vurderedes derfor dengang nødvendig.

»Vi kan ikke ændre på, at så voldsom en sag har fundet sted her. Det faktum vil altid hænge der som et baggrundstæppe. Men vi kan skabe et nyt tæppe og hænge foran,« siger Viggo Christensen.

Midt i byens hovedgade, på Storegade, ligger en ny, to-etagers tøjforretning, Mr. Hoff, som drives af Frank Hoffmann. En imposant butik. Ikke blot på grund af dens størrelse, men også fordi man som kunde ikke bare mødes med et smil, men af et helt dollargrin, når man træder ind i butikken. Ret beset er det en cremefarvet veteranudgave af en Mercedes.

Frank Hoffmanns flair for branding fornægter sig ikke, som man står der i hans gesjæft, og Tønders image ligger ham dybt på sinde, fortæller han, da vi træder ind på hans kontor. Frank Hoffmann er med i byens erhvervsråd, og han har indtil i fjor været mangeårig formand for handelsstandsforeningen. Også dengang i 2005.

Tønder 10 år efter "Tønder-sagen". Fold sammen
Læs mere

»Dengang, det stod på, var det rigtig, rigtig træls, for da var det lige meget hvorhenne, man var, så var det dét, der blev refereret til,« fortæller han.

Siden er problemet aftaget væsentligt, mener han, men på sin vis belaster sagen fortsat uberettiget byen.

»Vi kan jo ikke benægte, at det er sket. Vi kan heller ikke tie det ihjel. Omvendt har vi også været nødt til at komme videre. Alle sammen. Men medierne bliver ved med at pille i såret, så tiden får ikke lov til at hele det,« siger Frank Hoffmann.

Ud over mediernes konstante tilbagevenden til Tøndersagen, mener han også, at politikerne på Christiansborg med al deres snak om Udkantsdanmark og nedrivningspuljer gør det vanskeligt for byer som Tønder at skabe sig et stærkt image. »Vi er ikke Udkantsdanmark. Vi har kant på,« siger han.

En nylig anledning for medierne til at nævne Tøndersagen igen var, da den ældste af Tønderpigerne søgte kommunen om erstatning for sit svigt. Kommunens forsikring betalte hende derfor i marts i år 300.000 kroner, hvorfor hendes søgsmål aldrig endte i retten. At undgå en retssag, mener Frank Hoffmann, var det helt rette at gøre fra kommunens side.»Det var fornuftigt, for så kunne der ikke koges suppe på den sag igen. Kommunen har taget skylden. Om det så var 300.000 eller 500.000 kroner, hun skulle have, det er lige meget. De penge gør nok ikke forskellen. De gør hende nok ikke mere lykkelig,« siger han.

Selv om rapporten om Tønders image flere gange nævner Tøndersagen, var det ikke den, der i sin tid foranledigede, at rapporten blev udarbejdet, fortæller Frank Hoffmann, der selv blev brugt som kilde til rapporten. Anledningen var snarere et generelt ønske om at brande byen bedre.

»Vi kan ikke ændre på, at så voldsom en sag har fundet sted her,« siger Viggo Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

»Men ligegyldigt hvor gode historier, der ellers var, og hvor meget vi fylder på herovre, vil det jo aldrig kunne måle sig med denne sag,« siger Frank Hoffmann og holder hænderne op foran sig med med håndfladerne opad. Den ene højt hævet og den anden hængende helt nede over skrivebordets overflade, som en imaginær gammeldags købmandsvægt i komplet ubalance.

De gode historier, man kan fylde i vægten, er den førnævnte folkmusik-festival, Tønderfestivalen, Vadehavet, der for få år siden kom på UNESCOs Verdensarvsliste samt Wegner-museet og stærenes flokflyvninger, kendt som Sort Sol. Så er der samarbejdet med tyske grænsebyer. For at nævne nogle.

»Vi har også ufatteligt mange turister. Vi er to gange blevet kåret som årets mest aktive handelsby, og vi er også officiel juleby. Den eneste by i Danmark, som matcher det internationale julemarked,« siger Frank Hoffmann.

At medier, menigmand og meningsdannere bliver ved med at referere til Tøndersagen, handler ifølge professor og underviser i organisationspsykologi på Roskilde Universitet, Steen Visholm, om, at det er belejligt for »alle os andre«. Vi får nemlig placeret alt det dårlige uden for os selv.

»Det letter vores psyke for ubehag, hvis vi har incest kørende ovre i Jylland. Så behøver vi ikke at have nogen problemer med den slags selv. Hvis de er umoderne, beskidte og alt muligt forkert, så kan vi føle os tilsvarende rene. På den måde bliver Udkantsdanmark brugt som en psykisk losseplads af os, der bor i byerne,« siger Steen Visholm.

»Vi er ikke Udkantsdanmark,« siger Frank Hoffmann fra Mr. Hoff. Fold sammen
Læs mere

Og vel sker der incest i andre byer, men sker det i en storby som København, fortoner det sig hurtigt i alt det andet, der også foregår der.

»Man er meget udsat som lille by. Når den så endelig kommer på danmarkskortet, klæber temaet til byen, selv om mange af dem knokler for at skabe sig mere turistagtige slogans,« siger Steen Visholm.

Selv om andre taler skidt om Tønder, har borgerne dog også selv et ansvar for at tale stedet op. Det mener Marianne Kalb, der er indehaver af sin egen PR-virksomhed. Hun bor i Løgumkloster, der i dag ligger i Tønder Kommune, og hun var blevet træt af at høre kommunens egne beboere snakke dårligt om området. Ikke så meget ved at referere til Tøndersagen, men ved at springe med på diskursen om Udkantsdanmark. Det fik hende til helt privat at lave en Facebook-side med slogan-navnet »We Love Tønder« – et slogan, som også er blevet trykt på T-shirts og klistermærker. Snart kommer også køleskabsmagneter til salg. Kampagnen handler om at få folk fra egnen til selv at sprede de positive historier om hjemstavnen og dele dem på de sociale medier.

»We Love Tønder har ikke noget at gøre med Tøndersagen. Men jeg fik nok af, at vi selv bidrager til at tale byen ned, og at vi ikke selv kan sætte fokus på, hvor det går godt. For ja, vi havde en Tøndersag, og ja, huspriserne falder, og nogle er utilfredse med, at der skal bygges et nyt rådhus. Nogle af de ting er strukturelle og er ikke noget, vi kan gøre noget ved, andre kan man gøre noget ved. Det må vi så gøre. Men samtidig må vi nuancere billedet for os selv af, hvor det er, vi bor. Så det handler meget om vores egenforståelse, det er en indre ting,« forklarer Marianne Kalb.

Hvad, der konkret sparkede hende i gang, var, at den selvudnævnte blærerøv, Mads Christensen, i primetime på dansk TV udråbte Tønder til at være »røven af 4. division«, og at han da godt kunne forstå, hvorfor prins Joachim valgte at rykke familien fra Schackenborg i Møgeltønder til hovedstaden. Ekstra Bladet tog efterfølgende historien op, og i kommentarerne til artiklen på bladets hjemmeside blev det tydeligt, at Tøndersagen stadig præger nogle danskeres billede af byen.

Tønder 10 år efter "Tønder-sagen". Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

»Der var mange positive kommentarer om byen, men der var også nogle, der bare skrev ting som eksempelvis, om ikkeTønder bare var en masse gamle mænd og små piger,« fortæller Marianne Kalb.

Hver gang, den slags kommentarer falder, eller medier nævner Tøndersagen, virker det som »en lussing«, lyder beskrivelsen fra Tina Lorenzen, indehaver af frisørsalonen Pure, mens hun venter på sin næste kunde. Salonen ligger godt 800 meter længere nede ad byens hovedgade fra Mr. Hoff, på den anden side af byens kirketorv. Hendes oplevelse er ellers, at tøndringerne selv har lagt sagen bag sig, og vi andre bør følge trop.

»Det er jo også synd for pigerne, hvis resten af Danmark trækker den sag frem igen og igen. De kommer jo ikke videre, hvis det hele tiden bliver fremhævet hvor forfærdeligt, de havde det. De vil vel også gerne videre med deres liv,« siger Tina Lorenzen.

I Tønder midtby lader flertallet til at være kommet videre. Man martres ikke længere af skyld og skam, selv om der i forbindelse med sådan en sag ifølge krisepsykolog Rikke Høgsted kan være nogle, der får dårlig samvittighed over, at de ikke greb ind. At de ikke lagde mærke til noget, da de mødte de berørte mennesker i Brugsen.

»Det ser man også hos mennesker, der objektivt set slet ikke har et ret stort medansvar,« siger Rikke Høgsted.

Tønder 10 år efter "Tønder-sagen". Fold sammen
Læs mere

Men tøndringerne må nødvendigvis i tiden siden overgrebenes afsløring have været igennem en proces, hvor de har stillet spørgsmålstegn ved, hvad det er for en kultur, der præger deres område, vurderer professor Steen Visholm.

»For hvordan får man kunder til et bordel, hvor man udlejer sine døtre? Nogle af de mænd var jo lokale. På en eller anden måde har der været nogle, der trak nogle gardiner ned. Det er jo ikke noget, der sker isoleret, at der lander nogle marsmændagtige afvigere i ens by. Så der er det spørgsmål, hvordan det har kunnet lade sig gøre, og om nogen har lukket øjnene,« siger han.

Præcis det spørgsmål plager til stadighed den 58-årige nabo, Laust Feddersen, der dagligt drager til Rømø for at passe sin velbesøgte pølsebod. Trods sin indledende modstand har han alligevel indvilget i at invitere Berlingske til en snak over en kop kaffe i køkkenet i landhuset i Solderup, kort efter at solen er gået ned bag marken, hvor hans og hustruens ponyer står. Før i tiden kunne man gennem vinduet for enden af køkkenet kigge over til det hus, hvor pigerne boede med først begge deres forældre, siden kun deres far, som moderen forlod. I dag er der vokset træer og buske op foran. Men dengang »trak han ikke gardinerne ned«. Næ, han hjalp dem med at flytte ind. Passede pigerne, når parret af og til havde brug for det. De skilte sig ikke særligt ud, syntes Laust Feddersen, der omtaler pigernes far ved fornavn, som dog ikke nævnes her på grund af et navneforbud nedlagt af hensyn til pigerne.

»Jamen, vi kendte dem jo så slet ikke alligevel, viste det sig. Der var overhovedet intet, der tydede på, at han kunne finde på det. Det var virkelig et chok. Der var ingen, der rigtigt troede på det, for det var jo så vanvittig en ting,« siger han.

Laust Feddersen har ofte følt sig bebrejdet af andre, fordi han ikke greb ind. Ikke så noget. Så kunne det måske have været forhindret. Men selv om der har været en vis trafik dengang ved nabohuset af mænd, der misbrugte den ældste datter, var der intet, der indikerede, at noget var galt.

»Det var ikke usædvanligt, at der holdt mange biler. Det gør der også her. Nu holder der kun to her til aften, men når de unge mennesker kommer her, har vi da tit tre-fire biler holdende, for afstandene er så store herude, at alle kører i bil,« siger Laust Feddersen.

Bebrejdelsen fra omverden mærkede en af hans naboer tydeligt i tiden lige, efter at sagen var kommet frem. Han fik tæv til en byfest i en naboby – alene fordi han kom fra Solderup.

»Dengang var der en lynchstemning, og hvis sagen bliver bragt op tilfældigt i dag, har folk ofte en holdning til det, der skete. Det går lige til kastration og alt muligt andet. Det er nogle gange så primitivt, at man ikke gider at høre på det,« siger Laust Feddersen. Selv bebrejder Laust Feddersen kommunen, at den sag kom så vidt, og den dag i dag har han ikke tillid til, at den vil kunne træde til i tide for andre udsatte borgere.

Til gengæld er han enig med andre kræfter i byen i, at man bør arbejde på at fremhæve noget andet end lige præcis Tøndersagen. Men det kan blive vanskeligt, mener han.

Udover Vadehavet er stære, der i tusindvis flyver i flok og danner naturfænomenet sort sol, et af Tønders trækplastre sammen med folkmusik-festivalen og møbeldesigneren Wegner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

»For Tønder har jo ikke noget som helst at byde på. Vi har en Tønder-festival og så har vi to kilometer til den tyske grænse. Det er Tønder ud over Tøndersagen,« siger Laust Feddersen som første indskydelse.

Ved nærmere eftertanke mener han dog også, at Vadehavets placering på naturarvslisten kan bruges som løftestang, og at man skal blive bedre til at udbrede positive historier fra området.

Hans holdning har altid været at være åben omkring, hvad der skete, ud fra devisen om, at jo mere, man får bragt frem, jo mere kan man måske forstå, hvordan det overhovedet kunne ske. Derfor har han ofte fortalt sin mening og delt, hvad han vidste.

»Men det er ikke alle, der har syntes, jeg skulle det. Man kan godt mærke, når folk synes, man skal holde sin mund. Rigtig mange har bare syntes, at den sag skulle begraves, og så om fem år var den nok gået væk. Men det er en ting, jeg ved. Tiden kan ikke slette alt,« siger Laust Feddersen, der dog nu også selv har nået sit mætningspunkt. Det tærer også på ham at tænke på sagen igen, mærker man på både hans lidt opgivende tonefald og det triste blik, som han sidder der i sin gårdbygning, og sagen atter bliver ham nærværende.

På spørgsmålet, hvorfor han så alligevel har valgt at tale med Berlingske denne sensommeraften, hvor nattemørket har sænket sig over Solderup, lyder svaret:

»Det kunne måske så blive den sidste gang, denne her. Det kunne da være rart at sætte nogle punktummer.«