»Ikke alle skal spise et løvehjerte«

De har alle muligheder i verden. Alligevel kan det store ansvar for egen lykke tynge. De to debattører Iben Krog Rasmussen og Katrine Blauenfeldt tegner her et portræt af livet som samfundsborgere i 20erne.

To sider af samme sag: 23-årige Iben Krog Rasmussen (tv.) og 28-årige Katrine Blauenfeldt tager temperaturen på deres generation – og selv om den ene har kritiseret den anden, er de enige om diagnosen: De er del af en kræsen årgang med for meget fokus på sig selv. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Iben Krog Rasmussen en dag fortalte sin far om sin depressive veninde, måtte han huske sin datter på en sandhed, der synes banal: I en verden, hvor man trykker »Synes godt om« til det meste, kan man godt glemme, at hverdagen kan være – ja, ret ofte er – grå og middelmådig.

»Iben, der er ikke nogen, der står op hver tirsdag og er glade,« lød det fra faren.

Ordene har fulgt hende siden. De indkapsler i al deres enkelhed, hvad det er, generationen af mulighedernes børn tumler med:

De kan alt, vil alt og skal helst være ellevilde med alt.

Nej tak til forpligtelser

Berlingske har sat de to debattører Iben Krog Rasmussen og Katrine Blauenfeldt stævne. De er henholdsvis 23 år og 28 år, bor i København og er ikke bange for at dissekere deres eget segment: De er studerende i 20erne, der lige om snart skal være fuldblods voksne.

De to har aldrig mødt hinanden før. De ved dog, hvem hinanden er.

Det begyndte med Katrine Blauenfeldts kronik i denne avis om, at hun ikke vil have børn. Hvorefter Iben Krog Rasmussen svarede hende under overskriften »Alt hvad jeg læser, er – mig, mig, mig.«

»Jeg har mødt det før i min egen generation. At vi helst ikke vil have nogen forpligtigelser. Når vi ikke har dem, har vi nemlig også alle muligheder. Vi stiller ekstremt høje krav til, hvad vi skal opleve. Man skal helst have været i Iran, før der rigtig er noget at fortælle. Det var det, jeg blev provokeret af. Hvad er det for en selvdyrkelse?«

Når livets menukort bliver for stort

Katrine Blauenfeldt nikker. Da hun læste modsvaret til sin egen kronik i avisen, følte hun sig umiddelbart misforstået. Men hun vil give sin meddebattør ret i én ting. De er begge del af en generation, der har lidt for meget fokus på sig selv.

»Vi bliver jo også pacet frem af samfundet. Vi får hele tiden at vide, at vi kan blive læger eller professorer, selv om vores forældre ikke var det. Alt er op til dig selv. Hvis du ikke får en kandidatgrad, har du fejlet. For du kan jo godt. Det kan være lidt stressende. Du tænker allerede på næste skridt. Det næste du skal gå efter.«

Hvordan muligheder kan blive handlingslammende, har Iben Krog Rasmussen også tænkt over. Alligevel ser hun det som ansvarsfralæggelse at lade samfundet få skylden.

»Jeg er selv rigtig dårlig til at gå på restaurant. Når jeg sidder med menukortet, ser alting lækkert ud. Når jeg endelig får valgt noget, ved jeg, at det min kæreste vil få serveret, er mere lækkert end mit. Livets menukort er på mange måder blevet for stort for os. Men så gør det jo heller ikke noget, hvis man forsøger at indskrænke det lidt selv.«

De oplever, at deres venner har svært ved at sige ja til en invitation. Måske er der en federe fest et andet sted i byen. Det samme gælder i kærligheden.

»Så snart der er en lille fejl, eller man har en dårlig periode, er det slut. Jeg har set eksempler på, at folk er gået for hurtigt fra hinanden. Omvendt har folk en masse undskyldninger for ikke at gå ind i et forhold: »Han var kun 1,75 meter høj. Han måtte godt lige være fem centimeter højere«,« siger Katrine Blauenfeldt.

Hun kan se, at det pludselig er blevet et positivt karaktertræk at være kræsen.

Sammenhængskraften er på spil

Det fænomen har Iben Krog Rasmussen også noteret sig.

Hun frygter, at hendes generation bliver dem, der ødelægger sammenhængskraften i samfundet. Fordi de kun søger folk, der bekræfter dem i deres eget spejlbillede.

»Vores medmennesker skal give os noget. Jeg kan godt være fascineret af mine forældres forhold til deres naboer på Lolland. De er vidt forskellige, men de snakker godt sammen, fordi de naboer. Min generation har nærmest ikke tid til andre mennesker. Derfor skal de være spændende, hvis vi skal bruge tid på dem. Vi kender jo ikke de mennesker, vi bor i opgang med. Bylivet tillader os at være selektive. Hvis jeg boede på landet, blev jeg nok nødt til at smile lidt mere til andre mennesker nede i Brugsen,« siger hun.

Katrine Blauenfeldt tager tråden op:

»Konsekvensen af den kræsenhed er mere angst og depression blandt unge. Det er en bivirkning af, at man ikke ved, hvad man skal, men man ved, at man skal en hel masse. Vi kan skabe vores egen lykke, men hvis du ikke er lykkelig hele tiden, hvad er der så galt? Hvad gør jeg selv galt?«

»Jeg er også gennemsnitlig«

Da Katrine Blauenfeldt var teenager, var hun besværlig. Iben Krog Rasmussen var til gengæld et dydsmønster. Et mærkat der ikke altid har passet til den tid, hun er ung i.

»Det vildeste var, at jeg ikke ville køre med cykelhjelm i syvende og ottende klasse. Jeg er sådan en som politikerne elsker, fordi jeg har gået den rigtige vej. Jeg har været irriteret på mig selv over det: »Kom nu Iben. Bare lige et ecstasy-fix for at være anderledes«. Nu har jeg erkendt, at det er helt OK at være normal. Det er jo fint, at jeg ikke er blevet voldtaget i Asien. Eller har spist et løvehjerte.«

»Jamen, ikke alle skal spise et løvehjerte, Iben. Vi er blevet så bange for gennemsnitligheden. Men jeg er også gennemsnitlig. Jeg er heller ikke en Suzanne Brøgger« siger Katrine Blauenfeldt.

De ser på hinanden. To unge kvinder i 20erne. Mulighedernes børn.

»Der er ikke noget galt i at spise et løvehjerte. Men der er noget galt i at tro, at for at kunne være lykkelig og være noget, så skal man gøre det,« siger Iben Krog Rasmussen.