Igen problemer med arbejdsmiljøet i Københavns Politi

Arbejdstilsynet overvejer at give et nyt påbud på grund af stort pres på anklagere.

Københavns Politi er på vej til igen at få kritik fra Arbejdstilsynet på grund af dårlige arbejdsforhold for anklagere.

Arbejdstilsynet påtænker at give et nyt påbud til Københavns Politi, bekræfter en tillidsmand for de 75 anklagere i tre advokaturer på Bellahøj.

- Indtil den endelige afgørelse foreligger, vil jeg ikke udtale mig nærmere om det, siger Martin Dahl Fuglsang.

Det påtænkte påbud skyldes arbejdsmængden og arbejdspresset. Ifølge processen skal Københavns Politis ledelse nu udtale sig til Arbejdstilsynet, før tilsynet træffer sin endelige afgørelse.

Tidligere har Arbejdstilsynet slået ned på mulige helbredsmæssige problemer for de anklagere i Københavns Politi, som beskæftiger sig med sager om organiseret kriminalitet i en afdeling ved navn Særlig Efterforskning Øst. Det førte til et påbud.

Arbejdet var ikke planlagt, tilrettelagt og udført, "så det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt", fastslog tilsynet.

I maj udtalte tillidsmand Martin Dahl Fuglsang på Bellahøj til Ritzau, at situationen på hans arbejdsplads var uholdbar, og at der var "massive stress-symptomer".

- Medarbejderne har ondt i maven og søvnproblemer. Nogle fortæller, at de har svært ved at huske, og at man har svært ved at komme ned i gear efter arbejde, sagde han dengang.

Chefanklager Ida Sørensen har forklaret, at det er korrekt, at "der på det seneste er kommet ekstra drøn på anklagemyndigheden med flere sager og flere retsmøder".

Over for Ritzau ville chefanklageren i maj ikke svare på, om der er for få anklagere eller ej. Hun kaldte medarbejderne dygtige og engagerede.

Under valgkampen sagde den fungerende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at der ikke er nogen tvivl om, at anklagemyndigheden er ved at blive en flaskehals.

Det skyldes, at politikerne har sørget for flere betjente uden samtidig at opruste anklagemyndigheden til at behandle de flere sager, som politifolkene rejser.

Ubalancen har også formanden for Foreningen for Offentlige Anklagere, Line Scharf, haft øje for. Der er risiko for både lavere kvalitet og personlige omkostninger, har hun sagt.

/ritzau/