Tror man at skiferien skal handle om at flyve i vild stil ned ad bakkerne, kommer man hurtigt på andre tanker, når man besøger Lipno nad Vltavou. Og beskeden her er direkte:
»Hvis du har planer om det vilde alpinræs, må du egentlig gerne stå på ski et andet sted. Her interesserer vi os nemlig kun for børnefamilier,« siger Petr Chalupa, der er leder af skiskolen i Lipno nad Vltavou (Lipno ved Moldau-floden) i Šumava-bjergene i det sydlige Tjekkiet.
»De ambitiøse skiløbere vil jeg råde til at tage til Alperne i Østrig, der ligger tre-fire timers kørsel herfra. I Lipno satser vi på at give børn og deres forældre en dejlig oplevelse. Alle hoteller og ferielejligheder ligger i gåafstand til supermarkedet, spisestederne, vandlandet, legelandet og pisterne. Og selv de helt små kan lære at stå på ski hos os,« fastslår Petr Chalupa og hilser på en af sine skiinstruktører, der guider en gut på omkring tre år ned ad pisten i Foxpark, der dækker over en ca. 100 meter lang børnebakke, hvor brede transportbånd – såkaldte ’rullende tæpper’ – kører de små skiløbere til ’toppen’. Herfra går turen nedad igen.
»Vi har 120 instruktører, som taler mange forskellige sprog – dog ikke dansk – og blandt andet har specialiseret sig i at undervise de yngste, både individuelt og på hold. Vil man selv more sig med ungerne, er der gratis adgang i Foxpark,« fortæller Petr, mens vi går over mod sportsbutikken for at leje et par ski til avisens udsendte.
For trods det store fokus på de yngre generationer har Lipno Ski Resort tillige noget at byde på for de voksne. Også mere end en slurk af Petrs mormors hjemmelavede snaps, som han byder på i en af Lipnos tre stolelifter på vej op til områdets højeste punkt: toppen af bjerget Kramolín 900 meter over havets overflade.
Alternativ skovtur
Inden det går løs på pisterne, inviterer vores tjekkiske skiinstruktør på en skovtur af den alternative slags. Udflugten foregår nemlig mellem trætoppene på en træbro i 24 meters højde. Broen fører i en jævn stigning hen til trappen i et nikantet udsigtstårn, der er 40 meter højt.
»De første par år efter åbningen i 2012 var tårnet Tjekkiets næstmest besøgte turistmål efter Prag. Det var med til at give tjekkerne en bevidsthed om naturen, og i dag er tårnet stadig meget populært,« siger Petr, da vi står på den øverste platform og nyder synet af skove, søer og en skyfri, knaldblå himmel.
»Derovre, ca. 100 km væk, har vi Alperne,« siger han og peger mod nogle bjerge i horisonten. Alperne må vente til en anden gang, for nu handler det om at teste Lipno på ski. 9,6 km pister, hvoraf to km er røde, mens resten er blå. Dertil kommer en snowboardpark med halfpipe, ramper og andre udfordringer. Et perfekt område at slippe de halvstore unger løs i og lige så perfekt til at få banket rusten af ski og ben. Desuden kan jeg lige benytte lejligheden til at få de lektioner i teknik, jeg aldrig tidligere fik taget i min 20 år lange karriere som skiløber.
»Læg vægten over på det andet ben. Ned i knæene. Lad være med at bevæge overkroppen. Drej ved at vride i hoften. Hold stavene i samme position, som når du læser en bog,« instruerer Petr, mens han – stående baglæns på ski – filmer mig med sin telefon på vej ned ad den 1.300 meter lange og 60 meter brede Jezeni-pist.
Kort efter studerer vi videoen over en slurk, nej to, af mormors snaps i liften, inden det atter går ned ad bakke. Denne gang på en rød pist i selskab med andre feriegæster og en flok tjekkiske skoleelever. De har ikke fri.
»Skiløb er et fag i den tjekkiske folkeskole og er et levn fra kommunismen, der gik meget op i sport som et tegn på folkets styrke. Lidt godt kom der da ud af tiden bag Jerntæppet,« konstaterer den 41-årige Petr med et glimt i øjet og foreslår en frokostpause.
God idé, så efter at have parkeret skiene i en snedrive uden for Restaurant Yetti sidder vi få øjeblikke senere ved et bord i solen og nyder en velvoksen portion gullasch til 35 kr. ledsaget af en halv liter frisktappet Pilsner Urquell til 14 kr.
Den kraftige kost og effekten af den velsmagende øl bliver hurtigt brændt af med nogle flere ture på pisterne, som har snegaranti fra december til sidst i marts takket være snekanoner. Dem er der ikke brug for under Rejselivs besøg takket være en temperatur, der ligger et par grader under frysepunktet. Endnu koldere er det blevet efter aftensmaden – carpaccio efterfulgt af en steak med champignonsauce og ovnkartofler, is, rødvin og espresso for 160 kr. i restauranten på hotellet – hvor jeg igen mødes med Petr. Vi skal stå på aftenski på den oplyste Jezeni-pist. Den har vi næsten for os selv, så der er god plads til store armbevægelser og endnu større sving på skiene.
Efter aftenski følger afterski på Bar Hříbek. Da jeg takker af ved 23-tiden, bliver der danset på bardisken til alpedisco og servering af Jägermeister, Pilsner Urquell og andre våde varer i ekspresfart. Ikke alt er for børn i Lipno – åbenbart.Men lige noget for børn og barnlige sjæle er den en km lange bobslædebane, som jeg tager et par ture i morgenen efter en god nats søvn i et prunkløst, men udmærket værelse på Hotel Slunečná Louka. 42 km i timen kører jeg ifølge en digital fartmåler kort før mål. Bagude ligger 21 sving samt masser af opbremsninger og accelerationer i slæden, der styres med noget, der ligner en gearstang. Bevæges den fremad, slipper man bremsen, mens et træk den modsatte vej reducerer farten.
Bambi på langrendsski
Da jeg har fået styret min bobslædelyst, mødes jeg med skiinstruktør Lucie Filipová, som får fornøjelsen af at introducere mig til kunsten at løbe langrend. Det er en større opgave. For trods et hav af indledende øvelser og en engels tålmodighed har Lucie Filipová svært ved at få mig til at føle mig sikker på de smalle langrendsski. Faktisk føler jeg mig som Bambi på glatis i Disneys juleshow. Af og til lykkes det dog at få koordineret arme og ben til noget, som ligner langrend. Og så er det en skøn oplevelse at glide tyst af sted gennem skoven. Ret mange af Lipnos 40 km langrendsspor når jeg dog ikke at udforske, inden mørket begynder at falde på. Efter at have afleveret langrendsski og – støvler i sportsbutikken aftaler Lucie og jeg at runde dagen af med en omgang aftenski. Inden den sidste tur inden lukketid evaluerer vi dagen over nogle glas glühwein i Bar Strojovna på toppen af Kramolín-bjerget. Hov, pludselig er klokken 21. Projektørerne slukkes, så vi må tage turen ned ad en pist oplyst af måneskin og stjerner. Det minder lidt om en scene fra en James Bond-film – også selv om det foregår i børnenes hvide sneparadis.
Rejseliv var inviteret af Czech Tourism