Fra lørdag morgen kl 06.00 har USA besluttet at lukke ned for alle flyvninger til USA fra Europa.
Det gælder dog ikke for det islandske flyselskab Icelandair, der fortsat har afgange til USA. Dog med lidt færre afgange end tidligere.
Det skriver Check-in.dk.
Det sker, selvom Island er en del af Schengen-landene, der er ramt af det amerikanske indrejseforbud. Forbuddet er gældende for alle passagere, der har opholdt sig i en af de 26 Schengen-lande i to uger op til afrejse.
Indrejseforbuddet gælder i 30 dage, har Donald Trump meddelt i sin tale til nationen.
Dog kan Icelandair fortsat flyve til USA, hvis de sikrer sig, at alle passagerer ombord lever op til kravene fra USA. Altså at ingen af de rejsende har opholdt sig i de andre 25 Schengen-lande inden afrejse.
»Der er ikke nogen begrænsninger for Icelandair i at kunne flyve til og fra USA i denne periode, selvom der vil være nogle passagerrestriktioner samt nogle specifikke restriktioner i lufthavne,” meddeler flyselskabet.
Det betyder også, at amerikanske turister, der lever op til kravene, fortsat kan flyve frem og tilbage mellem USA og Europa. Det samme gælder rejsende fra de lande i Europa, der ikke er omfattet af det nye Schengen-forbud.
Flyselskabet flyver også fortsat til deres destinationer i Europa.
Modsat Icelandair meddelere finske Finnair, at de aflyser flyvninger fra d. 18.marts af, mens Norwegian meddelere, at de stadig er i gang med at undersøge, hvad det betyder for deres flyvninger.
SAS har aflyst alle flyvninger til USA.