IC4-tog kan stå stille i måneder

Det er ikke til at sige, hvor længe Havarikommissionen skal bruge på at undersøge IC4-tog, der ikke vil bremse.

Det er ikke til at vide, hvor længe IC4-togene skal holde stille. Arkiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mandag aften valgte DSB at sætte bremsen i for de omdiskuterede IC4-tog, og det er ikke til at sige, hvor længe de skal stå stille. Sådan lyder det fra Havarikommissionen, der står for at undersøge, hvad det er, der er galt med togene.

- Vi har konstateret, at der er problemer med et bremsesystem. Det går vi ind og undersøger, siger Martin Puggaard, chef for Havarikommissionen.

Og hvor lang tid en sådan undersøgelse tager, er altså uklart. Det kan dog godt tage måneder, lyder det.

- Jeg satser ikke på år, siger Martin Puggaard.

Det er DSB selv, der har fundet ligheder mellem to tilfælde, hvor et IC4-tog er kørt forbi et stopsignal. Det skete henholdsvis i Høje Taastrup den 4. november og igen i Marslev på Fyn den 7. november. Og da DSB ikke kan afvise, at der er tale om en generel fejl, har man besluttet at parkere togene ind til videre, mens Havarikommissionen undersøger sagen.

- Vi tager det aktuelle togsæt, og togene har også en sort boks. Så ser vi i vores egne og andres databaser, om vi har noget liggende, som er fortilfælde. I det her tilfælde har man i går fundet én hos operatøren (DSB, red.), som muligvis kan være det samme. Og der vil man så lade usikkerheden komme passagererne til gavn, siger Martin Puggaard.

Havarikommissionen kommer med anbefalinger

Det er så Havarikommissionens opgave at finde frem til, hvor problemerne ligger og komme med anbefalinger til, hvordan man kan afhjælpe dem. 

- Vi kommer med en anbefaling af, hvad var det, der skete, og hvordan undgår vi, at det sker igen, siger Martin Puggaard.

Dernæst er det op til Trafikstyrelsen og DSB at tage stilling til, om togene skal på skinnerne igen.

IC4-togene udgør med sine 98 af omkring 7.500 ugentlige togafgange kun omkring 1,3 procent af DSBs samlede togdrift. DSB ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men ifølge Berlingskes oplysninger bliver det derfor ikke anset som et voldsomt stort problem, at disse tog skal holde stille. DSB vil desuden i "videst muligt omfang" indsætte andre togtyper i de afgange, der var planlagt at blive kørt med IC4-tog.

Ind til videre skal togene ifølge DSB sandsynligvis stå stille på sidespor, hvor der er plads, eller ved IC4-togværkstedet i Aarhus.