I Sverige ville Basim bare være svensker

Mange danskere ved ikke, hvordan de skal betegne danskere af anden etnisk herkomst. Det er dog ikke et problem i Sverige. Årsagen skal findes i historiebøgerne.

Den danske Melodi Grand Prix-vinder, Anis Basim Moujahid, måtte i weekenden forklare sin etnicitet og tilhørsforhold, da han svarede på spørgsmål stillet af avisen Informations læsere. »Jeg er ikke indvandrer. Jeg er ikke indvandret til noget land,« sagde han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark ved vi ikke altid, hvornår vi skal inkludere vores medborgere med anden etnisk baggrund i det fællesskab, vi kalder »danskere«.

Således måtte den danske Melodi Grand Prix-vinder, Anis Basim Moujahid, i weekenden forklare sin etnicitet og tilhørsforhold, da han svarede på spørgsmål stillet af avisen Informations læsere.

»Jeg er ikke indvandrer. Jeg er ikke indvandret til noget land,« sagde han, og understregede, at han trods marokkanske rødder, faktisk er dansk statsborger. 

Hvis vi kaster blikket over Øresund på vores naboer i Sverige, så eksisterer forvirringen slet ikke i samme omfang. I Sverige undgår man nemlig helst at tale om statsborgerens etnicitet. Man er simpelthen bare svensker, uanset etnisk baggrund.

»I Sverige gør man nærmest en dyd ud af ikke at omtale folks etnicitet. Man bruger ikke udtryk som svenskere af anden etnisk herkomst. De er simpelthen bare svenskere,« forklarer historiker og ekspert i nordiske forhold Lars Hovbakke Sørensen.

Lars Hovbakke ser en klar forskel på debatten om indvandrere i Danmark og i Sverige. Hvor danskerne ofte omtaler kriminelles etniske herkomst i medierne, så vender Sverige ofte kritikken indad mod landets eget system. 

»Da den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev myrdet i 2003, fokuserede man på, hvordan gerningsmanden var blevet svigtet af systemet, ikke på at han var af anden etnisk herkomst,« fortæller han og tvivler i samme åndedrag på, at det samme ville være tilfældet i Danmark. 

De forsigtige svenskere

Lars Hovbakke mener, at forklaring på normforskellene skal findes i Sveriges historiske insisteren på at være et neutralt land, som ikke træder nogen over tæerne.

»Sverige har i 200 år været kendt som det neutrale, mæglende land. Under den kolde krig førte de denne tradition videre med neutralitetspolitikken og navigerede i det internationale farvand, balancerende mellem de store lande,« forklarer han.

Sverige har også traditionelt været et internationalt orienteret samfund, mens Danmark har været en homogen størrelse med få etniske minoriteter. Her ser Lars Hovbakke også en forklaring på normforskellene. 

»Sverige har historisk været en mægler på den udenrigspolitisk scene. Sverige forsøgte at være brobygger mellem øst og vest under den kolde krig og engagerede sig også diplomatisk i konflikter i Mellemøsten. Blandt andet i Iran og Indonesien.«

Sådan bliver man tysker og franskmand

Kriterierne for hvornår indvandrere og etnisk minoriteter inkluderes i fællesskabet, er i det hele taget vidt forskelligt for, hvilke landegrænser man spejder i mod.

Frankrig har eksempelvis været en stor kolonimagt, og har haft en længere tilvænning til det multietniske samfund.

»I Frankrig ser vi et fællesskabet betinget af det franske sprog og villigheden til at indgå i det franske sekulære samfund. Man skal være villig til at lade sig integrere,« fortæller Lars Hovbakke.

Tyskerne har derimod både før og efter anden verdenskrig haft en stærk etnisk definition på, hvad det vil sige at være tysker, forklarer Lars Hovbakke.

»Tyskerne skelner stadig meget til etnicitet i den offentlige debat. Det er svært at blive rigtig tysker som indvandrer. Til gengæld regner man etniske tyskere, som bor udenfor landets grænser for tyskere.«