»I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

Det kører: Osama er på højskole. Ahmad har fået arbejde. Og Abdul har fået godkendt sin uddannelse som ingeniør. Men i de sene aftentimer bruser krigen i Syrien ud af computerskærmen og skyller hverdagsglæderne væk. Berlingske har genbesøgt flygtningene i villaen på Frederiksberg.

Ahmad Alsafadi, Abdul Rahman Arafh og Rashid Rshou ser på de seneste videoer fra den frie syriske oprørshærs erobring af en forstad til Damaskus. Foto: Nikolai Linares. Fold sammen
Læs mere

Om dagen går det »fucking godt«, siger Osama Alkanj.For to en halv måned siden, da jeg først lærte teenageren fra den nu sønderbombede by Al-Qusayr ved Syriens grænse til Libanon at kende, havde han været i Danmark i otte måneder og talte allerede flydende dansk.

I mellemtiden har den 17-årige fået så mange venner, at jeg næsten skal føle mig beæret over, at han har afsat et par timer til at mødes med mig denne søndag, hvor han er på hjemmeweekend fra højskolen i Jylland. Han har fået en smilende, rødhåret dansk kæreste, som han skriver arabiske kærlighedssange til. »Er hun ikke smuk?« spørger han og viser mig baggrundsskærmen på sin telefon. »Hun har fregner.«

Osama Alkanj er lige dele kåd teenager og hjerteskærende moden af sin alder. Han møder en med charme og optimisme. Han er ung, han er på højskole, han nyder livet. Han er lykkelig for at være i Danmark og virker ægte, oprigtigt glad.

Om dagen altså.

Om natten er det en anden historie.

»Jeg savner min mor rigtig, rigtig meget. Men jeg kan ikke lide at ringe til hende,« siger han. Osamas far forsvandt under krigens første år i Syrien og er formentlig blevet dræbt. Hans mor og søster er flygtet til og bor nu i Tyrkiet, mens de venter på den familiesammenføring, der bliver ved med at trække ud.

Om aftenen, når døren til højskoleværelset er lukket, overmander skylden ham. Over at være i sikkerhed, mens hans familie, venner og landsfolk lider i Syrien eller i nærområderne, hvor mennesker, der indtil for nyligt levede gode, regulære middelklasseliv, nu kæmper for at overleve under usikre og ofte kummerlige vilkår.

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

»Jeg elsker mit liv her. Og jeg elsker danskerne. Men jeg kan ikke lide at fortælle min venner og familie, at jeg sidder på café og drikker kakao med dig. Mange har ikke rent vand. Jeg går på højskole. De sulter. Det er meget svært,« siger han.

Om dagen elsker 17-årige Osama Alkanj sit nye liv på højskolen i Danmark. Om natten tænker han på sine syriske venner, der lever under kummerlige vilkår i nærområderne. Her er han til Eid-fest tidligere på sommeren i villaen på Frederiksberg. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Han behøver end ikke opsøge rædslerne. De er lige der, når han åbner sin Facebook: nyheder, links, videoer; billeder af landsmænd, der bliver tortureret; børn, der drukner; bomber, der dræber. Og de er lige der, når han lukker øjnene og skal sove. Brutaliteten var hans virkelighed for få år siden. Det er hans families virkelighed i dag. Men når han taler med danskere, bliver han ofte chokeret over, hvor lidt de ved om årsagen til den menneskevandring, der de seneste uger har lukket Europas motorveje, suspenderet Dublin-forordningen og sendt kontinentets politiske ledere til flygtningekrisemøder i Bruxelles.

»Alle taler om flygtninge. Men ingen ved præcis, hvorfor vi kommer. De tror, der altid har været krig i Syrien. De ved ikke, at det var et helt almindeligt land, hvor folk havde smartphones og biler. De ved ikke noget om revolutionen. De ved ikke, hvad Assad har gjort mod os.«

Og Osama, der snubler over ordene og endelig ikke vil fornærme de danske venner, han er så glad og taknemmelig for at have fået, ved end ikke, hvor han skal begynde:

»Danskerne er meget, meget søde og meget, meget følsomme,« siger han.

»De begynder at græde, bare de ser et billede af en død dreng i havet. Hvis de vidste, hvad jeg har set - ikke på billeder - men med mine egne øjne, ville de blive meget bange,« siger han.

Så det fortæller han ikke. Selvom det er det, der optager ham allermest. Mere end forholdene for flygtninge i Danmark, mere end lukkede grænser i Rødby og Padborg. Mere end halverede integrationsydelser og alt det andet, der fylder i den offentlige debat.

»I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen,« sukker han.

Abdul Rahman Arafh viser Rashid Rshou og Ahmad Alsafadi kigger et opdateret kort over hvem, der kontrollerer hvilke områder i Syrien. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

Abdul Rahman Arafh klikker videoen frem på YouTube.

Vi sidder på hans ti kvadratmeter store værelse i den gule villa på Frederiksberg, som Berlingske besøgte tidligere på året, og hvor 33 flygtninge fra primært Syrien er blevet placeret midlertidigt, indtil kommunen lykkes med at finde dem et mere permanent hjem.

Den 28-årige syriske ingeniør fra Hama, der har været i Danmark i knap et år, er næsten færdig med det højeste niveau på sprogskolen. Han har for længst fået anerkendt sin kandidatgrad og er godt i gang med søge job i store danske virksomheder. Da han for nylig og for sjov tog regeringens statsborgerskabstest på nettet, bestod han uden problemer. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro han var opvokset i Europa, fem minutter fra at være dansk.

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

Men den seneste uge har også han haft særlig svært ved at koncentrere sig.

I weekenden lykkedes det nemlig den frie syriske oprørshær, efter mange måneders planlægning, at erobre en forstad til Damaskus og dermed en række centrale check points, der før var kontrolleret af regeringsstyrkerne. Det har holdt ham vågen til kl. 05 om natten at se videoer af de oprørskampe, som kun sjældent når de internationale medier, men som han og mange andre flygtninge stadig håber kan befri deres land.

Abdul peger på skærmen. »Kig der - nu sker det!« Og kort efter ser man en gigantisk eksplosion og hører oprørerne råbe »Allahu Akbar«.

Det lyder voldsomt og ekstremt, og for de fleste danskere sikkert også vældig skræmmende at se krigen udspillet på video real time akkompagneret af arabiske glædesbrøl.

Men for ingeniøren Abdul Rahman Arafh, snedkeren Rashid Rshou og arbejdsmanden Ahmad Alsafadi, der sidder og ser på videoen sammen, er det skræmmende snarere, at ingen andre kigger med.

»Verden har lukket øjnene for Bashar al-Assads brutalitet. Vi ønsker bare fred. Men når det internationale samfund ikke gør noget, har vores folk ingen andre muligheder end selv at kæmpe for at redde deres familier,« siger Ahmad Alsafadi, der stammer fra Daraa-regionen, hvor den syriske revolution startede.

Om dagen arbejder de målrettet på en god og stabil fremtid i Danmark, hygger sig og prøver at have det sjovt. Men i de sene aftentimer bruser krigen i Syrien ud af computerskærmen og skyller hverdagsglæderne væk. Foto: Nikolai Linares. Fold sammen
Læs mere

Den 22-årige fyr er lige nu i praktik i et fragtfirma. Fra næste måned bliver det konverteret til et rigtigt job med kontrakt og skattekroner i den danske statskasse. Han smiler skævt og griner kejtet, når han løber tør for danske ord. Hans lillebror er blevet tortureret i fængslet af regeringsstyrkerne. Hans far blev dræbt for fem måneder siden i et Assad-bombeangreb, da han løb ud for at hjælpe ofrene fra et tidligere bombardement.

Af den politiske debat får man let indtrykket, at de syriske flygtninge er drevet på flugt af Islamisk Stat (ISIS). Virkeligheden er, at langt de fleste er fordrevet fra deres hjem og land af præsident Assad og hans militær. Det er regeringens krig og kaos, der har banet vejen for det ISIS, der nu konkurrerer med regimet om at være mest bestialsk over for civilbefolkningen. Flygtningene hader og frygter begge parter. Men heller ikke det er nemt at forklare danskerne, har mændene i den gule villa erkendt. Derfor dropper de som regel emnet.

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

Oprørene i YouTube-videoen er for de flestes vedkommende almindelige middelklasseborgere, der for få år siden var studerende, arbejdere, familiefædre, siger Abdul Rahman Arafh. Ligesom ham dansede de på gaderne under de fredelige protester i 2011, da håbet stadig var grønt, og verdenssamfundet endnu var i ekstase over det arabiske forår.

»Men midt i den strømmende overflod af informationer er sandheden om katastroferne i Syrien smeltet, og verden har glemt os. Jeg føler mig selv som en kujon, fordi jeg har forladt mit land. Jeg bliver sindssyg ved tanken om at sidde i Danmark og vente på, at telefonen ringer, og nogen fortæller mig, at min mor eller far er blevet dræbt. De bedste folk er dem, der stadig kæmper i Syrien - ikke os, der er flygtet til Europa i sikkerhed. De sande ofre er de kvinder og børn, som er efterladt uden noget og nu ingen andre mulighedheder har end at sulte i en flygtningelejr eller vandre langs Europas veje. Men hvad skal jeg gøre? Hvad skal mine venner gøre? Hver har sin historie, og nu sidder vi her.«

Abdul Rahman Arafh var på alle regimets arrestationslister, anklaget for landsforræderi, smugleri og for at have talt med internationale medier. Han var ikke bange for selv at blive dræbt, siger han. Men da regimet truede med at skade hans familie for at nå ham, besluttede han sig for at flygte ud af landet. I morgen fortsætter hans sprogundervisning og jobjagt på Frederiksberg. I aften lever revolutionen stadig online.

De unge mænd har takket ja til besøg, fordi de ikke føler, de kan tillade sig andet. Men egentlig vil de hellere være fri for opmærksomheden. De er vrede og skuffede over, at de rige arabiske nabolande, som de deler kultur med, blot sidder og ser til på TV, mens Syriens kvinder og børn drukner i havet på vej mod det forjættede Europa. Og de bliver triste, når de hører de europæiske politikere, som de havde så store forhåbninger til, strides om, hvordan man bedst kan iværksætte nye love, hegn og foranstaltninger, der kan holde deres landsmænd væk. De ønsker ikke at være det nationale samtaleemne. De ønsker bare at leve. Og allermest ønsker de, at deres venner og familie, som stadig er i Syrien, ikke skal stå med valget imellem at drukne i Middelhavet, rådne op i en teltlejr eller blive udraderet af et misil.

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

»Lige nu er det vores tur til at lide,« siger Ahmad Alsafadi. »Før var det andre, og om nogle år er det andre igen. Når man lukker øjnene, vil historien gentage sig. Vi håber bare, det snart holder op.«

Om seks måneder har krigen varet i fem år. Næsten 300.000 har mistet livet, mere end fire millioner er flygtet ud af landet, dobbelt så mange er på intern flugt, og løsningsmodeller, der for tre-fire år siden syntes at give mening, klinger i dag som ren utopi. Hvad skal de unge mænd i villaen på Frederiksberg gøre? Tage tilbage og blive martyrer, bede til at vesten hjælper de stadig mere pressede moderate oprørsstyrker med at nedkæmpe Assad og ISIS eller indstille sig på, at Syrien er blevet sprængt til atomer og de nok aldrig kommer hjem igen?

Når den 17-årige højskoleelev Osama Alkanj logger på Facebook om aftenen, er han også i vildrede. Skriver han noget om sit gode, nye liv i Danmark, er han bange for, at hans venner i Mellemøsten synes, han forråder sine rødder: Har han glemt, hvad han kom fra, glemt krigen, gruen, hans egen kultur? Deler han de voldsomme videoer om virkeligheden i Syrien, som den ser ud for folk, der lever der i dag, er han bange for, hans nye danske venner tror, han er ekstremist.

»Så tænker jeg, jeg skal opbygge mit liv og lære danskere at kende. Så tænker jeg, at mine landsmænd er sultne og dør hver dag. Jeg er i paradis, de er i helvede. Det er meget stressende,« siger han.

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

LÆS OTTENDE DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«