I skolen ved far og mor ikke altid bedst

Folkeskolen har et autoritetsproblem, mener professor på baggrund af ny undersøgelse. Forældrene har et stort medansvar, mener undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Eleverne må læse og regne i larm og uro, og i nogle skoleklasser tager børn høreværn på for at kunne koncentrere sig. Men nu er det nok. I en Gallup-undersøgelse påpeger et meget stort flertal af forældrene, at det er vigtigt, at lærere respekteres som autoriteter i skolen.

Ifølge en del forældre er det dog ikke sådan i virkeligheden. Knap hver fjerde forældrer oplever ikke, at eleverne respekterer deres lærere. Den nytiltrådte undervisningsminister, Ellen Trane Nørby, er klar med en opfordring til forældre og børn om at udvise respekt for lærerens autoritet i skolen.

»Der er behov for, at forældre signalerer over for deres børn, at børnene skal have respekt for lærerne og følge de retningslinjer, lærerne giver i skolen. Forældrene spiller en meget stor rolle. Hvis de over for deres børn taler skolen og lærerne ned, så forplanter det sig i børnenes syn på læreren som autoritet. Derfor ligger der et stort forældreansvar i at være med til at sikre, at klasserumsledelsen, trivslen og roen i klassen kommer til at fungere,« siger Ellen Trane Nørby (V), der i juni blev udpeget til ny børne- og undervisningsminister.

Mangel på respekt går ud over indlæring

Hun understreger, at det kan gå alvorligt ud over børnenes skolegang, hvis læreren ikke har den nødvendige autoritet.

»Hvis læreren ikke kan skabe ro i klassen og ikke bliver anerkendt som autoritet, så har man ikke et fagligt læringsmiljø, og så kan lærerne grundlæggende ikke gennemføre dét, der ligger i folkeskolens formålsparagraf, nemlig at sikre at børnene bliver dygtigere og vokser og udfolder sig som mennesker. Derfor skal der være fokus på det,« siger Ellen Trane Nørby, der glæder sig over, at hovedparten af forældrene oplever, at der er respekt om deres børns lærere.

97 procent af forældrene er ifølge Gallup enige eller overvejende enige i, at det er vigtigt, at lærerne er autoriteter, som børnene har respekt for. Men på trods af dette klare ønske må en del lærere alligevel kæmpe for at få børnenes respekt. 23 procent af forældrene er således uenige eller overvejende uenige i, at eleverne i deres børns klasser rent faktisk har respekt for læreren.

Folkeskolen har et autoritetsproblem, mener professor Lars Qvortrup og uddyber:

»Lærerautoritet er en af de helt afgørende faktorer for, at børn overhovedet kan lære noget, og det er en afgørende forudsætning for folkeskolen. Lærerautoritet er ikke noget undertrykkende eller negativt,« siger Lars Qvortrup, der er professor på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, og som tidligere dekan på DPU har beskæftiget sig med lærerautoritet.

TV: »Forstår hun mig, forstår jeg hende«:

 

Sidste år kom en ekspertgruppe med en stribe anbefalinger til daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) om at bekæmpe støj og uro i klasserne. bl.a. gennem øget fokus på klasserumsledelse og brug af logbøger, klare mål og hyppige tilbagemeldinger til eleverne. Denne tilgang vil den nye minister holde fast i, samtidig med at løsningerne skal tilpasses lokale forhold.

»Som en del af folkeskolereformen er der oprettet et korps af læringskonsulenter, som den enkelte skole kan trække på, hvis de har svært ved at håndtere de problemer med uro og manglende respekt, som denne og andre undersøgelser har peget på, at der kan være i nogle skoler. Læringskonsulenterne har klasserumsledelse, ro i klassen og trivsel som et af deres fokusområder,« siger Ellen Trane Nørby.

Børn i 1. klasse vil ikke sidde på stolen

Talrige undersøgelser har bekræftet, at det går ud over eleverne, hvis læreren ikke kan skabe ro. Eleverne i PISA-undersøgelserne klarer sig dårligere, hvis de oplever problemer med støj og uro, hvilket 33 procent af de danske elever gjorde i PISA 2012.

På samme måde har de årlige undersøgelser af elevernes undervisningsmiljø vist, at en tredjedel af eleverne i 4.-10. klasse oplever at der »hver dag« eller »næsten hver dag« er problemer med larm og støj, og at de »sjældent eller aldrig« oplever den nødvendige ro i klassen, når der undervises.

Det begynder tidligt, fortæller lektor Jan Andreasen, der er mangeårig socialdemokratisk skolepolitiker i København og debattør om folkeskolen.

»Jeg talte for nylig med en folkeskolelærer, som havde startet en ny 1. klasse op sidste år. Fire af drengene i klassen ville ikke sidde på deres stole, men insisterede på at sidde på gulvet i timerne. Da læreren henvendte sig til drengenes forældre, kunne de ikke se, at der var et problem. De syntes, deres børn skulle have lov til at sidde, som de ville. Forældre er i dag solidariske med deres børn og ikke med skolen. De tager helt entydigt børnenes parti og har ikke tillid til, at det, skolen gør, er rigtigt,« siger lektor Jan Andreasen, der i forsommeren skrev om den manglende lærerautoritet i sin blog på Politiken.dk.

Han mener dog ikke, at eksperternes anbefalinger om øget brug af bl.a. logbøger er tilstrækkelige.

»Du kan ikke tackle de problemer, lærerne står med i dag, med logbøger og klasserumsledelse. Det er set og prøvet mange gange før. Man bliver nødt til at tage fat i det grimme autoritetsbegreb, for folkeskolen lider under sin manglende autoritet,« mener Jan Andreasen.

Dengang man var bange for læreren

Skolens historie har altid været et spejl af de generelle tendenser i samfundet, og omgangsformerne i skolen har aldrig været isoleret fra udviklingen i det øvrige samfund. Men lærerne kommer fra et højt niveau. Historisk var skolens førstelærer placeret i toppen af det lokale hierarki i landsbyen, dog knap så højt som præsten.

Børns og forældres autoritetstro var til tider overvældende, og frem til 1967 måtte lærerne da også anvende korporlig afstraffelse til at understrege deres autoritet.

Men skolelærerne er blevet ramt af deres egen succes. År efter år er Danmarks unge blevet bedre uddannede, og målet om at uddanne »Danmarks bedst uddannede generation« har i årevis været en realitet. De tider er for længst forbi, hvor lærerne kunne hævde sig i forhold til forældrene i kraft af deres større viden og bedre uddannelse. Og dog.

»Omkring 1960 fremstod læreren som en autoritet og var veluddannet i forhold til de fleste forældre. De kunne straffe, og de besad en helt naturlig og også frygtblandet autoritet. Men skolen blev antiautoritær i 1970erne, hvor autoritet blev et skældsord – først og fremmest hos lærerne selv,« forklarer Lars Qvortrup.

Nutidens behov for lærerautoritet handler ikke om at vende tilbage til frygten for læreren og til tiltaleformer som »Hr. Hansen«, understreger han. Men forældrene skal respektere, at læreren besidder en lærerfaglig dygtighed, selv om der i forældregruppen formentlig er forældre, der er bedre til at stave eller har læst historie eller matematik på universitetet.

»Læreren skal være en faglig autoritet, og vi skal have respekt for deres faglige dygtighed. Lærerne skal hævde deres autoritet gennem faglig dygtighed, og de skal over for forældrene udstråle og demonstrere, at man skal besidde en endog meget stor faglig dygtighed, hvis man skal være i stand til at undervise en 3. klasse med 25 vidt forskellige børn,« siger Lars Qvortrup.