I sandhedens tjeneste

Kom han op at slås med formanden for Kritiske Licensbetalere efter at have kaldt ham et højreorienteret svin? Det er svært at vide, hvornår virkeligheden holder op, og satiren overtager. For hvad er det egentlig med ham Mikael Bertelsen?

I sandhedens tjeneste - 1
Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Interview

Mikael Bertelsen sidder i sit lille kontor i en barak i TV-Byen og ser listig ud.

»Jeg ved godt, hvad de unge siger, når de går forbi ude på gangen. Ham derinde, ved du hvad, han var engang en stor TV-stjerne. Prøv at se ham nu... han er vist også begyndt at drikke...«

Han drikker yoghurt. Meget endda.

»Da jeg var barn, kunne jeg godt sætte 16 liter til livs på en uge. Jeg levede ikke af andet. Min mor var bekymret,« siger han.

Men der er ingen grund til bekymring i dag. Han ser kernesund ud, 35-årige Mikael Simson Bertelsen, der heller ikke lider af depression over at have sagt farvel til rollen som studievært på »De Uaktuelle Nyheder« på DR2. Nu er han tilbage på det medie, hvor han bogstavelig talt trådte sine journalistiske ungdomssko. For 13 år siden var Børneradioen på P3 hans læreplads, nu gælder det voksenkanalen P1, hvor han det næste lille årstid serverer programmet »Bertelsen på P1« for lytterne hver tirsdag formiddag.

»Folk siger, hvad så, skal du så slet ikke lave TV mere, skal du så bare gå i hundene? Men jeg ser det som en enorm frihed at lave radio. En frihed, jeg ikke havde som TV-vært, for der skulle det være sjovt og hele tiden leve op til noget, vi sendte i sidste uge,« siger Mikael Bertelsen.

»P1 går jo for at være meget lavstatus i mediebilledet. Nogle gamle mænd med tung vejrtrækning. Ved at stoppe TV-programmerne nu, åbner der sig nogle muligheder, som vi ellers ikke ville have fået. Havde vi fortsat, ville vi bare være blevet mere og mere selvoptagede og mindre og mindre nysgerrige - i virkeligheden bare interesserede i vores egne virkemidler.«

»Vi«, siger Mikael Bertelsen konstant. For selv om han nu skal lave en soloplade i form af P1-programmet, så består hans faste og ubrydelige band udover ham selv af vennerne Oliver Zahle og Jens Korse. Den benhårde trio, der stod bag »Talkshowet Bertelsen« i 1999 og »De Uaktuelle Nyheder« sidste år. Og de tre herrer kender deres virkemidler.

Et af de mest synlige er Mikael Bertelsen. Han har opnået kultstatus som »De Uaktuelle Nyheder«s stive og jakkesætklædte studievært, der i en rask arrangeret rundspørge finder på at ringe folk op og spørge: Hvor gammel bliver en ræv? Eller som pludselig krakelerer totalt og falder helt ud af rollen. Som udsætter sine interviewofre for en skingrende vanvittig og ofte uforskammet behandling.

Som da han i et af efterårets programmer interviewede formanden for foreningen Kritiske Licensbetalere, Morten Messerschmidt, der også er politisk næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom. Indslaget handlede om, at Danmarks Radio er for venstreorienteret, og Bertelsen stillede nøgternt spørgsmålet: »Hvad går Kritiske Licensbetalere ud på, dit højreorienterede svin?«

Interviewet tager voldsomt fart og ender med, at Bertelsen afsynger spørgsmålet på »Internationale«, mens han lader hovedet hvile på en træblok, og en kutteklædt bøddel står i baggrunden med hævet økse. Messerschmidt har inden da fået besked om, at han bare kan give tegn til bøddelen om at svinge øksen, hvis Bertelsen går over stregen som interviewer.

Messerschmidt sidder med bestyrtelsen malet i fjæset. Han bevarer roen, mens den målløse og godt underholdte TV-seer bevarer den hængende underkæbe længe efter.

»Folk tror, at vi sloges eller ikke kunne tale sammen efter interviewet. Men vi stod ude i kontrolrummet bagefter og grinede af det. Så kan det være, at folk bliver skuffede og siger, åh, du svinede ham jo ikke til rigtigt. Men på TV og i radioen er der ikke noget, der bare er. Alt er planlagt - og alle har en plan,« siger Mikael Bertelsen.

Det havde Bertelsen, Zahle og Korse også, da det lykkedes at få Anders Fogh Rasmussen i studiet - i øvrigt få dage før det store afsluttende EU-topmøde i december - for at få svar på, hvorfor statsministeren kom med skjulte budskaber og trusler om at skyde offentligt ansatte og slå voksne ihjel på morgen-TV. Det havde »De Uaktuelle Nyheder« nemlig afsløret ved at spille nytårstalen fra forrige år baglæns.

»Vi har fordelt rollerne. Jeg er den seriøse studievært, Oliver er den sjove figur, Jens er chefforfatter. Men hele tiden går vi ind og udfordrer hinanden. Når vi får sådan en idé som med Anders Fogh, begynder vi at diskutere. Hvorfor er det sjovt? Vi ringer til hinanden klokken elleve om aftenen. Vi hidser hinanden op, og jeg siger: Jeg ringer til Anders Fogh Rasmussen.«

Under alle omstændigheder efterlader »De Uaktuelle Nyheder« TV-seerne med en nagende, men herligt pirrende tvivl om, hvad pokker det lige var, de har set. Er det gas, er det teater, er det ren satire, og hvor meget virkelighed er der med i spillet? Studievært Bertelsen med pokerfjæset bevæger sig hele tiden på kanten af det, der kunne være sandt, leger med spøg og alvor på paradoksernes tumleplads.

Mikael Bertelsen

Navn: Mikael Simson Bertelsen.

Alder: 35 år.

Profession: TV- og radiovært, journalist.

Uddannelse: Studentereksamen, runner hos Wikke og Rasmussen, selvlært og udlært i DRs Børneradio & Ungdomsradio.

Tidligere job: Murerarbejdsmand, pædagogmedhjælper, arbejdsløs, hjemmegående husfar, radio-medarbejder og producer på DR i Børneradioen og på P4 på P1, leder af radioens ungdomsredaktion, udstationeret i Thailand i et FN-projekt, studievært og programtilrettelægger på »Bertelsen - DR2s Talkshow« og »De Uaktuelle Nyheder«.

Nuværende job: Fra 28. januar studievært på P1 på programmet »Bertelsen på P1«.

Familie: Gift med afdelingschef på IBM, Malou Aamund, har to døtre på syv og tre år.

Baggrund: Vokset op på Østerbro, senere i Blovstrød, har en to år ældre søster. Gået på friskolen Hillerød Lilleskole til han var ni år, derefter på Blovstrød Skole. Gik få uger på Det Frie Gymnasium, blev student på Akademisk Studenterkursus.

Priser: »Årets medie« Nat&Dag-prisen 1999 for talkshowet »Bertelsen«. DR's »Kryger-Pris 2002« for radioprogammet »Skjoldhøj Arkivet«.

Tøjstil: Aldrig spraglet, ikke hippieagtigt, hellere kostskole-stil ligesom Harry Potters pullover.

»Vores programmer kan godt opfattes som nogle gåder, nogle porte, der skal åbnes. Hvornår starter ironien, satiren? Folk skal være i tvivl - om det er sjovt, om det er alvor, eller hvad det er. Men alle interviewpersoner er briefet utrolig meget, folk skal være med på det, og man skal som interviewer være fuldstændig ærlig,« siger Mikael Bertelsen, der er klart inspireret af Poul Nesgaard og hans TV-magiske og sandhedssøgende programmer i 80erne.

For Bertelsen er ironi er ikke et værktøj, han tager ned fra en hylde. Man tror ham gerne, for et møde med Mikael Bertelsen er et møde med en mand, der hele tiden leger med ordene, smager på sin egen refleksion over et eller andet, og som konstant lader sin indre lurendrejer være med på linjen.

»Oliver har sagt noget med, at jeg kan være ligesom en skildpadde. Han havde en skildpadde, da han var lille. Du kan altid se på en hund, om den er sulten, men når han kiggede på den der skildpadde, kunne han aldrig finde ud af, om den var i godt eller dårligt humør, eller om den var sulten. Og så siger han, at jeg nogle gange laver skildpadden. Hvor folk ikke rigtig kan finde ud af, hvor de har mig.«

Skildpadde eller ej, Mikael Bertelsen vil gerne have kontrol.

»Jeg er sikker på, at jeg er total kontrolfreak. For eksempel hvis jeg skal lave et interview. Jeg betragter det ligesom at være pilot på et fly. Det kan godt være, at der er lidt turbulens, men flyet skal ikke styrte ned. Jeg forlanger det samme af min forberedelse til et interview, som jeg vil forlange af den flymekaniker, der skal tjekke det fly, jeg skal flyve med.«

Han er også sikker på, at det har noget med hans barndom at gøre. Mikael Bertelsen voksede op i Blovstrød i et kulturradikalt hjem, og hans forældre var ikke just dårligt stillet. Mikael Bertelsens far er arkitekt Gunnar Bertelsen, der i dag er 80 år, og som blandt andet var medejer af Cafe Victor, har boet og arbejdet flere steder på kloden, blandt andet i Japan, hvor han byggede en hel by på øen Okinawa, bygget SAS-hoteller i Kuwait og meget mere.

Faren var med til at stable friskolen Hillerød Lilleskole på benene, og her skulle sønnen Mikael oplæres i virkeligheden ud fra et frisindet og progressivt perspektiv.

»Vi havde ingen bøger - men mange temauger. For eksempel en uge, hvor vi gik med bind for øjnene for ligesom at udvikle de andre sanser. Og vi holdt hele tiden fællesmøder, hvor hele skolen var samlet for at diskutere et eller andet emne. Vi var engang på lejrskole, hvor vi skulle bo fuldstændig som i stenalderen. Mine forældre sendte en pose popkorn op til mig, men posen blev konfiskeret af lærerne, for der fandtes jo ikke popkorn i stenalderen. Så en aften listede vi op for at kigge ind ad vinduet i lærernes hytte. Der sad de og drak øl... og spiste popkorn.«

Således frataget illusionerne kom knægten i den kommunale skole, hvor der var både noget så eksotisk som skolebøger samt især kammerater, der var lige så vilde med fodbold, som Mikael var. Senere forsøgte den unge mand sig på Det Frie Gymnasium, men det holdt kun et par uger. I stedet blev visdomsord og lærdom opfanget på studenterkursus.

Hvad med dit ungdomsoprør - havde du et oprør mod dine forældre?

»Det tror jeg ikke, jeg har haft. Hvis jeg farvede hår eller et eller andet, var det ikke noget, der kunne forarge dem. Nej, jeg kan huske, min far engang sagde til mig, at hvis jeg ikke røg og drak som et svin, når jeg blev 18 år, så ville jeg ikke få noget kørekort. Ha ha ha, så jeg tror, mit ungdomsoprør var at lade være.«

Du overvejede på et tidspunkt at blive arkitekt ligesom din far. Lå der et pres fra dine forældre der?

»Øh, nej... men jeg tror nok, de har været nervøse. Jeg var ude at sejle jorden rundt med to kammerater i en sejlbåd, og min far sendte indmeldingspapirer til universitetet ud til sejlbåden. Da havde jeg sejlet i seks måneder, og det virkede helt forkert at sidde og kigge på indmeldingsblanketter. Jeg skrev tilbage sådan noget med: Jeg har brugt universitetspapirerne som toiletpapir, for det har vi ikke her ude på båden. Nej, jeg er aldrig rigtig blevet presset til at skulle gøre noget eller har fået skældud. Min far havde engang nogle Arne Jacobsen myre-stole. Jeg og mine venner savede ryglænene af og lavede nogle guitarer ud af dem ved at banke en pind på som gribebræt. Det var jo nogle fine stole, men der var ikke skyggen af skideballe. Jeg tror, mine forældre syntes, det var fint, at vi brugte stolene kreativt.«

Den unge Bertelsens lidelser nåede dog et højdepunkt, da han var 18-19 år og var i gang med at spille trommer i et punkband og henslæbte dagen i lediggang.

»På det tidspunkt havde jeg nogle venner, der var fire-fem år ældre end jeg. De spillede musik, lavede film og sådan noget. I dag er det ekstremt lavstatus at være arbejdsløs, det er noget af det værste, der kan overgå en. Men dengang - i miljøet efter punkbevægelsen - hvor folk uden at kunne spille bare spillede et instrument. Og selv om de overhovedet ikke kunne tegne gjorde det alligevel, fordi de havde lyst til det. Dengang var der jo ikke alt det der med aktivering. Man kunne vælge at blive arbejdsløs for at få tid til at gøre alle de her ting. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg ville. Så jeg valgte at blive arbejdsløs. Men i modsætning til mine venner var jeg ikke særlig god til det. Jeg var mere bange for, at nu kører samfundstoget fra mig, og jeg er ikke med... jeg ligger ligesom her klokken elleve om morgenen og skal ikke noget. Det havde jeg det meget mærkeligt med, jeg kunne slet ikke hvile i det. Efter den periode, hvor jeg var arbejdsløs, begyndte jeg på Børneradioen. Det var første gang, jeg tænkte: Okay, det her er jeg god til. Jeg kunne mærke, at jeg kunne blive en af de bedste til det.«

Mikael Bertelsen arbejdede sig ind på stoffet på Børneradioen og på P4 og endte midt i 90erne med at blive chef for radioens ungdomsredaktion på DR. Radiohåndværkeren var udlært, og Bertelsen begyndte at undervise andre og yngre kolleger i at lave både utraditionel og især anti- autoritær radio. Ud fra mottoet: Man skal hele tiden stille spørgsmål og ikke bare have respekt.

I 1998 blev Mikael Bertelsen lånt ud af DR til et FN-projekt i Thailand.

»De havde ikke radio- eller TV-stationer, der kunne minde om noget, der var anti-autoritært i Thailand. FN havde et projekt med, at unge thailandske journalister skulle lære at interviewe autoriteter. Ikke være bange for at stille spørgsmål. Indtil da havde de bare lavet amerikansk DJ-radio.«

Bertelsen oplevede blandt andet en begravelse af en ung bygningsarbejder, der var faldet ned fra 18. sal på et byggeri af et luksushotel i Chang Mai. Hvorfor? Fordi arbejderne boede og levede på arbejdspladsen og fik proppet amfetamin i maden, så de var mere effektive og ikke behøvede så meget søvn.

Danske Bertelsen var ikke sen til at foreslå, at det skulle de unge thailandske reportere naturligvis lave et radioindslag om. At arbejdsgiverne puttede amfetamin i arbejdernes mad. Det blev dog aldrig til noget, frygten for konsekvenserne var for store. Thailænderne lavede blot sådan en lyd, bummmm! Hvilket betød, at hvis de lavede sådan et indslag, ville radiostationen blive sprængt i luften.

»Efter at vi havde droppet ideen med at tage rundt og få analyseret mad på arbejdspladser og så videre, sidder vi en aften på en restaurant i byen. Pludselig er der en elefant, der begynder at skrige og træde op på kølerne på bilerne i trafikpropperne. Jeg spørger, hvad er det, der sker? De siger, jamen det er enormt svært for de der landarbejdere. De lever af at komme ind til byen og sælge bananer. Men sådan en elefant skal have 100 kilo føde om dagen. Hvis de giver den lidt amfetamin, kan den gå ind til byen og tilbage igen uden at skulle hvile, og den skal heller ikke have så meget at spise. Men så sker det nogle gange, at en elefant kortslutter.«

Det ender med, at thailænderne laver et glimrende indslag om elefanter på speed. Bertelsen tager hjem til Danmark med mange tanker om frihed og medier.

»Vi bliver nødt til at tage alvorligt, at vi har friheden til at lave underholdning, der ikke som i Thailand behøver at være afhængig af amerikanske filmselskaber, sponsorering, penge og bestikkelse. Vi har noget, der hedder Danmarks Radio, hvor vi kan lave det, vi har lyst til.«

Den voksne Bertelsen ser tjansen på P1 som en pause, et mellemspil. Ligesom da han var hjemmegående husfar for sine to små piger for et par år siden. Hans kone, Malou Aamund, var udstationeret i New York for IBM, og Mikael Bertelsen påtog sig bogstavelig talt rollen som manden i huset i USA. Dengang var han ikke bange for, om han nu kunne komme tilbage og ikke glide ud i glemslen. Eller ende med at sidde på et afsides kontor i TV-byen - som en anakronisme med fremtiden bag sig. Men han er ikke færdig med TV og drømmer om at lave den helt store segmentknuser af et underholdningsprogram i bedste sendetid.

»Jeg gør det jo også, fordi det er fedt. Når folk kommer og siger, jeg så dig i TV, det var godt, tak for det. Det er jo en fed fornemmelse. Alle vil jo gerne bekræftes. Det er meget få mennesker, der er i stand til at være ligeglade med at få respons fra andre. Det er en stor del af det. Jeg tror, jeg er lige så vild med det som Jon fra Popstars,« siger Mikael Bertelsen.

Og ræven?

Den kan blive tolv år gammel.