I nærkontakt med Biblen

Der er planer om at bygge et bibelsk oplevelsescenter i København. Centret skal gøre det muligt at opleve Biblen på en helt ny måde. Det mange millioner kroner dyre center skal måske huses i en nedlagt kirke på Østerbro.

Ill: Udsnit af Michelangelos The creation of Adam i Det Sixtinske Kapel Fold sammen
Læs mere

Efter at have underholdt på alt fra pergament til computerskærm er Biblen klar til at optræde på en helt ny måde – som et oplevelsescenter.

Det mener Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frederiksberg, der sammen med de tre biskopper på Sjælland, Bibelselskabet og andre ligesindede vil opføre et såkaldt Bibliarium i København.

Det bibelske oplevelsescenter skal på en helt ny måde gennem lyd, billeder og interaktivitet fortælle de gamle historier om alt fra Kain og Abel og jødernes flugt fra Egypten til Jesu liv og levned samt apostlen Paulus’ breve.

Ifølge Helle Krogh Madsen fra skoletjenesten vil et Bibliarium være for voksne og børn, for institutioner og til konfirmandundervisning, lige som det vil være en turistattraktion i hovedstaden.

»Oplevelsescentre er oppe i tiden. De giver mulighed for at lære og tilegne sig viden på andre måder end traditionelle museer og bøger,« siger hun:

»Så hvorfor ikke også et der kan formidle en bog, der har betydet så meget for kultur og historie, som Biblen har. Et center vil give en oplevelse af, hvad Biblen er for en størrelse.«

Som at være der selv
Foreløbig har initiativtagerne til Bibliarium modtaget en halv million kroner fra Folkekirkens Udviklingsfond og godt 100.000 kr. fra Københavns Stift. Pengene bliver brugt til at udarbejde forprojekter, der er nødvendige for at søge fondsmidler.

Der vil dog ikke blive søgt midler fra fonde, der vil have Bibliarium til at formidle religiøse budskaber.

»Det vil ikke være forkyndelse,« understreger John Rydahl fra skoletjenesten:

»Men det vil give mulighed for at illustrere, hvad skabelse er for en størrelse i et religiøst sprog.«

Helle Krogh Madsen tilføjer, at »for at forstå litteratur og billedkunst er det godt at kende Biblen«.

»Der er tit hentet inspiration i Biblen. Den er nøglen til at tolke kunsten,« forklarer hun.

Initiativtagerne vurderer, at Bibliarium vil koste 60-120 mio. kr. at bygge. Det skal være på 2.000 m2, og det skal, som John Rydahl udtrykker det, »være som at træde ind i Biblen og opleve nogle af dens fortællinger.

»Det skal være som at gå gennem ørkenen og se, hvordan israelitterne blev drevet ud af Egypten,« siger han.

Håber at åbne i 2012
Måske kommer Bibliarium til at ligge i en nedlagt kirke. Således har initiativtagerne fået en henvendelse fra Rosenvænget Sogn på Østerbro. Der er ikke folkekirkemedlemmer nok i sognet til tre kirker, og hvis der bliver en kirke i overskud, kan den ende med at genopstå som Bibliarium.

»Umiddelbart er der to mulige emner, Lutherkirken og Frihavnskirken,« fortæller John Rydahl:

»Vi er positive og står klar med arkitekter til at undersøge det. Men det kræver selvfølgelig, at menighedsrådet går med til det.«

En anden mulighed er, at Bibliarium kommer til at ligge i Ørestaden i forbindelse med, at der bliver bygget en ny kirke i området.

»Vi vil gerne have det i tilknytning til et kirkerum. Der er en sammenhæng mellem kirken og Biblen,« forklarer Helle Krogh Madsen.

Håbet er, at Bibliarium åbner i 2012. Eller i 2014, der er 200-året for Bibelselskabets stiftelse.