I mørke er alle krager grå

Genetikken har afsløret, at fuglenes verden vrimler med faderskabs- sager. Fugle er nemlig ikke nær så monogame som hidtil antaget.

Kenneth Kragh Jensen foran kragetræet ved Syddansk Universitet i Odense, hvor en stor flok fugle hver dag samles i skumringstimen.<p>Foto: Erik Luntang Fold sammen
Læs mere

Vintersolen sænker sig over den iskolde bøgelund få hundrede meter fra Kenneth Kragh Jensens vindue på Syddansk Universitet Odense. Hver eftermiddag, umiddelbart inden solen forsvinder fra den røde himmel, ankommer omkring 2.000 krager, alliker og råger, der sætter sig til hvile for natten i de største træer.

Ofte står Kenneth Kragh Jensen i varmen på sit kontor og spekulerer på, hvad der egentlig foregår mellem de mange fugle, der samles i træerne.

Hvorfor en stor flok fugle, som om sommeren spredes i par over et stort areal, vælger at slutte sig sammen i vinternætterne, ved ornitologerne kun lidt om. Den mest avancerede teori går ud på, at fuglene mødes for at udveksle informationer om, hvor der er føde i området, omtrent ligesom bier i en bikube.

»Selv hælder jeg mest til den mere enkle teori om, at fuglene bedre kan holde på varme, når de er i flok,« siger Kenneth Kragh Jensen, der er adfærdsbiolog og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet.

Fuglene har mange hemmeligheder, og Kenneth Kragh Jensens ph.d.-afhandling handler om at løfte sløret for nogle af dem. For at komme dybere til bunds i mysteriet om, hvordan fuglene kommunikerer, benytter han blandt andet DNA-fingerprinting. En metode, der også bruges inden for retsvæsenet, når man skal identificere gerningsmænd.

Kenneth Kragh Jensen vil bruge DNAets »stregkoder« til at finde ud af, hvilke fugle i et bestemt område, der er i familie med hinanden.

»Når vi finder ud af, hvilke fugle der er fædre til hvilke unger i et bestemt territorium, er vi bedre i stand til at forstå og fortolke den sang og de kald, fuglene sender ud,« siger Kenneth Kragh Jensen.

Mange forskere har naturligvis undersøgt fuglesang i tidens løb, men indtil nu ved man kun lidt om, hvordan fugle kommunikerer, og hvad de kommunikerer om.

I en række forsøg vil Kenneth Kragh Jensen søge at erstatte gætterierne med fakta. Ved hjælp af en forsøgsopstilling, der lærer en fugl at trykke på en knap, når den hører bestemte lyde, vil han indkredse det nøjagtige frekvensområde, som krager hører i.

Ved at montere mini-mikrofoner tæt ved trommehinden på en krage vil han måle, hvordan indtrængende lyd resonerer og ændres inde i fuglekranier for dermed at opnå en meget mere præcis viden om, hvilke slags lyde kragerne reelt har mulighed for at høre.

Endelig skal fuglenes reaktioner på krageskrig med varierende styrker fra højtalere undersøges.

De nøjagtige studier af fuglenes krah-skrig skal derefter sammenholdes med en kortlægning af familierelationerne i et bestemt fugleområde. Ved at samle DNA-prøver fra ynglende fugle og redeunger i forskellige fugleterritorier vil Kenneth Kragh Jensen undersøge, om kragernes skrig kan have indflydelse på, hvem der er far til hvem.

Fra tidligere genetiske undersøgelser ved man, at fugle ikke er nær så monogame i deres parforhold, som man inden for den klassiske ornitologi antog dem for at være. En krage-han kan således vise sig at være far til flere af ungerne i andre kragepars reder.

Kenneth Kragh Jensen vil afsløre, om en dominerende hankrage ved hjælp af sin krahen er i stand til at lade hunnerne i området forstå, at han er en bedre partner end de hanner, hunnerne hver især normalt er sammen med.

»På grund af kragens meget korte skrig har man hidtil ment, at dets funktion kun var en territorial-markering. Men det kan være, at visse hankrager har noget i deres skrig, der fortæller hunnerne, at her er en særligt parringsværdig han,« siger Kenneth Kragh Jensen.

Kenneth Kragh Jensens forskningsprojekt er et eksempel på, at DNA-teknikken har haft en voldsom indflydelse på dyreadfærdsforskningen. Særligt inden for dyrearter, hvor familierelationerne ikke uden videre lader sig fastslå ved almindelig observation. I mørke er alle krager jo grå.

»Populært sagt har adfærdsbiologerne anlagt en stribe faderskabssager over hele dyreverdenen. Gang på gang viser det sig, at par inden for arter, man hidtil har regnet for at være monogame, ofte kun er det socialt, for eksempel hvad angår forældreomsorg. Genetisk kan man konstantere, at der har været en anden han på spil,« siger Torben Dabelsteen, der er lektor i adfærdsbiologi på Københavns Universitet.

Sammen med ph.d.-studerende Angelika Pösel er Torben Dabelsteen i gang med et studie af blåmejser, der i lighed med Kenneth Kragh Jensens projekt skal afgøre forbindelsen mellem sang og faderskaber. Ligesom hos kragerne er blåmejsernes troskab over for deres partnere tilsyneladende stærkt overvurderet.

»Indtil videre kan vi konstantere, at hannernes sang har en eller anden slags indflydelse på, hvem der får lov at befrugte hunnerne. Men derudover synes fjerdragten at spille en rolle. Noget tyder nemlig på, at jo mere ultraviolet lys der udsendes fra hannens fjer, jo større er hans muligheder for at få lov til at sprede sit gen. Den mest blå fugl er mest eftertragtet,« siger Torben Dabelsteen.

I modsætning til, hvad der synes at være tilfældet hos kragerne, hvor det er hannen der opsøger hunnerne, er det blandt blåmejser hunnen, der flyver ud og finder den mest attraktive han i området at kopulere med. For derefter at flyve hjem til den faste lillefar i reden.

Genkortlægningen blandt fugle har bragt andre opdagelser med sig, som for eksempel at nogle hunner spreder deres æg i flere andre reder, mens den samtidig selv ligger på rede. Der er også kastet nyt lys over fænomenet, at et fuglepar af og til har en tredje fugl til at hjælpe sig med at bygge rede og finde mad til ungerne. Den tredje fugl, ved man nu, er som regel en ældre søskende fra et af parrets tidligere kuld og altså ikke en fremmed fugl.

»Alt i biologiens verden handler om at sikre artens stærkeste gener på den mest effektive måde. Derfor er det guld værd for os adfærdsforskere, at vi i dag kan følge genernes vandring fra individ til individ i store dyreflokke,« siger Kenneth Kragh Jensen.

For de, der måtte være forargede over, at fuglepar ikke er nær så tro som tidligere antaget, kan man blot minde om, at mellem fem og otte procent af alle danskere ikke har den biologiske far, som de tror, de har. Det blev afsløret i begyndelsen af 1990erne, da læger begyndte at screene fostre for arvelige sygdomme. Lægerne holder naturligvis sidespringene hemmeligt for de gravide forældre af hensyn til familiefreden.