I grevindens ånd

Dannerhuset skal renoveres for 86 millioner kroner. Efter 30 år med »ingen kvindekamp uden klassekamp« er rødstrømpehøjborgen blevet et moderne kvindekrisecenter med egen direktør. Og nu skal den fredede bygning fremtidssikres - med respekt for historien.

For fem år siden blev Vibe Klarup Voertman ansat til at gøre Dannerhuset til en professionel, humanitær organisation. Stod det hende, burde der gøres noget ved de fire, meterhøje røde kvindetegn, der har prydet de to store vinduer på Dannerhusets facade i mere end 30 år, men her er hun kommet til kort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis det stod til Vibe Klarup Voetmann, så burde der gøres noget ved de fire, meterhøje røde kvindetegn, der har prydet de to store vinduer på Dannerhusets facade gennem mere end 30 år. Ved at modernisere udtrykket lidt, så facaden ikke signalerer så meget fortid.

Men her kommer den moderne og fremtidsorienterede direktør for det velkendte kvindekrisecenter til kort. Kulturarvsstyrelsen holder en fredende hånd over kvindebevægelsens og rødstrømpernes knyttede næver, som siden de kaotiske besættelsesdage i november 1979 har skreget »ingen kvindekamp uden klassekamp« ud over Gyldenløvesgade og Sankt Jørgens Sø.

Så kvindetegnene bliver. Mens ellers er det slut med basisgruppedemokratiet og fællesrådsmøderne, forbudt for mænd-politikken og pulterrumsromantikken for de 35 ansatte og 200 frivillige, som årligt hjælper 1.000 voldsramte kvinder og børn. Ledelsen og dagligdagen blev moderniseret og professionaliseret for fem år siden, og nu er det bygningernes tur.

I næste måned går håndværkerne i gang med en gennemgribende renovering til 86 mio. kroner. Betalt for - ikke af en folkeindsamling som i 1980, men af nogle af storkapitalens mest velpolstrede fonde. Først og fremmest Realdania, men også A.P. Møller, Nordea, Augustinus og den amerikanske Oak.

»Et ganske særligt hus«

»Rådgivning« står der malet på døren. Og nedenunder et ydmygt papskilt, der viser ind til »Vibe (direktør)«. For fem år siden blev Vibe Klarup Voertman ansat til at omlægge Dannerhuset fra græsrodsstyret kvindehus til en professionel, humanitær organisation. Og i løbet af tre år steg årsbudgettet fra fem til 15 mio. kr. Og huset har nu egne psykologer og et videnscenter, som bidrager til forskning i den vold mod kvinder, der kommer frem i lyset med eksplosionsfarlig hast.

»Det er et ganske særligt hus, bygget af kvinder og med det formål at huse kvinder. Der er rigtig meget fortid, mange følelser og stolthed her i Danner. Men vi vil også skabe billeder af nutiden og fremtiden, og snakke moderne ligestilling med både mænd og kvinder« siger Vibe Klarup Voetmann, mens hun viser rundt i Dannerhuset.

Kvinder besatte huset

Endnu emmer den fysiske fremtoning af gamle dage. Dengang på en mørk 2. november i 1979, da 300 kvinder stormede og besatte grevinde Danners stiftelse for »Fattige Fruentimmere af Arbejderklassen« for at etablere krisecenter for voldsramte kvinder. Bygningen var forinden blevet solgt til nedrivning og efterfølgende opførelse af et nyt kontorhus til det daværende entreprenørfirma A. Jespersen og Søn, men da kvinderne og naboerne fra Nansensgade indledte en fredningssag, så kølnedes entreprenørinteressen, og firmaet gav kvinderne to måneder hen over julen til at skaffe 2,8 mio. kr. til køb af huset.

En af de største folkeindsamlinger i danmarkshistorien gik i gang, og med bred politisk opbakning fra bl.a. fremtrædende kvindelige politikere i Folketinget, så lykkedes missionen. Grevinde Danner Stiftelsen blev en realitet, og arbejdsløse kvindelige håndværkere gik i gang med restaureringen.

Dannerhuset blev en af Kvindebevægelsens største sejre - det første af de i dag 39 krisecentre over hele landet. I årevis holdt grupper som Rødstrømperne, Økofeministerne, Joan-søstrene og Feministisk Selvforsvar til i huset, og Dannerstiftelsen var ramme om store årlige manifestationer på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

Her godt 30 år efter er trappegangene stadig holdt i turkis og blå farver, og rødstrømpekunsten hænger fortsat på væggene: plakater med teksten »Kvinder bryd ikke sammen, BRYD UD« ved indgangen, en collagesamling af forsider af rødstrømpernes magasin KVINDER på direktørens kontor, og en megafotostat af kunstneren Kirsten Justesens feministiske hovedværk Lunch fra 1975 i den pompøse foyer, der ikke har været brugt i 30 år.

Men først og fremmest er huset nedslidt, og de 18 boliger til de voldsramte kvinder er små rum med fælles bad, toilet og køkken på gangen.

»Ingen adgang«, står der på døren til 2. sal. En kvinde fra et sted i Mellemøsten og hendes børn står og bager boller i fælleskøkkenet. Men ellers er her blæst. Beboerne holder sig væk, når der er pressebesøg. Reglerne er klart stillet op på forhånd: Ingen snak med kvinderne eller børnene. Og slet ingen fotos.

»Vi er hysterisk stejle med at beskytte beboerne fra offentligheden,« forklarer Vibe Klarup Voetmann.

Antallet af kvinder og børn udsat for vold er steget voldsomt siden besættelsen af Dannerhuset. 125 pct. flere henvendelser på fire år - næsten 2.000 ringer og skriver hvert år med spørgsmål om f.eks. en kollega eller pårørende, der er udsat for vold.

»Måske er vi ved at bryde et tabu, så danskerne i højere grad tør spørge og vise bekymring, når det gælder vold i hjemmet. Det vil være stort, hvis det private kunne blive politisk på det her område,« smiler hun med henvisningen til et af Kvindebevægelsens kampråb.

Fra hele verden

Små flag på et verdenskort i rådgivningsrummet i stueetagen viser, at kvinderne i Dannerhuset kommer fra hele verden. Flere en halvdelen er i dag kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Mange kommer fra Mellemøsten, og mange er fra Thailand og Rusland; kvinder, der har indgået hvad Voetmann kalder »postordreægteskaber« med en dansk mand.

»Det bliver fantastisk at få et hus, hvor vi kan byde kvinder og børn velkommen i lyse lokaler med højt til loftet og med en hyggelig indretning og med respekt for historien,« siger Danner-direktøren og fortsætter begejstret med at fortælle om den kommende terapihave, der skal etableres bag den gamle dør med den 70er-tekst, der får lov til at overleve i det nye hus:

»Sidste kvinde låser døren«.