I Greve sætter de grænser for kram

En børnehaveklasse i Greve har indført krammepolitik med faste krammeregler, fordi klassen var plaget af vilde kram, uro og grænseoverskridende adfærd. Og det har været godt for børn og lærere.

Hvis man spreder armene ud, viser man, at man gerne vil krammes. Hvis man ikke har lyst til at kramme nogen, bliver man siddende på sin plads. På Holmeagerskolen i Greve må børnene i børnehaveklassen kramme hinanden to gange om dagen. Hvis de krammer, skal de overholde krammereglerne. Lærerne har sat krammene i system, fordi de oplevede, at der blev krammet lige lovligt ofte og lige lovligt hårdt. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Frederik er ikke i tvivl. Han går altid ind i »krammezonen«, når det er krammetid. Altid!

»Det gode ved et kram er, at man får dejlige følelser,« forklarer Frederik Vassing Berggren på syv år. Han går i 0.a på Holme­agerskolen i Greve.

Men selv om et kram fra et barn kan synes sødt og uskyldigt, har de små skolebørns kærlige kropsytringer givet anledning til meget uro i børnehaveklassen. Faktisk har krammeriet en overgang været så voldsomt og forstyrrende, at lærerne har indført et krammereglement med faste tider og regler for, hvordan der skal krammes.

»Man må kramme om morgenen og lige inden SFO. Vi må ikke kramme bagfra, men skal kramme forfra. Man må selv bestemme, om man vil kramme, eller man ikke vil,« forklarer Sophia Bachmann Teute på seks år reglerne til Berlingskes udsendte.

Kram gav konflikter mellem børnene

For mange voksne danskere er det svært at finde ud af, om de skal stikke poten frem til et håndtryk, eller om de skal være mere friske og uformelle og give et kram. Dansk Håndtryksforening er således opstået for at sikre håndtrykkets position i en stadigt mere intim og krammende verden, og blandt folkeskolelærere har det været diskuteret, om de mandlige lærere kunne tillade sig at give eleverne kram af frygt for pædofilianklager.

Det var dog slet ikke den form for bekymringer, der plagede de voksne i børnehaveklassen i Greve. Holmeagerskolen er ligesom andre folkeskoler i disse år i gang med en større inklusionsøvelse, der skal sikre, at børn, der tidligere gik på specialskoler, nu kan undervises i de almindelige folkeskoleklasser.

Derfor rummer børnehaveklassen i år fire børn med autismespektrum-forstyrrelser og et barn med høre-tale-vanskeligheder. Dertil kommer en række børn med andre udfordringer, der skal tages særligt hensyn til. Denne cocktail kræver løsninger på nogle meget konkrete problemer, som kan virke små og ubetydelige – for eksempel kram – men som kan vokse sig store.

»Vi havde en udfordring med et barn, der var meget grænseoverskridende og hele tiden lå hen over de andre. Han kunne komme stormende bagfra og kramme, og det kunne de andre ikke lide. I timerne havde vi svært ved at skabe ro, fordi der kunne ligge otte krammende børn oven på hinanden. Det blev for meget og endte ofte i en konflikt,« forklarer børnehaveklasseleder Camilla Forsberg.

Specialpædagogisk konsulent Dina Berg Hauritz fra PPR i Greve uddyber:

»Med de mange kram prøvede drengen at fortælle de andre, at han syntes, de var søde. Det var svært for os hele tiden at irettesætte ham for noget, han gjorde i sit hjertes godhed.«

Derfor fik klassen en krammepolitik med krammetid, krammezone og krammereglement. Og tænk – det virker.

»Krammezonen har lært drengen at navigere, så han ved, hvornår det er tilladt at kramme, og hvornår det ikke er tilladt. Alle børnene har lært nogle teknikker, så de kan se, om de andre børn har lyst til at kramme eller ej,« forklarer Camilla Forsberg.

 

»Vi krammede for vildt«

Inklusionsprojektet i børnehaveklassen er en del af et forskningsprojekt i Undervisningsministeriet. Der er tilknyttet ekstra ressourcer til klassen, og det har givet mulighed for såkaldt co-teaching, hvor ansatte fra de almindelige folkeskoler og fra specialområdet samarbejder om undervisningen i klassen. Det skal sikre en undervisning, der passer til både de inkluderede børn og til de øvrige børn i klassen.

Camilla Forsberg læser en lille historie op for børnene, der repeterer krammereglerne. Og så er de klar til dagens første krammetid.

To, tre, ti, tolv, femten børn myldrer op i krammezonen til Camilla Forsberg og Dina Berg Hauritz, og så bliver ellers der uddelt kram i alle sværhedsgrader – fra de heftige, knusende bjørnekram med store grin på til de mere inderlige, bløde kram. Alle kram efterfølges af et »tak for kram«.

Seks børn bliver siddende på deres pladser, men to af dem fortryder og tusser op i krammezonen for at være med.

Men går det ikke ud over resten af klassen, at der skal laves stive, firkantede regler for, hvornår og hvordan man må kramme? Nej, tværtimod.

»Det begyndte med, at vi ville hjælpe drengen, men det har udviklet sig til at være en vigtig del af vores klassefællesskab og børnenes trivsel. Det har skabt en form for holdånd. Børnene får mulighed for at komme tættere på hinanden, og vi lærere får hver dag sagt hej til alle børn,« fortæller Camilla Forsberg.

Frederik kan godt huske, hvordan det var, før krammereglerne blev indført.

»Dér krammede vi hele tiden. Vi krammede for vildt. Det var så irriterende, så de voksne sagde, vi skulle have krammezoner.«

Sker det en gang imellem, at I ikke gider at blive krammet?

»Det kan jeg ikke komme i tanke om,« svarer Sophia.