I fængsel for overfald på MF'er

En 25-årig mand blev onsdag af Retten i Herning idømt seks måneders fængsel, efter at han i fredags nikkede en skalle til folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen (K).

Overfaldet skete på Diskotek 60'eren i Søndervig i Vestjylland.

Sammenstødet skete komplet umotiveret, og Per Ørum Jørgensen hverken kender eller havde talt med den 25-årige på forhånd.

Folketingsmanden fik ved overfaldet en flænge over venstre øje.

Straffen omfatter også et overfald, som den 25-årige begik den 30. december sidste år, oplyser anklageren. Manden har siden da undladt at møde op til flere retsmøder. Den lange straf vidner desuden om, at manden er kendt af politiet i forvejen.

/ritzau/