»I den såkaldte ex-rygers verden er den uskyldige festsmøg den farligste af dem alle«

I 14 år har vores videnskabsmedarbejder forsøgt at blive sin tobaksafhængighed kvit. Læs hans ærlige beretning og hør, hvorfor han uden at blinke ville kaste sig over tilbud om gratis nikotintyggegumi.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Man siger, at mennesker, der er holdt op med at se dybt i flasken, altid vil være alkoholikere. Og det uanset hvor længe, der er gået, siden de tømte den sidste Master Brew.

I den forstand er jeg evig storryger, selv om jeg – i princippet i hvert fald – har droppet smøgerne.

Jeg har kontinuerligt forsøgt at holde op med at ryge, lige siden min ældste datter blev født for snart 14 år siden.

Jeg var 41 år og havde nydt mine ti daglige Kings eller Queens eller hjemmerullede Bali eller Drum, siden jeg var 18-20 år. Jeg måtte ryge på arbejdet, i toget og på samtlige værtshuse, og det var stort set lige så naturligt som at – nå, ja – trække vejret.

Hverken jeg eller konen kunne imidlertid sidde de voksende mængder rygeadvarsler overhørig, ikke mindst med et barn i vente. Hvorfor jeg kvaste den sidste filterløse smøg (troede jeg) og investerede i såvel nikotintyggegummi som nikotin-inhalator.

Efter tre dage kom den første dybe krise. Jeg skulle til tandlæge og have foretaget rodbehandling, og på min adrenalinpumpende vej derhen var trangen efter et dybt og beroligende smøgsug så overvældende, at jeg næsten var parat til at stikke tungen i et skodfyldt askebæger.

Men jeg klarede den kolde tyrker, og efter et par måneder følte jeg mig stort set afgiftet. Sådan tænkte jeg i hvert fald ved mig selv. Og vendte nikotintyggegummiet i munden.

Følgelig var der ingen fare ved at nasse bare en enkelt uskyldig smøg hen på aftenen under den fest, hvor venner og kolleger stod og hyggede sig ude på terrassen med pils og Prince.

Hævnen kom imidlertid straks den følgende dag efter morgenkaffen. Trangen var vendt tilbage. Hvorpå jeg henne i kiosken »kom til« at købe en pakke Kings, for en enkelt tømmermandssmøg eller to gør mig vel hverken til narkoman eller fuldblodsryger igen?

Men jo, sådan er det. Har jeg bittert erfaret efter at være plumpet i op mod 20 gange siden.

I den såkaldte ex-rygers verden er den uskyldige festsmøg den farligste af dem alle. Den tænder uundgåeligt for de neurotransmittere, der styrer hjernens fornøjelsescenter. Hvorpå hjernen den følgende dag kræver endnu et skud nikotinholdig røg for at opnå den eftertragtede velvære.

Men ja, indrømmet, jeg har været svag. I perioder har jeg røget fem-seks smøger om dagen (ofte i smug) og samtidig tygget nikotintyggegummi, som man også bliver afhængig af. Jeg tør slet ikke tænke på hvor store beløb, jeg i årenes løb har lagt hos tyggegummiproducenterne Nicotinell og Nicorette.

Under mine talrige afgiftningsperioder har jeg ofte skænket salig David Bowie en medfølende tanke, for han sagde engang, at af alle de vanedannende stoffer, han havde været afhængig af, kokain inklusive, havde ingen været så svær at kvitte som tobakken og nikotinen.

Det kan jeg nikke genkendende til, selv om jeg aldrig har haft så meget som et støvkorn coke i næsen.

I den seneste tid har jeg imidlertid fundet en dårlig, omend videnskabelig begrundet undskyldning for min afgrundsdybe afhængighed. En omfattende DNA-test har nemlig afsløret, at jeg er udstyret med en genvariant, som øger risikoen for tobaksafhængighed.

Som der står: »Hvis du er ryger, ryger du sandsynligvis mere end de fleste andre rygere.«

Det passer dog ikke længere. Ikke helt i hvert fald. For i det seneste års tid har jeg fået en ny last: min elskede e-cigaret.

Med sine dampe fra nikotinholdig væske giver den mig næsten den samme tilfredsstillelse som en god, gammeldags Kings. Men uden, formoder jeg da, størsteparten af de sundhedsskadelige følger.

Bl.a. er min lungefunktion stærkt forbedret, og jeg bliver ikke ramt af den samme træthed, som kan overmande mig efter at have inhaleret ægte tobaksrøg.

Men mit dyre nikotintyggegummi ligger stadig i lommen, så skulle myndighederne beslutte sig for at forære mig dem kvit og frit, vil jeg straks sige »haps« og »ja tak«.

Uden at det nødvendigvis ville hjælpe mig med at slippe ud af min dybe afhængighed.