I Danmark trods lavere løn

Det er først og fremmest chancen for at opleve noget nyt, der har drevet 31 indiske læger væk fra deres hjemland og op til kolde Danmark. De fleste får snart selskab af deres ægtefæller og børn.

De indiske læger Varun Misra (tv.) og Shalini Menon (i midten) går ned i løn i forhold til deres tidligere job. De er taget til Danmark for oplevelsens skyld. Uday Kant Soni (th.) regner med at lære en masse nyt, som han kan tage med tilbage til Indien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Havde det handlet om penge, var 50-årige Varun Misra helt sikkert blevet i sit job på et stort hospital i det mellemøstlige sultanat Oman, hvor han var en af 30 narkoselæger. Nu sidder han i stedet i Danmark og forbereder sig på at trække i den hvide kittel og kaste sig over lægegerningen på Regionshospitalet i Horsens.

»Jeg havde arbejdet i Oman i ti år og tjente rigtig godt – men så var det, at min kone og jeg var hjemme i Indien på sommerferie, og der faldt vi over avisannoncen fra Region Midtjylland,« siger Varun Misra.

De var ikke sene til at beslutte sig, for de er begge glade for at rejse og opleve noget nyt.

Samtidig ville det være en stor oplevelse for deres tre børn at komme til Danmark, siger han.

For hans kvindelige kollega Shalini Menon var det heller ikke pengene, der trak i retning af Danmark.

»Tværtimod. Det bliver et skridt ned ad stigen,« siger 50-årige Shalini Menon, der er radiolog og gennem 23 år har arbejdet for den indiske flåde, hvor hun har rejst meget.

»Jeg havde to piger, der gjorde rent i mit kæmpestore hus. Der kom folk og strøg mit tøj, og der kom en mand og vaskede min bil. I Danmark skal jeg bo i en lille bolig og klare alting selv,« siger Shalini Menon, der er fraskilt og mor til en pige på 26 år.

»Jeg kommer, fordi jeg har lyst. Og så fordi jeg altid har haft hjul under fødderne,« griner hun.

Umiddelbart forventer hun at blive i Danmark i to-tre år og derefter vende tilbage til sit hus.

»Længere bliver det ikke, for min familie og vennerne derhjemme er vigtige for mig. Og jeg har sagt til min datter, at hun bare skal ringe den dag, hun bliver gravid, for så vil jeg hjem og være bedstemor,« siger Shalini Menon.

38-årige Uday Kant Soni, der kommer fra Bhopal i hjertet af Indien, har overvejet, om han overhovedet kunne tillade sig at forlade sit land, som også mangler læger, men han er kommet frem til, at det er i orden.

»Det er min plan at lære en masse, som jeg senere kan bruge hjemme i Indien, for det danske sundhedssystem er bedre end vores. Jeg skal nok betale det hele tilbage, når jeg kommer hjem,« siger Uday Kant Soni.

Region Midtjylland har som et forsøg hentet 31 indiske speciallæger til landet for at afhjælpe lægemangelen, og de kom søndag efter fire måneders intensiv danskundervisning i deres hjemland.

I går fik de en varm velkomst i Regionshuset i Viborg af regionsformand Bent Hansen, der skånselsløst udfordrede deres sprogkundskaber ved at holde sin tale på dansk og iagttage, om de lo på de rigtige tidspunkter.

Det gjorde de, men ikke nok med det. Flere af dem tog efterfølgende ordet og kvitterede med hver sin tale – også på dansk.

»Vi er utrolig imponerede over, hvad I har gjort for os,« sagde radiolog Arindam Bhardwaj.

»Bent Hansen sagde, at vi er kommet til et fremmed land. Nej, det er ikke fremmed mere. Vi har allerede fået masser af venner her,« sagde Arindam Bhardwaj.