I dag vokser Rigsfællesskabet med et område svarende til Jylland

Et område svarende til Jylland bliver i dag tilføjet til Rigsfællesskabet. Det sker 17 år, efter at projektet blev sat i gang.

Kongehuset, her ved kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, markerer hvert år Rigsfællesskabet med et besøg. Billedet her stammer fra august 2018, da det royale par ankom til Haldorsvik i forbindelse med deres officielle besøg på Færøerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dag vokser Rigsfællesskabet med cirka 27.000 kvadratkilometer – et område, der kun er en smule mindre end hele Jyllands areal.

Det sker, når udenrigsminister Jeppe Kofod (S) underskriver en ny aftale om grænsedragning, der betyder, at kontinentalsoklen nord for Færøerne udvides, og at Rigsfællesskabet dermed bliver større.

»Nye streger på verdenskortet må og skal trækkes i overensstemmelse med international ret. De aftaler, vi underskriver i dag, er forhandlet i overensstemmelse med FNs Havretskonvention og tjener som et skoleeksempel på, hvordan vi på fredelig vis kan løse potentielle grænsetvister i Nordatlanten og Arktis,« udtaler udenrigsministeren i en pressemeddelelse.

Aftalen bliver underskrevet i Stockholm i forbindelse med Nordisk Råds session. Her vil også repræsentanter fra Island, Norge og Færøerne sætte pen til den nye grænsedragning.

I Udenrigsministeriets pressemeddelelse beskrives aftalen som »resultatet af adskillige års diplomatisk og juridisk arbejde«. I regeringens lovprogram, der blev fremlagt for en måned siden, beskrives aftalen også.

»Traktaten fastsætter Kongeriget Danmarks maritime grænse og regulerer herudover blandt andet hvorledes parterne skal forholde sig i tilfælde af grænseoverskridende mineralforekomster,« står der i lovprogrammet.

I Jeppe Kofods redegørelse fra 2. oktober om samarbejdet i Arktis, bliver »Kontinentalsokkelprojektet« også nævnt. Her kan man læse, at projektet har haft til opgave at identificere områder, hvor Danmark kan gøre krav på havbundsområder. Projektet blev iværksat i 2002, og omhandler, udover området nord for Færøerne, yderligere ét område ved Færøerne og tre ved Grønland.

Som en del af projektet skal FNs Kommission for Kontinentalsoklens grænser (CLCS) desuden – på sigt – tage stilling til et område i det arktiske ocean, som både Danmark, Canada, Norge og Rusland gør krav på.

Hvis der efter CLCS’ anbefalinger fortsat eksisterende overlappende krav til området fra de forskellige lande, vil den endelige grænsedragning skulle ske efter politiske forhandlinger mellem landene.

»I en tid med stigende stormagtsinteresse for regionen er jeg meget tilfreds med, at de nordiske lande og Rigsfællesskabet på den måde går forrest og viser vejen,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod om udvidelsen af kontinentalsoklen nord for Færøerne.