I dag tredobles antallet af vaccinationer i storstilet tryktest over hele landet

Dagen i dag er vigtig for landets regioner, hvor tusindvis af borgere er blevet indkaldt til et forsøg. Regionerne skal teste, hvor der måtte opstå problemer i udrulningen af en massiv opskalering af vaccinationer, og landet over bliver det daglige antal vaccinationer næsten tredoblet.

Et »storskalaforsøg«, kalder statsminister Mette Frederiksen (S) det, og en »generalprøve« bliver det også kaldt. I dag skal knap 33.000 borgere landet over vaccineres i regionernes store testforsøg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dag er tusindvis af borgere indkaldt til et stort forsøg, der involverer samtlige af landets kommuner. De indkaldte skal være med til at teste vaccinekapaciteten i regionernes »generalprøve«.

Ambitionen er, at 400.000 borgere skal kunne vaccineres dagligt i Danmark, men for at det kan ske, skal regionerne trykteste kapaciteten for at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør, og lære af erfaringerne.

Herunder findes en oversigt over, hvor mange personer der skal vaccineres i hver region, og hvor stor en opskalering der er tale om i forhold til de tidligere vaccinerekorder.

362.158 personer har pr. 25. februar fået første stik med covid-19-vaccinen, hvilket svarer til 6,2 procent af befolkningen.

Region Hovedstaden

Region Hovedstaden har planlagt at vaccinere 5.000 personer mod covid-19, og det kommer til at foregå i Øksnehallen. Regionens rekord for daglige vaccinationer er fra 14. januar, hvor 8.641 personer blev vaccineret. I det lys kan 5.000 vaccinationer lyde som en nem sag, men her skal man bemærke, at det kun er tallet for Øksnehallen og ikke resten af regionens centre.

Øksnehallens hidtidige rekord er 1.000 vaccinationer på en dag, og det vil altså i dag blive femdoblet.

Region Sjælland

Region Sjælland skal fredag vaccinere 3.980 personer. 3.341 er den hidtidige rekord for vaccinationer i hele Region Sjælland. Borgerne kommer fra målgruppe to, tre og fem, og 2.840 af dem skal vaccineres i Næstved, mens 1.140 personer får et stik i Holbæk.

Region Syddanmark

Region Syddanmark skal vaccinere hele 9.000 mennesker. Den dag, hvor flest personer i regionen indtil videre blev vaccineret, var 7. januar, hvor 4.468 personer fik stikket.

Region Midtjylland

I Midtjylland skal man vaccinere 9.200 personer i løbet af fredag. Personerne skal findes i målgruppe to, tre og fem, og flest skal vaccineres på Aarhus Universitetshospital. Det er næsten dobbelt så mange som den rekord på 5.236 borgere, der blev sat 23. februar.

Region Nordjylland

I Region Nordjylland vaccinerer man cirka 5.000 borgere, og 2.835 borgere er den hidtidige rekord for hele regionen. 2.500 personer skal vaccineres i Aalborg på Håndværkervej, og 1.500 borgere får et stik i Hjørring i Bagterphallen. 1.000 medarbejdere bliver vaccineret på Aalborg Universitetshospital.

Alt i alt skal 32.180 personer have covid-19-vaccinen fredag, og det er næsten en tredobling af antallet af vacciner, i forhold til hvor mange der som regel bliver vaccineret dagligt i landet.

Jonas Egebart, der er vicedirektør på Nordsjællands Hospital og står i spidsen for vaccineudrulningen i Region Hovedstaden, sagde 22. februar til Berlingske, at eksempelvis kødannelse bliver en ting, som man skal være opmærksom på.

»Med generalprøven kan vi se, om vores setup er håndterbart, eller om vi skal ændre det,« sagde han.

Målet er, at de danske sundhedsmyndigheder kan vaccinere over 100.000 borgere om dagen, og med hjælp fra det private er ambitionsniveauet skruet op til 400.000 om dagen. Det antal afhænger dog af, at der på et givent tidspunkt er vacciner nok.