I dag starter den første af seks retssager: Tiltalt for at lade sig hverve som IS-krigere

Fund af liste med navne har ført til anklage mod seks mænd for at lade sig hverve af Islamisk Stat. Det bliver svært at komme uden om netop de beviser, mener strafferetsekspert, som også fortæller, at udvisning og frakendelse af statsborgerskab er realistisk.

Seks mænd rejste ifølge anklager til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat og lade sig oplære til at begå terror. Free/Colourbox Fold sammen
Læs mere

Aarhus. En liste med navne på formodede syrienkrigere er skyld i, at en 26-årig mand tirsdag er på anklagebænken ved Retten i Aarhus. Manden er tiltalt for at have ladet sig hverve af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien og for at have ladet sig træne til at begå terror. Anklager Jacob Balsgaard Nielsen siger til Berlingske, at de går efter at udvise den tiltalte.

Ifølge PETs Center for Terroranalyse (CTA) er 145 personer rejst til Syrien og Irak siden 2012, et tal, der kan være højere, skriver de. CTA vurderer, at lidt under halvdelen af dem, der har været udrejst, nu befinder sig i Danmark.

Jørn Vestergaard, strafferekspert hos Københavns Universitet, fortæller, at der ikke har været nogen særlig stigning af udrejste de seneste par år, hvilket er udtryk for, at der ikke længere er særlig mange, der drager afsted.

»Sådan er det også i andre lande, hvilket vel dels hænger sammen med, at de fleste beredvillige allerede tog afsted tidligere, dels at situationen for IS og diverse oprørsgrupper jo ikke ligefrem er lovende. Tallet skønnes efterhånden at være kommet op på i alt 135-140 personer,« siger han.

Træningen under IS skal ifølge anklageskriftet være sket ved, at den tiltalte omkring 1. september 2013 rejste til Syrien. Anklagen går på, at han lod sig hverve som kriger, og at han i cirka to uger i september modtog træning i brug af våben og sprængning af bomber.

Sagen mod den 26-årige, der er bosiddende i Østjylland, er en del af et større sagskompleks mod i alt seks formodede syrienkrigere. Alle seks er opvokset i Danmark. Det var oplysninger fra amerikanske myndigheder, der ledte dansk politi på sporet af de seks mænd.

»Fællestrækket for sagerne er, at amerikanske myndigheder har udleveret filer, der blev fundet ved en grænsebevogtning for Islamisk Stat,« siger vicestatsadvokat Anders Riisager til Ritzau.

Filerne rummede blandt andet navne på danske statsborgere og herboende udlændinge.

»Så har man efterfølgende identificeret, hvem det er, og kunnet se, at der har været nogle indmeldelsesblanketter eller et medlemskartotek - kald det hvad du vil - hvor de optrådte som krigere for Islamisk Stat,« fortsætter han.

Jørn Vestergaard, strafferetsekspert ved Københavns Universitet mener, at oplysningerne fra de amerikanske myndigheder kan veje tungt i sagerne. For heri kan man se, om den pågældende har registreret sig som »kriger«, siger han.

»Hvis det er tilfældet, kræves der en sammenhængende og overbevisende forklaring for at overbevise retten om, at vedkommende ikke har ladet sig hverve og oplære til terrorisme. Hvis det lykkes for den tiltalte, kan der stadig være grundlag for at dømme efter bestemmelsen om at »fremme« terrorisme. Under alle omstændigheder vejer det nok tungt, hvis der er beviser for, at den tiltalte er rejst ud til et konfliktområde og har været i selskab med terrorister,« siger han og fastslår at den samlede bevisførelse må afgøre, hvad der er op og ned i sagen.

En enkelt person - dansk-tyrkeren Enes Cifti, der var pizzabager i Ishøj - er tidligere blevet idømt seks års fængsel, frakendelse af statsborgerskab for derefter at udvises for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat i Syrien. Det var Østre Landsret, der behandlede sagen. Han har anket dommen til Højesteret.

Enes Cifti, der siden har skiftet navn til Hamza Cakan, er født og opokset i Danmark. Jørn Vestergaard, strafferetsekspert hos Københavns Universitet, fortæller, at anklagemyndigheden har en klar linje om udvisning og om nødvendigt fratagelse af statsborgerskab.

»Det er altid en konkret afvejning, om tilknytningen til Danmark vejer tungest; men der er efterhånden præcedens for udvisning, sådan som det skete med pizzabageren, der havde været i ledtog med Islamisk Stat,« siger han.

Den 26-årige mand har siddet varetægtsfængslet i sagen i mere end et år. Han nægter sig skyldig i anklagen. Sagen mod ham er den første, der baserer sig på oplysningerne fra kartoteket.

Senere på året følger sagen mod de fem øvrige mænd, der er tiltalt ved Retten på Frederiksberg og ved Retten i Glostrup for i omtrent samme periode at være rejst til Mellemøsten for at tilslutte sig IS. Alle sagerne vil blive ført som nævningesager, da anklagemyndigheden går efter en straf på mere end fire års fængsel. Der er navneforbud i samtlige sager.

/ritzau/