»I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt«

Den muslimske talsmand under Muhammedkrisen, Ahmed Akkari, har skrevet sin historie. Var han truet på livet før, vil han være det endnu mere efter bogen. Berlingske har mødt manden, der beretter alt om danske imamers dobbeltspil og hjemlige islamister. Og som fortæller om at være hjemløs og forfulgt.

Foto: Linda Kastrup

Ahmed Akkari kommer ind ad døren på caféen. Som det første finder han en stikkontakt. Overfaldsalarmen er ved at løbe tør.

»Jeg glemte at lade den op i aftes,« siger han og puster ud, mens han sætter sig på bænken ved siden af fotografen. I stedet for på den ledige stol ved bordet. Akkari sidder nu med ryggen mod muren. Med overblik over lokalet. Aftaler med den tidligere imam er usikre nu om dage. I en natlig sms-besked har han meddelt, at det oprindelige mødested er udelukket. Han er flygtet derfra. Faktisk er det derfor, overfaldsalarmen ikke er opladet. »Forvirring, træthed,« sukker han. Akkari forlod en kro på Langeland, hvor han havde holdt oplæg og skulle overnatte. En lokal pizzabar lå på den anden side af gaden. Vistnok ejet af afghanere. Nogle gestikulerede bag pizzeriaets ruder og pegede over på kroen. Landsbyen var som forladt efter foredraget. En tåge trak ind og lagde sig. Det samme gjorde frygten.

Ahmed Akkari pakkede og kørte mod Sjælland.

»Jeg fandt et andet sted at overnatte. Men i forvirringen glemte jeg at lade alarmen op,« siger han og nikker han hen mod vindueskarmen, hvor det mobiltelefonlignende apparat med ledning er forbundet med en stikkontakt som et hjerte koblet på en pulsåre.Sådan har Ahmed Akkaris liv været siden august. Her optrådte han i Trykkefrihedsselskabet. Med sin historie om at have forladt islamismen. Med sin redegørelse. Med sin undskyldning. For at have opildnet Mellemøsten til bål og brand mod Danmark på grund af Muhammed-tegningerne. Som gave fik han af selskabet blandt andet overrakt et krus påført Kurt Westergaards muhammedtegning med bomben i turbanen. Halvanden dag efter hang et billede af Akkari – sammen med billeder af Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader og Lars Hedegaard – på en væg i Syrien, hvor islamister brugte billederne til at skyde til måls efter. Skydeøvelsen var lagt ud på YouTube.

»PET ringede og sagde: »Det skal tages alvorligt det her.« Så begyndte min færd med at passe rigtig meget på. På et tidspunkt ringede en dame med etnisk dansk familie, præsenterede sig og sagde: »Jeg synes, du skal komme her og være nogle dage.« Bagefter kom jeg ud til nogle andre på en gård. Derfra kom jeg videre igen. Og sådan har det kørt siden. Jeg har en seks-syv steder af den slags.«

Hvad Ahmed Akkari åbenbart ikke har, er hvad andre mennesker forstår ved et normalt liv.

»Jeg er hjemløs,« siger han.

På tirsdag udgiver Ahmed Akkari »Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark«, skrevet sammen med BT-journalist Martin Kjær Jensen. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. For ikke at tale om alt det, der sker omkring den 35-årige lærer og tidligere imam for tiden. Og formentlig vil ske, når den er udkommet.

Hvis Ahmed Akkari er truet på livet nu, vil han ikke være mindre truet efter udgivelse af bogen. Hvis danskere troede, hjemlige imamers gerninger under Muhammedkrisen var stærkt kritisable før, vil de efter at have læst bogen ikke alene sidde med fornemmelsen af at have fået mistanken bekræftet, de vil formentlig føle direkte afsky.

Det er også, hvad Akkari selv føler i dag.

»Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. Min eneste betænkelighed gik faktisk på, om angrebet rent taktisk faldt for tidligt. Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,« siger Akkari.

I bogen skriver Akkari om »fordrejelser, magtmisbrug, dobbeltspil og råddenskab, som kløgtigt blev skjult og pakket ind i floskler om Guds vilje og det gode menneskes liv«. Af egen erfaring. 16 år gammel, naiv, søgende og forvirret stod han i en moské i Danmarksgade i Aalborg »og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen.«

Kort efter var han til dimissionsfest på Sønderbroskolen, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis. Den kvindelige skoleleder ønskede varmt tillykke og rakte hånden frem. Akkari lod skolelederens hånd hænge i luften. Salen frøs i stilhed. »Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam,« skriver han.

»I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt,« siger han.

Ahmed Akkaris forældre flygtede med syvårige Ahmed i 1985 fra borgerkrigen i Libanon. Krigen nåede deres hjemby Tripoli. Familien Akkaris hus kom i krydsild. Islamister satte sig på byen. Faderen fik fat i et kort over Europa, som markerede mulige asyllande. Han så bevidst borte fra lande, som havde store koncentrationer af muslimske flygtninge – Frankrig, Holland, Tyskland. Faderen fik øje på Danmark og »tænkte, at der måtte være fred for alle Mellemøstens problemer,« som Akkari udlægger det.

Akkari smiler ad ironien. Hans far søgte altid at holde Ahmed og hans yngre søskende bort fra islamismen. Blandt andet ved at søge til Hurup i Nordvestjylland. Langt bort fra islamisternes hverve-patruljer. Familien rejste på et tidspunkt tillige tilbage til Tripoli. For efter borgerkrigen at være med til at genopbygge Libanon. Men de måtte opgive. Hermed røg opholdstilladelsen i Danmark imidlertid. Kristne nordjyder skjulte derpå familien. Med Ahmed som det velintegrerede, forbilledlige, fodboldspillende, læselystne og eksemplariske offer, hjalp lokale med at rejse sagen i medierne. Her var en vel- integreret dreng og hans fordrevne familie. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) bøjede sig. Ahmeds skoleklasse var på lejrtur, da meddelelsen kom. Alle brød ud i jubel.

»Hvor tankevækkende og trist det dog er at tænke på, at jeg et års tid efter skulle betragte både Simon (Ahmeds sidekammerat, red.), Margit, Carina, Dennis, Jakob, fru Sigersen (Ahmeds klasselærer, red.) og de kristne grupper, der reddede mig og min familie, som vantro, der var dømt til en skæbne i helvede,« skriver Akkari i bogen.

Radikaliseringen af unge muslimer i Danmark er udførligt behandlet i bogen.

Der er måske 5.000 islamister i Danmark, vurderer Akkari. Få er aktive i organisationer. De fleste er passive, men støtter, at de aktive arbejder på at forandre Danmark i islamisk retning.

»Men det er jo ud af en samlet gruppe på over 100.000 muslimer, skal man huske. Så der er tillige et virkelig stort tavst flertal, som jeg meget gerne hørte noget mere fra,« som han siger.

Ahmed Akkari skriver i sin bog, at muslimske friskoler i Danmark er udklækningsanstalter for hundreder af potentielle islamister hvert år. De muslimske elevers modersmålsundervisning i arabisk, pakistansk, tyrkisk med mere bør sættes i citationstegn, understreger han.

»Der er i virkeligheden tale om koranlære. Det er religiøs indoktrinering. Og de mange muslimske foreninger dækker også over noget andet end »kultur«. Selv om de oftest har begrebet indlejret i deres navn eller officielle vedtægter. Hvis den dér kommunalmedarbejder i Aalborg havde lettet røven og var gået de dér 500 meter ned til »kulturel forening for børn og unge«, som der stod på døren i moskeen i Danmarksgade, så var jeg nok aldrig blevet radikaliseret. Så ville han have opdaget, at alt det dér med, at her dyrkes sport, kulturelle aktiviteter, og man tager de unge på udflugter i den friske natur, at det er alt sammen løgn. Der foregår noget andet. Der foregår en indoktrinering. Med foreningsstøtte,« siger Akkari.

Men hvad med ham? Han blev aldrig diskrimineret som dreng. Han fik støtte af danskere og Danmark, da det gjaldt. Faderen kom til moskeen i Danmarksgade i Aalborg og spurgte sin søn, om han havde tænkt det her igennem. Var det virkelig her, Ahmed ønskede at være?

»Jeg er jo klejn,« svarer Akkari med sin nordjyske dialekt intakt. Som dreng eller ung kunne han ikke leve op til machonormerne, siger han. Han erindrer, hvordan han på vej hjem fra sin skole i Libanon ugentligt læste Superman- og Batman-tegneserier.

»Og måske var forklaringen på min hurtige vej ind i islamisme, at det var en genvej til at få status. Her kunne jeg hurtigt blive en heltefigur. Jeg sidder jo som 15-årig i moskeen en dag og hører imamen, som er nervøs og ryster. Og jeg tænker; det dér, det kan jeg gøre bedre. Meget bedre. Og det gik lynhurtigt at lære arabisk. Hvilket kræver meget motivation. Og den kom et sted fra. Det kan måske være en forklaring på lige netop min vej ind i det religiøse. At det var eksistens. Det var som den der gyldne dør, man går ind ad i religionen. Men senere, inde bagved, ender man i mørke, mørke rum. Man vænner sig imidlertid til de rum. Man forsvarer og dækker endda indædt over dem, hvis nogen forsøger at kaste lys ind i dem,« siger Akkari.

På rekordtid blev en ung Ahmed Akkari en af Danmarks mest afholdte og benyttede imamer, når der skulle holdes fredagsbøn. Han har prædiket i de fleste større moskeer i landet.I »Min afsked med islamismen« skriver han: »I dag, hvor jeg kan betragte hele dette system udefra, har jeg svært ved ikke at drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland. Også de fik folkemasser til at acceptere had og uhyrlige påstande ved hjælp af propaganda. (-) Eneste forskel i metoden er, at nazisterne ikke påstod, at deres sandhed kom fra Gud.«

Ahmed Akkari er venligheden selv. Han taler sagte med mild stemme. Det drengede er der tillige fortsat. Måske på grund af hans 165 centimeter. Noget let kejtet, noget skrøbeligt, der synes indlejret i det voksne, som er det sidste noget, der uforvarende har bemægtiget sig ham.

Vi spiser frokost på caféen i Nordsjælland. Vi holder øje med hoveddøren. Bagdøren. Gågaden. Gæsterne. Og med at ingen tager overfaldsalarmen henne i vindueskarmen. Akkari spiser en club sandwich. Han må op i baren for at lede efter en steakkniv til at skære bacon med.

Han siger, at hvad angår religion, er han i dag »søgende«. Trusler på sms, på Facebook og i mails siger derimod, han er en »forfalden hund«. »Hvis vi får fat i dig, så dræber vi dig«, meddeler de. Eller de skriver slet og ret: »Griseelsker!«

En mappe med danske mediers forhånelse af profeten Muhammed og religionen islam blev tidligt samlet af de repræsentanter for muslimske organisationer i Danmark, der i oktober 2005 nedsatte en arbejdsgruppe med henblik på at modangribe Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Heriblandt også et billede af en fuldskægget mand iført grisetryne. Som vakte særlig vrede blandt religionens lærde i Mellemøsten, da de fik den præsenteret som gængs dansk fremstilling af profeten. Billedet var i virkeligheden dukket op i brevkasserne hos nogle fynske muslimer. Leveret af en anonym som protest imod, at disse fynske muslimer havde skrevet læserindlæg i aviserne mod tegningerne.

»Og billedet af manden med gristetryne er med i mapperne, som vi rejser rundt i Mellemøsten og viser i december 2005 sammen med Jyllands-Postens tegninger. Det var alt sammen brænde til bålet, og vi ønskede at se Danmark brænde, som jeg skriver,« siger Akkari.

Den 17. december drog han ud på sin mission i Mellemøsten. Blandt andet i sit gamle hjemland Libanon. Her mødtes delegationen tillige i hemmelighed med de militante, islamiske terror-organisationer Hizbollah og Hamas, afslører han i bogen. Hvilket dengang blev holdt hemmeligt. Selv i arbejdsgruppen kendte kun få til møderne.

»Vi blev kørt rundt og rundt. Indtil vi til sidst ikke vidste, hvor vi var. Blot for at havne i en eller anden baggård og blive ført op på et kontor. Jeg kan godt forstå, du spærrer øjnene op. Det har heller ikke været fremme før. Det Muslimske Broderskab stod jo bag nogle møder. Det var dybt hyklerisk, når en som Abu Laban (afdød imam, red.) stod i Politiken og sagde, at han ville dialogen og ønskede at dæmpe krisen, når hans egen talsmand fra moskeen på Dortheavej sad og viste falske billeder til Hamas, som den danske stat angiveligt skulle gå ind for.«

Ahmed Akkari har netop været i Bruxelles. For at bede Danmarks statsminister under Muhammedkrisen, Anders Fogh Rasmussen, om forladelse. For at give en personlig undskyldning for at have medvirket til at sætte ambassader i brand og dansk udenrigspolitik i lys lue. Fogh tog pænt imod. Det er en del af en ny TV-programserie, »Frihed, lighed, islam«, hvor Akkari afsøger titelemnerne sammen med tidligere folketingsmedlem Naser Khader. En mand, han også har skullet undskylde over for, da Akkari i 2006 under krisen på skjult kamera kom for skade at fremstille Khader som sandsynligt bombemål.

Afbrændingen af danske ambassader i begyndelsen af 2006 kom bag på Akkari, siger han i dag. I Islamisk Trossamfund indså man tillige, at man havde været med til at skabe en opstandelse, man nu fortrød. Men man havde mistet kontrollen.

»Det, verden så på TV, var islamismens sande ansigt, og det kunne skade både vores og alle ligesindedes vilkår i hele Vesten. Vi så kun én udvej, og det var at lægge afstand til det, vi selv havde skabt.«

I sin bog funderer Akkari over, om det alt sammen kunne være undgået, hvis ikke tre danske imamer inklusive Ahmed Akkari den 30. september på et møde i Gellerupparken, ophidsede over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, havde besluttet at samle det muslimske Danmark og sætte en kampagne i gang.

Akkari mener, svaret er et ja:

»Det var os, der rejste rundt med mappen, os der forlangte en reaktion, os der kæmpede for at fastholde vreden. De eneste, der i dag har noget at beklage og undskylde, er os, der var eller er islamister. Selv fortryder jeg bittert, at jeg nogensinde medvirkede i kampagnen mod dette lille land, som jeg siden har lært at elske og nu betragter som mit sande hjem,« pointerer Ahmed Akkari.

Men det er en hovedpointe i hans personlige historie. At det er tvivlsomt – det er faktisk mere end usikkert – om Akkari overhovedet kan blive i Danmark. Foreløbig er han med egne ord »hjemløs«. Og han har »svært ved at holde til det,« som han siger. Han er ikke som Yahya Hassan – som han har mødtes med – digteren der iført skudsikker vest skridter ned ad gaden og råber tilbage til dem, der håner Hassan med udbrud som »din mor...« osv., siger Akkari.

Han har ikke set sin familie længe. Ahmed Akkari så sidst sine forældre kort en mørk aften for en måned siden. Eks-konen og hans tre børn på otte, fem og tre år bor i dag i Libanon.

»Alt det her skal ikke have noget med dem at gøre. Jeg ved jo ikke, om nogen vil være så skruppelløse, at de vil gå efter et barn for at ramme mig. Så mine børn er aldrig i Danmark. De kommer her ikke mere. Men jeg kan heller ikke komme til dem. Mit navn må ikke dukke op i lufthavnen eller blandt lokale. Jeg vil formentlig blive samlet op på gaden, og så vil jeg forsvinde fra jordens overflade,« siger Akkari og tilføjer: »Hvis det her skal følge mig resten af livet, at jeg er den kontroversielle, den afhoppede, som er evigt forfulgt, så ender jeg med at miste mig selv.«

For Akkari handler det i dag alt sammen om at genskabe sig en tilværelse. Få sig et liv. Når lanceringen af »Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark« er overstået, flytter Akkari sandsynligvis til udlandet. Han nævner Norge, Island, Grønland.

Han drog to år til Grønland på sin vej ud af islamismen. Han underviste i en bygd. Han gik på biblioteket og læste historiebøger og litteratur af den slags, han hidtil havde forsaget. Søren Kierke-gaard, Shakespeare med flere. Langsomt forstod Akkari sit liv baglæns. Verden åbnede sig med og for ham. Men han er fortsat forhindret i at leve sit liv forlæns.

I dag kan Akkari ikke arbejde. Han kan ikke udsætte elever og lærerkolleger for den fare, der forfølger ham. Han kan ikke opretholde en almindelig omgangskreds. Han har mistet sin familie og sin oprindelige identitet. Men han har ikke erhvervet en ny. Han prøver at sige til sig selv, at han er libaneser, vokset op i Danmark med dansk kultur, baggrund og sprog. At borgerskab må erstatte det religiøse tilhørsforhold. At man er menneske først – forankret i sit lokale sted. Men civilisationernes sammenstød dikterer Ahmed Akkaris tilværelse. Han er en lille skæbne i en gigantisk kamp.

»Kald det karma. Nu mærker jeg på egen krop og i eget sind, hvordan det er at sige islamismen imod,« siger han: »Jeg er træt af den, jeg er. Den, jeg er blevet. Jeg ved godt, mange tænker, nej, hvor må det være dejligt for ham at være brudt ud og være kommet fri. Se, hvor der klappes og gives håndtryk. Men jeg er træt af den, jeg er. Og selvfølgelig særligt af den, jeg har været. Det var på Grønland, jeg første gang for alvor oplevede, at jeg er et andet menneske indeni end de tanker, jeg hidtil havde gået rundt med. Der var en pige, der begik selvmord. Det var virkelig tragisk. Jeg gik med i kirken, kondolerede, stod ved graven og var med til at dele sorgen. Skulle jeg leve op til muslimske krav, ville jeg ikke kunne gøre sådan. Men jeg kunne mærke, at det er denne her slags menneske, man skal være. Det er et rigtigt menneske, det er det sande.«

Ahmed Akkari tjekker den. Overfaldsalarmen er fuldt opladet. Den lyser af liv.

Vi må bryde op. For det første skal man ikke unødvendigt opholde sig det samme sted for længe, siger PET. For det andet skal vi til Glostrup. Akkari skal i aften holde oplæg i en debat på det lokale bibliotek.

Om »islamismen, Muhammedkrisen, dobbeltspillet« og så videre. Der vil være en del politi til stede ved arrangementet. På bordet foran oplægsholderen vil der være et skilt, hvor der står: »Ahmed Akkari – menneskerettighedsforkæmper«.

Ahmed Akkari vil venligt gøre opmærksom på, at denne betegnelse finder han sig ikke værdig til. Han vil lægge skiltet med den tildelte titel ned mod bordet.

Ahmed Akkari ved ikke, hvad han er mere, siger han.