»I dag er min far et åbent sår i mit liv«

Den kendte forsvarsadvokat Merethe Stagetorn har ikke alle dage haft kurs mod succes. I en ny bog fortæller hun om et liv som mønsterbryder og om manglende anerkendelse i familien. Vi bringer et uddrag.

Forsvarsadvokat Merethe Stagetorn. Fold sammen
Læs mere

I 1988 fik jeg privatchauffør. Jeg bryder mig ikke om ordet privatchauffør, og jeg ville foretrække at kalde ham altmuligmand, men lad os nu bare sige det, som det er.

Han var min privatchauffør. Jeg var 46 år gammel og havde ikke noget kørekort, men et åbenlyst behov for at blive fragtet omkring. Derfor købte jeg en kongeblå Jaguar og satte mig ind på bagsædet, hvorfra jeg dirigerede med den stakkels chauffør.

Mine brødre rystede på hovedet. De syntes, det var ekstravagant, og Poul (Merethe Stagetorns lillebror, red.) kaldte mig i sjov for Karen Blixen bag min ryg. De forstod ikke, hvorfor jeg ikke bare fik det kørekort, men når man er dumpet to gange, er det måske, fordi man ikke har talent for at køre bil.

Jeg ved, at der gik historier om mig blandt forsvarsadvokater og anklagere, og selv om de aldrig sagde noget, vidste jeg godt, at de bemærkede det, når jeg blev sat af foran trappen ved en retsbygning. Og det blev ikke nødvendigvis bemærket for noget godt. Men jeg var ligeglad. Jeg havde råd til det, jeg havde behov for det, så: Pourquoi pas?

Der er dog en episode, jeg forbinder med privatchaufføren, som jeg ikke er stolt af.

Gennem hele min skoletid og mit voksenliv havde jeg fortalt vidt og bredt om, hvor meget min mormor havde betydet for mig. Det var hende, der havde givet mig den første varme og tryghed i livet, og jeg sørgede længe, da hun døde. Jeg havde savnet hende forfærdeligt i mange år, sagde jeg. Men jeg havde ikke besøgt hendes gravsted i mindst et årti.

Jeg havde nok i mit eget liv, og det var besværligt at komme til St. Heddinge med offentlig transport. Men nu da jeg fik privatchauffør, fik jeg pludselig en gylden mulighed for at lægge en blomst på hendes gravsted. En dag bad jeg chaufføren om at køre mig til Stevns, og han parkerede foran den sorte støbejerns-låge ved kirkegården, og jeg steg ud af Jaguaren med en buket blomster i hånden.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg gik op og ned ad de små stier mellem gravstederne i lang minkpels og høje stiletter. Jeg kunne ikke finde hendes grav. Det var så længe siden, jeg havde været der, at jeg havde glemt,hvor hun lå. Jeg lagde mærke til, at graveren kiggede efter mig, da jeg havde gået rundt temmelig længe, og til sidst gik jeg hen og fortalte ham, at jeg ledte efter min mormors grav.

Jeg kan stadig mærke følelsen af koldsved, der skyllede ind over mig, da han fortalte mig, at hendes gravsted var blevet sløjfet for flere år siden. Jeg sagde til ham, at det ikke kunne være sandt, men vi gik ind på hans kontor og så efter, og det var rigtigt nok.

Familien havde ikke ønsket at vedligeholde gravstedet. Det var blevet nedlagt efter ti år.

Jeg har det forhold til gravsteder, at det ikke betyder så meget, hvor ofte man besøger dem, og om man har en blomst med. Dem, der ligger nedenunder, er nok ligeglade. Men derfor kan man godt sørge for, at der er et mindesmærke over dem, der er døde. Det er en stor fejl, at jeg ikke tænkte på at sørge for min mormors og morfars grave.

Det er en meget flov historie.

Min far er begravet på Glostrup Kirkegård ved siden af min mor, Lillian (Merethes lillesøster, der døde da hun var fire år, red.) og min dødfødte lillesøster, og jeg besøger det lille familiegravsted, når jeg er i retten i Glostrup.

Min far døde som en bitter og skuffet mand. Bitter over sin familie. Skuffet over sig selv. Han gik på pension som 70-årig, og de sidste år af hans liv var han svær at være sammen med.

Kort før han døde, holdt vi jul hos mine forældre på deres gård, og denne jul var min far i et særligt dårligt humør.

Poul siger altid, at vores far var en sjov én. Han ønskede sig aldrig noget, hverken til fødselsdag eller jul. Men han blev meget fornærmet, hvis nogen rent faktisk fulgte hans anvisning og lod være med at give ham en gave.

Min far sad i en lænestol i et hjørne af stuen og skumlede, mens vi pakkede julegaverne op. Han fik et par meget lækre skindhandsker af Pouls kone, Monna, og vi andre gav ham bøger. Han var meget historisk interesseret, og uden at jeg husker det med sikkerhed, har vi nok foræret ham forskellige varianter inden for den genre.

Det var han ikke tilfreds med. Hver gang han fik en ny gave og opdagede, at det var en bog, beklagede han sig over, hvad han skulle med alle de bøger, han ikke havde ønsket sig. Den eneste, der åbenbart havde forstået at give ham en passende gave, var Pouls kone.

Til sidst blev jeg træt af at høre på ham. Jeg syntes, han skabte en dårlig stemning og ødelagde aftenen for os andre, og da vi pakkede sammen for at køre hjem, tog jeg resolut alle bøgerne under armen og sagde til ham:

»Du vil åbenbart ikke have dine gaver, så nu tager jeg dem med hjem.«

Min far blev fuldstændig paf, og det gjorde de andre også. Men ingen sagde noget, og vi talte aldrig om episoden siden.

Jens og Poul siger, at vores far gerne ville være justitsminister. Jeg ved ikke, om de har ret. Jeg har aldrig hørt min far tale åbent om det, men det var tydeligt, at han havde politiske ambitioner, der også rakte ud over borgmesterkæden i Glostrup og det sæde, han en kort overgang havde i Folketinget. Justitsminister blev han aldrig. Han blev heller aldrig dommer, selv om det også var en drøm. Han havde ikke tilstrækkeligt gode karakterer. Min far var skuffet over, at han ikke nåede længere i sin karriere. Men måske udnyttede han sit potentiale fuldt ud, og måske var det så langt, talenterne rakte.

Eller som Poul siger: Måske var elastikken ikke længere.

I dag er min far et åbent sår i mit liv. Han var en mønsterbryder. En kvantespringer. Men det forstod han ikke selv, og jeg fortryder, at jeg aldrig sagde det til ham.

Min far kom fra ludfattige kår, og han må have haft et kæmpe drive for at opnå alt det, han gjorde. Han havde ikke et eneste akademisk menneske omkring sig, som kunne bakke ham op. Jeg tror, min far følte, at vi var utaknemmelige, og at vi ikke satte pris på alt det, han havde gjort for familiens skyld. Det var min far, der skabte det fundament, jeg byggede videre på, og det var hans spring, der gjorde, at jeg kan leve det liv, jeg gør i dag. Men jeg fik aldrig fortalt ham, hvor meget jeg i virkeligheden beundrede ham. Jeg har mere optaget af at trække mig ind i en skal.

Jeg burde have haft så meget psykisk styrke, at jeg havde taget en kærlig dyst med ham. Han ville sikkert have brokket sig både første, anden og tredje gang, men hvis jeg havde fortalt ham, at jeg beundrede ham for det, han havde udrettet, havde vores forhold måske været lettere, og i dag ville jeg kunne sige til mig selv, at jeg i det mindste forsøgte.

Det var synd, at han ikke ville være en del af vores glæde, og jeg er ked af, at jeg ikke gjorde mere for at forsøge at tale ham til rette. Men måske er det en efterrationalisering.

For mange år siden så jeg den danske film Rembrandt, og der er en scene, hvor Lars Brygmann, som spiller den kriminelle far, kommer i fængsel. Da han bliver sat ind i cellen, møder han sin søn, som også er kriminel, og Lars Brygmann siger til sin dreng:

»Det er aldrig børnenes skyld.«

Da jeg så den scene, tænkte jeg på min far. Det kan godt være, at vi hurtigt blev lige gode om ikke at anerkende hinanden, men jeg synes, det var ham, der begyndte.

Som ung mor besluttede jeg, at jeg ville gøre det modsatte af min far. Jeg ville anerkende mine børn. De skulle ikke opleve det samme som mig.

Jeg synes, jeg har glædet mig på mine børns vegne både i stort og småt. Jeg roser Marianne, når La Glace har vundet en konkurrence, og når jeg møder Henrik og kan se, at han har fået nyt tøj, fortæller jeg ham, hvor flot han ser ud. Han griner af mig og mener måske, det er noget pjat at sige. Men han bliver jo alligevel glad for at høre det.

I dag ved jeg, at man ikke kan forvente at få det igen, som man giver til sine børn. Man må glæde sig over, hvordan de er blevet, og hvordan de selv er som forældre over for deres egne børn. Når jeg i dag ser på mine to børn og fem børnebørn, ved jeg, at jeg gjorde det anderledes.

Min mor og jeg havde ikke et tæt forhold.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har leget med min mor, vi var ikke fortrolige, og vi gik ikke og omfavnede hinanden, som de fleste jo gør i dag. Min mors rolle var at sørge for familien og hjemmet, og det var hun meget dygtig til. I dag tænker jeg på min mor, inden jeg går i seng. Det er hende, der har syet mit sengetøj og kniplet de fine kanter, og selv om hun har lært mig, hvordan jeg skal gøre, og kniplebrættet står med et ufærdigt stykke håndarbejde, fører jeg ikke traditionen videre. Måske kaster jeg mig over det, når jeg bliver gammel.

Min mor og jeg udviklede heller ikke et nært forhold, da jeg blev gift og fik børn. Måske fordi jeg ikke havde ret mange bekymringer dengang. Måske fordi min far stod imellem os, og det spil, vi havde kørende, forhindrede min mor og mig i at nærme os hinanden.

Der er mange ting, jeg ikke ved om min mor, og i dag fortryder jeg, at jeg ikke forsøgte at lære hende bedre at kende. Jeg ville gerne have vidst mere om det liv, hun levede med mig på Stevns. Jeg ville også gerne have vidst noget mere om Lillians sygdom og om sorgen, da hun døde, og hvordan det var at blive gravid som 40-årig og skulle føde en lille pige, som hun vidste var død.Jeg kendte ikke min mors tanker og drømme, og jeg gjorde ikke nok for at lysne hendes tilværelse. Min mor fik aldrig en selvstændig tilværelse. Hun levede gennem min far. Da min mor var syg de sidste år af sit liv, var det Henrik (Merethes søn, red.), der kørte hende til undersøgelse på hospitalet.

Jens siger, at min mor døde, fordi hun druknede. Det er i princippet rigtigt. Hendes lunger mistede evnen til at komme af med vandet, og hun fik nogle meget store ødemer på kroppen. Det begyndte nede ved fødderne og bevægede sig langsomt opad mod hjertet og lungerne.

Hun blev lagt i respirator to gange, men hun fik det ikke bedre. Jens siger, det var ham og Poul, der besluttede, at lægerne skulle slukke for respiratoren. Jeg husker det ikke, men jeg ved, at Henrik besøgte hende, aftenen inden hun døde, og at han var den sidste, der så hende.

Selv var jeg ikke hjemme. Jeg var i Frankrig med Marianne (Merethes datter, red.). Jeg havde spurgt lægerne, om jeg skulle blive hjemme, men de kunne ikke sige, hvor lang tid der ville gå, før hun døde, og så besluttede jeg at rejse. Henrik var meget berørt ved begravelsen. Jeg græd ikke, og det blev der åbenbart lagt mærke til. Henrik og mine brødre husker det, som om det ikke påvirkede mig, og det må de gerne tro. Sandheden er, at jeg var ked af, at jeg havde mistet min mor, men det var ikke nogen sorg. Hun havde nået en alder, hvor det er naturligt at dø. Det er nu engang livets gang, at det også slutter, og min familie må efterhånden kende mig godt nok til at vide, at jeg ikke har let til tårer, og at jeg ikke bryder mig om at skilte med mine følelser.

Følelser bliver ikke større af, at man deler dem med andre. De bliver heller ikke mindre af, at man holder dem for sig selv.