I dag er det et år siden, at Nord Stream blev saboteret: Her er, hvad vi ved

Et år efter sabotagen af gasledningerne i Østersøen er efterforskningen af gaslækagerne stadig i gang. Ganske få mennesker ved, hvad der sker, men særligt to teorier trives i en komplet mørklagt proces.

Der var næppe mange, der i første omgang lagde mærke til den uanselige meddelelse om udstrømmende gas i Østersøen, som Søfartsstyrelsen om eftermiddagen for præcis et år siden sendte ud.

Men så gik det stærkt. I løbet af natten blev der fundet flere lækager. Dagen efter meldte myndighederne, at der måtte være tale om sabotage mod Nord Stream-gasledningerne. Og i de næste mange uger var anslaget øverst på dagsordenen herhjemme og i udlandet.