I dag er der vigtigt nyt for de danske boligejere – men svaret på det helt store spørgsmål lader vente på sig

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Nationalbanken kommer til at følge ECB, når den europæiske centralbank har meldt ud om renten senere i dag.
Nationalbanken kommer til at følge ECB, når den europæiske centralbank har meldt ud om renten senere i dag. Thomas Lekfeldt

Godmorgen! I dag er der vigtigt nyt til de danske boligejere, da ECB holder rentemøde. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Organisationen Internationalt Forum, som er blevet afsløret i at sælge merchandise knyttet til terrorgruppen PFLP, har ifølge Berlingskes gennemgang adskillige overlap med Enhedslisten.

  2. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil droppe tilskuddet til den klassisksproglige linje i gymnasiet med græsk og latin på højt niveau. Og han vil ikke garantere, at linjen består.

  3. De seneste mange måneder har boligpriserne haft pil op, og august er ingen undtagelse. Det gør nu, at københavnske huse indhenter et vigtigt tab.

  4. En række store og ekstremt populære spilvirksomheder bliver nu anmeldt for brud på markedsføringsloven. Sagerne handler om, at virksomhederne slører prisen på tilkøb og manipulerer brugerne.

  5. Et af de helt store samtaleemner efter den seneste debat mellem Kamala Harris og Donald Trump er en udtalelse om katte. Her er historien om, hvordan katte pludselig fik indflydelse på valgkampen.

Dagens vigtige: Vigtig dag for de danske boligejere

Præsident for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde.
Præsident for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde. Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

De finansielle markeders øjne er i dag rettet mod Den Europæiske Centralbank (ECB).

Banken holder nemlig møde om den monetære politik i eftermiddag, og der er efterhånden ingen tvivl om, at man vil sænke renten.

Nærmere bestemt forventes det, at renten bliver sat ned med et kvart procentpoint.

Og det kan få stor betydning for danske boligejere.

»Det rammer direkte ind i danske boliglån med helt kort rentebinding,« lyder det fra Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie.

Danmarks fastkurspolitik dikterer nemlig, at Nationalbanken gør det samme som ECB, så længe der er ro om kronekursen, hvilket er tilfældet nu. Det store spørgsmål er dog, hvordan rentens udvikling fortsætter hen mod slutningen af året og ind i næste år, lyder vurderingen fra Ulrik Bie.

Økonomerne holder nemlig ikke hovedsageligt øje med, hvorvidt der kommer en rentenedsættelse lige nu, men nærmere hvor mange der kommer i de efterfølgende måneder.

»Lige nu har de finansielle markeder indpriset syv rentenedsættelser frem til næste sommer. Det er meget aggressivt,« siger Ulrik Bie:

»Så hvad vil ECB fortælle om, hvordan de selv ser renten fremover? Det vil få stor betydning for dem, der skal have ny rente ind i foråret.«

Sidst ECB holdt møde, fastholdt centralbanken renten på de nuværende 3,75 procent.

Dengang understregede præsidenten for ECB, Christine Lagarde, at spørgsmålet om, hvad der skulle ske i september – altså i dag – stod »helt åbent«.

Og indtil videre har ECB da også holdt kortene helt tæt til kroppen, når det kommer til det næste års renteniveau. Der er derfor ikke meget andet for end at vente til i eftermiddag, hvor vi måske får løftet noget af sløret for svaret.

Dagens Pilestræde

Tirsdag aften i Philadelphia stod Donald Trump og Kamala Harris for første gang ansigt til ansigt i den eneste planlagte præsidentdebat forud for valget den 5. november. Det blev ikke kedeligt. Harris viftede med lokkemad – og Trump tog den og begyndte at tale om immigranter, der spiser kæledyr.

Før debatten stod de to kandidater nærmest helt lige i meningsmålingerne. Vil debatten gøre en forskel?

Lyt med her.

Fik du læst?

  • Medier | B.T. beskyldes nu for at føre en kilde bag lyset i afsløring om Moderaterne.

  • USA | Den seneste debat mellem Kamala Harris og Donald Trump er som en bombe i valgkampen, hvis man spørger Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

  • EU | Med en overraskende politisk triumf nåede Margrethe Vestager at omskrive afslutningen på fortællingen om sine ti år i Europa-Kommissionen.

Lige nu

Fra alle sider har det lydt, at ejerlejligheder i København stod til et ordentligt prissmæk, når chokket efter de nye ejendomsskattesatser havde forplantet sig.

Men sådan er det langtfra gået. Helt friske tal fra Boligsiden viser, at lejlighedspriserne i Region Hovedstaden steg med 0,7 procent i august.

Det er tredje måned i træk, hvor salgspriserne har vist opadgående tendens, og sammenligner man med kvadratmeterpriserne fra august sidste år, er der tale om en stigning på 6,7 procent.

God dag!