Godmorgen! I dag starter Republikanernes konvent, hvor man formelt skal vælge partiets præsidentkandidat. Et attentatforsøg kan ikke stoppe Donald Trump fra at møde op – han vil være til stede som planlagt, fortæller han. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Mens den yderste højrefløj hælder brænde på bålet, har Donald Trumps reaktion efter attentatforsøget været yderst afmålt. Det siger måske alt om den nye udgave af ekspræsidenten, som vi kommer til at se de kommende måneder, lyder det i analysen fra Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen.
I Berlingskes serie »Gennem krige og kriser« bliver der sat fokus på nogle af Københavns ældste butikker. I dag kan du komme ind bag kulissen på den fredede tidslomme Petitgas, der siden 1857 har solgt hatte af høj kvalitet på Købmagergade i København.
Tisvilde er kendt som sommerresidens for velhaverne og den kreative klasse, men de seneste år har det smukke område i Nordsjælland været splittet af en voksende kulturkamp. Sidsel Zachariassen forelskede sig i byen for 22 år siden og flyttede dertil – men i dag ville hun ønske, at flere så alt det, byen er, når den ikke har travlt med at skændes.
Den danske ungdom er i vid udstrækning befolket af blå mænd og røde kvinder, som flytter sig længere fra hinanden. Men Katrine Skov-Hansen og Noah Sturis er kærester på trods af politisk uenighed – og det er faktisk helt med vilje.
Et nyt studie kommer med et bud på en kost, der muligvis kan bremse demens. Studiet er »fremragende«, men man skal passe på med at overfortolke dataene.
Dagens vigtige: Trump vil ikke lade en snigskytte spolere festen

Fra i dag til torsdag 18. juli holder Republikanerne konvent i Milwaukee, Wisconsin, hvor man formelt skal vælge partiets præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat til valget 5. november.
Og det skal en snigskytte ikke sætte en stopper for, understreger Donald Trump.
Selvom det »var et nanosekund, et par centimeter, en mikroskopisk tilfældighed fra at gå så rivegalt, som det kunne,« som Berlingskes kulturredaktør, Birgitte Borup, skriver, er Donald Trump ved godt mod – og hans mission er klar:
Han hverken aflyser eller udskyder ikke sit visit til Wisconsin. Han vil være der mandag og frem.
»Jeg havde planlagt at udskyde min rejse til Wisconsin og Republikanernes nationale konvent med to dage, men jeg har nu afgjort, at jeg ikke kan tillade en 'snigskytte', eller en potentiel snigmorder, at fremtvinge ændringer i programmet eller noget som helst andet. Derfor vil jeg sætte kurs mod Milwaukee som planlagt,« skriver præsidentkandidaten på sit sociale medie, Truth Social.
Planen blev derfor, at han ville tage af sted søndag eftermiddag amerikansk tid, og derfor vil han ankomme til konventet allerede mandag.
Selvom man endnu ikke kender motivet bag attentatforsøget mod Trump, kan man godt begyndte at se mod de politiske konsekvenser og reaktioner, som drabsforsøget har medført.
»Når støvet lægger sig, vil Trump formentlig opleve fremgang i meningsmålingerne til præsidentvalget,« skriver Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen:
»Han vil høste sympatistemmer, og det kan være rigeligt til at sende ham tilbage i Det Hvide Hus. Trump har været foran i de fleste meningsmålinger gennem de seneste ti måneder (...) Nu vil han øge det yderligere, og derfor kigger vi ind i en fremtid, hvor det efter alt at dømme vil være temmelig sandsynligt, at Donald Trump vil blive USAs præsident, når vi når frem til den januar 2025.«
Første skridt mod at genvinde Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus tager Republikanerne hul på i dag og fire dage frem i Wisconsin.
Dagens »Pilestræde«
Med både EM i fodbold, Tour de France og OL tegner 2024 til at blive én af de helt store sportssomre. Men bliver det også en stor dopingsommer?
Historiebøgerne viser, at især professionel cykelsport og atletik har været forfulgt af en række dopingskandaler. Alligevel fortæller den øverste chef for Danmarks antidopingenhed, at han har ro i sindet, når han eksempelvis ser Jonas Vingegaard suse op ad den ene stejle franske bjergskråning efter den anden.
Men kan vi som seere virkelig stole på, at de sportslige toppræstationer, vi ser i fjernsynet, ene og alene skyldes træning og talent? Og bliver sporten nogensinde ren?
Lyt til »Pilestræde« her.
Fik du læst?
Bolig | Boligmarkedet i København vil forandre sig markant – og det giver stort behov for nye boliger, viser ny analyse.
Børnelitteratur | Ole Lund Kirkegaard kendes først og fremmest for sine humoristiske børnebøger, men han havde en mørk side – og det tog i sidste ende livet af forfatteren. Men hans univers lever videre.
Kærlighed | Især de unge har svært ved at binde sig og finde kærligheden. Ifølge datingforsker er datingapps med til at gøre livet sværere for de unge – for valgene kan synes uendelige.
Lige nu
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har natten til mandag dansk tid afholdt en sjælden tale til nationen i kølvandet på attentatforsøget mod Donald Trump.
Her opfordrer han USAs befolkning til at sænke temperaturen i den politiske debat.
»Vi kan ikke tillade, at denne vold normaliseres. Den politiske retorik her i landet er blevet meget ophedet. Det er tid til at køle den ned.«
»Vi har alle et ansvar for det,« sagde præsidenten.
Følg seneste nyt om den politiske situation i USA i vores liveblog.
God dag!