I begyndelsen af nedlukningen stillede en covid-19-patient på intensiv et spørgsmål, som sygeplejerske Maria Nielsen ikke glemmer

Mens landet var lukket ned og mange sendt hjem, var Maria Nielsen en af de sygeplejersker, der kæmpede for covid-19-patienterne på intensiv. Derfor er sygeplejerske Maria Nielsen fra intensivafdelingen på Bispebjerg valgt af Berlingske som et forbillede. Læs hendes historie her.

Maria Nielsen er en af de sygeplejersker, som kæmper for covid-19-patienterne på intensiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er 38 år og sygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital. Jeg er vant til at passe akut kritisk syge. Der er nogle, der slet ikke kan forstå, at jeg laver det, jeg laver.

Jeg ville gerne arbejde med de allermest syge og være dygtig til det, og det bliver man på intensiv. Det kan være meget belastende. Det kan det godt. Man skal kunne rumme, at folk er kede af det. Man skal kunne sige: »Det er ikke mig og mine pårørende, der er kede af det, men jeg vil gerne være her for dem, der er«. Det er vigtigt for mig at kunne skabe tryghed i den meget utrygge situation, som patienterne og deres pårørende er i.

Det tror jeg, at jeg er god til.

Da det var værst i foråret, da vi havde flest patienter, der alle sammen lå på maven med hver sin respirator på isolationsstuerne, var jeg i min egen verden uden at ænse for meget fra verden udenfor. Det var jeg nødt til. Det var rigtig hårdt, da det var værst. Kollegaer på andre afdelinger blev smittet, og en af dem, en yngre mand, døde.

»Der er stadig nogle, der skriver, at covid-19 bare er en influenza. Det gør mig virkelig sur. Mest på vegne af de patienter, der er gået bort, og de pårørende, der har mistet. Jeg har stået midt i det og set, at det her ikke er en influenza. Det er noget andet,« siger Maria Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Patienternes isolation

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at patienterne var så syge og var syge så længe, uden at der skete en ændring. Og at der var så mange på samme tid.

Der var en situation, som siger meget om, hvordan det må have været at være vågen patient isoleret fra omverdenen. For jeg sad der kun otte eller 12 timer, men patienten var der hele tiden og så kun os, der alle sammen lignede hinanden, fordi vi skulle have hele isolationsudstyret på: hætten, masken, brillerne, overtrækskittel og handskerne.

En dag, da jeg skal ud at holde pause, siger patienten, mens jeg tager værnemidlerne af inde på stuen henne ved døren, »når du har taget alt det der af, vil du så ikke vende dig om, så jeg kan se, hvem du er«.

Det var så fint og sagde så meget om patientens situation.

Jeg havde lige siddet og fortalt om, at mine børn var sendt hjem, og alt var lukket, og man skulle spritte af, når man gik i Netto, og patienten var sådan: »Er det rigtigt?«.

Jeg vil ikke sige patientens alder eller køn. Men det var en af vores første patienter, der var på afdelingen meget længe. Vi kalder det udtrættet, når patienten ikke kan mere. Vores maskiner kan holde liv i patienterne i meget lang tid. Men et liv, der kun kan opretholdes med massiv hjælp på intensiv afdeling, er på den lange bane ikke et liv, der er værd at leve. Vi fjerner maskinerne en for en for at give kroppen en chance for at kunne selv. Patienten havde kæmpet længe. Kroppen var blevet for træt.

Den patient er en af dem, jeg vil kunne huske i meget lang tid.

Der var ingen sygeplejersker på Maria Nielsens afdeling på Bispebjerg Hospital, der fik covid-19. Men på en anden afdeling var der en kollega, som blev smittet og døde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Anderledes sygdom

Der er stadig nogle, der skriver, at covid-19 bare er en influenza. Det gør mig virkelig sur. Mest på vegne af de patienter, der er gået bort, og de pårørende, der har mistet. Jeg har stået midt i det og set, at det her ikke er en influenza. Det er noget andet. Det er ikke, fordi jeg er så skarp til at kigge på detaljerne på røntgenbillederne – det er mere lægerne, der er det, men de forandringer, de fortæller om, er helt vilde. De tilstande, vi ser patienter i, er tilstande, som vi har set før, men ikke hos så mange og ikke på den måde. Det er uvant. Det er genkendeligt og anderledes. Den opfører sig ikke som influenza, og jeg synes simpelthen ikke, de kan være det bekendt. Men jeg har lært, at det ikke er mig, der skal fikse folks uvidenhed.

Jeg frygter i den grad det efterår, vi er på vej ind i. Jeg kan mærke, at der er en kugle i maven, der siger: »Åh nej, ikke igen. Nu skal jeg sidde med det her udstyr på, nu skal de være rigtigt syge alle sammen. Nu skal jeg have omlagte vagter«. Den kører bare med det samme.

Det var frygteligt, at Italien blev ramt så voldsomt, men heldigt for os, for det var jo på baggrund af det, de oplevede, at vi kunne forberede os. Når jeg hørte beretninger fra Italien og så, hvor mange respiratorer vi havde, tænkte jeg: »Det er da ikke nok«. Det tror jeg, de fleste tænkte. Vi var bekymrede for også at blive nødt til at vælge, hvem der skulle have den sidste respirator. Men vi var meget opsatte på, at det er nu, vi skal vise, hvad vi kan.

Den første patient

Den første patient kom natten til mandag, efter at landet lukkede onsdag. Patienten var på en anden afdeling, men det underlige var, at vedkommende sad helt upåvirket og så fjernsyn, selv om lægerne blev ved med at måtte øge ilten. Normalt bliver folk, der mangler ilt, paniske, men det var, som om kroppen ikke opfattede, at den manglede ilt.

Det var en »nu er det nu«-stemning. Nu kører bussen.

»Det var meget hårdt, men det var også spændende at få lov at være med til at pleje folk med en ny sygdom, som ingen vidste noget om. Det var så presset, at det var rart at vide, at samfundet værdsatte det. Det giver så meget mening, det, jeg har valgt at lave,« siger Maria Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Jeg var ikke selv bange for at blive smittet, men jeg var bange for at tage det med hjem. Der var mange bekymringer i de første tre uger, fordi ens hverdag blev fuldstændig væltet omkuld. Den store var hjemme fra skole, og jeg ville ikke have den lille i nødpasning. Jeg skulle både være intensivsygeplejerske, vuggestuepædagog og skolelærer. Min mand var sendt hjem, han skulle stadig levere 50 timer om ugen og have børnene, når jeg var på dagvagt, så jeg havde børnene om formiddagen efter mine nattevagter.

Jeg prøvede at lægge mig til at sove, når jeg puttede den lille. Men det var for sent, når man skulle af sted igen. Så det var ude af kurs, og i starten lå jeg og læste alle nyhederne. Det skulle jeg ikke. Jeg spekulerede på, hvornår det stoppede, hvornår det ville blive normalt, og i de første uger også meget på, hvornår vi nåede dertil, hvor Italien var?

Jeg måtte lande i, hvordan jeg skulle have det med sygdommen og med, at nogle var overhysteriske, mens andre ikke tog det alvorligt.

Der kom mange patienter meget hurtigt. Det var folk, der havde været forholdsvis raske. De havde måske enkelte ting, som ikke har den store betydning i ens hverdag, men som vi kunne se spillede ind i forhold til covid-19.

Mening

Jeg stod på et tidspunkt ude på gangen med kollegaer og kiggede op på skærmene. Vi taler om, at vi aldrig har set så mange ligge så lavt i deres iltmætning. Det højeste, vi kunne få dem op på, var 85, hvilket er meget lidt, når man får maksimal ilt. Alle de patienter ligger og får 100 procent ilt. Det er ikke muligt at give mere, og de kan bare ikke ilte deres blod.

Der er en afmagt i det, for hvad skal vi så gøre, når vi har skruet maks. op, vi har bedøvet dem og fuldstændig overtaget deres vejrtrækning. Vi blev så glade, når der var en bedring, men flere gange endte det med at blive endnu værre. Det var øv at forlade en patient i bedring og møde ind til, at det ikke var gået.

»Jeg var ikke selv bange for at blive smittet, men jeg var bange for at tage det med hjem. Der var mange bekymringer i de første tre uger, fordi ens hverdag blev fuldstændig væltet omkuld,« siger Maria Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Det var meget hårdt, men det var også spændende at få lov at være med til at pleje folk med en ny sygdom, som ingen vidste noget om. Det var så presset, at det var rart at vide, at samfundet værdsatte det. Vores naboer kom og sagde, »hvor er det sejt«, og så havde man det sådan, »ja, det er sgu lidt sejt«, og følelsen af, at det her giver bare så meget mening – den følelse var forstærket.

Det giver så meget mening, det, jeg har valgt at lave.«