Der er flere og flere biler i byen.
Men når politikerne på Københavns Rådhus torsdag aften skal samles til møde i Borgerrepræsentationen, tegner der sig på forhånd flertal for hele to ideer, som vil fjerne parkeringspladser fra private.
»Det er hul i hovedet,« konstaterer Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester samt politisk leder for De Konservative i København.
Der er tale om to vidt forskellige projekter, som politikerne skal tage stilling til.
»Det er fuldstændig grotesk, at man med den ene hånd inddrager parkeringspladser, blot for senere på dagsordenen at konstatere, at der er for få parkeringspladser for erhvervsdrivende. Så er det lidt, som om man skal redde sig ud af problemer, man selv har skabt,« siger Jakob Næsager.

K-borgmesteren er bekymret for, hvad det er for en by, vi får – og navnligt, at færre p-pladser kommer til at gå ud over byens børn.
»Der er mange børnefamilier, der ikke har råd til at leje en parkeringsplads til 1.000 kroner eller mere om måneden,« siger Jakob Næsager.
»Hvis vi ønsker en by, hvor også pædagoger og lærere har råd til at bo og have bil, så er vi nødt til at sikre parkeringspladser nok til alle til en rimelig pris.«
Gik til valg på at stoppe »den urimelige hetz mod bilisterne«
Jakob Næsager hæfter sig især ved, at Venstre bakker op om begge forslag.
»At gå til valg på at være bilisternes forkæmper for så at nedlægge og inddrage parkeringspladser, det synes jeg ikke er at være bilisternes forkæmper,« siger han.
Jens-Kristian Lütken, gruppeformand for Venstre i København samt beskæftigelses- og integrationsborgmester, gik selv til valg på, at der skal være tilstrækkeligt med parkeringspladser i byen.
»Stop den urimelige hetz mod bilisterne i København« er ordene, som var at finde øverst på hans liste over mærkesager.
Selv mener han ikke, at de to sager går imod intentionen.
»Vi ved, at rigtig mange håndværkere og erhvervsdrivende har svært ved at finde en parkeringsplads,« siger han – og påpeger, at erhvervsparkeringspladser i de fleste tilfælde kan bruges af private mellem klokken 17 og klokken syv.

Hvorfor ikke skabe flere parkeringspladser i stedet for at konvertere eksisterende?
»Der er ikke så mange steder, man lige kan lave flere p-pladser i eksempelvis Indre By. Det vil så kræve, at vi fjerner grønne arealer eller noget andet,« siger Jens-Kristian Lütken.
Hvad med bylivsgadeprojektet?
»Det er et budget, vi er med i. Det er ikke alt i forliget, som vi har kæmpet for, men vi overholder selvfølgelig de aftaler, vi har lavet, og derfor stemmer vi for det her. Hvis vi selv kunne bestemme, ville vi gerne have erstatningsparkeringspladser, men det er ikke en del af den aftale.«
Hvordan går det med at stoppe den »urimelige hetz mod bilisterne i København«?
»Det synes jeg sådan set går meget fint. Jeg synes ikke, det er en urimelig hetz at sikre, at der er parkeringspladser til erhvervslivet. For Venstre er det vigtigt at understøtte erhvervslivet i København – det kan jeg så konstatere er knap så vigtigt for De Konservative.«
»Det er ikke rådhusets opgave at bestemme«
Jakob Næsager har som sådan ikke spor imod, at der tilgodeses flere parkeringspladser til de erhvervsdrivende i København.
»Slet ikke – hvis det altså var ekstra pladser. Problemet er, at man i en situation, hvor der i forvejen mangler, vil inddrage flere pladser,« siger han.
»Det har man gjort ved at inddrage pladser til delebiler og nu til erhvervsbiler. Sådan er der løbende forslag, som skal symptombehandle, at der er for få parkeringspladser i København.«
K-borgmesteren er, fortsætter han, optaget af, om der kan skabes alternativer, så alle ikke har brug for en bil.
»Jeg synes, man skal spørge københavnerne, om der er noget, vi kan gøre. Jeg vil rigtig gerne være med til at skabe flere cykelstier og metrolinjer,« siger han.
»Men vi kan konstatere, at bilejerskabet er stigende – og det er ikke rådhusets opgave at bestemme, hvad der er bedst i den enkelte husstand. Så må vi som Københavns Borgerrepræsentation anerkende, at vi er valgt som borgernes repræsentanter – ikke som borgernes modarbejdere.«